cosmos

Cap Verde øerne.

Vi havde nogle gode og spændende dage på Cap Verde øerne. Det er altså en del af Afrika med hvad dertil hører, men bærer dog spor af,
at europæerne har været der længe og fortsat ønsker at hjælpe den lille nation godt på vej.

Vi ankom til øen St. Vincent, hvor vi lå i 4 dage. Vi fik handlet, vasket tøj og gået på Internettet. Den 8/11 stævnede vi ud af havnen med en god halvvind. I strædet mellem St. Vincent og naboøen blev vi mødt af den kendte hårde vind. Denne gang havde vi den agten fra, så den gav os en god fart.
Gennem hele natten havde vi fin vind og gjorde mellem 5 og 8 knob, så vi var sikre på at nå Praia på øen St. Santiago inden det blev mørkt. Det er ikke rart at ankomme til en havn eller ankerplads i buldrende mørke.

Den 9/11 var vi i Praia kl. 1500. Vi kastede anker i bugten og fik godt hold. Ole, Anders og jeg tog gummi’en ind til stranden for at finde et fadølsanlæg samt hvor vi evt. kunne tanke vand og få et bad. Inde ved stranden blev vi straks mødt af en meget snavset mand, der ville passe på båden. Vi gik hen til ”Club Nautico”, som nu kun er en ruin.
Vi landede på et værtshus, hvor vi fik de velfortjente øl. Der var også fødselsdagsselskab, så vi fik en bid af fødselsdagskagen også. På toilettet fik vi vasket hår og arme i Ferskvand.
Da vi skulle hjem var det blevet mørkt. Ved gummi var der 3 mand, som nu diskuterede hvem der skulle have betaling for at holde øje med gummi.

Der var kommet brænding nu, så vi valgte et godt tidspunkt, fik skubbet gummi’en ud, men inden jeg nåede at slå motor benet ned, åbne for benzinen og trække i startsnoren, havde den næste bølge nået os, og vi blev kastet tilbage på stranden. Det gentog sig en gang mere. Det må have set morsomt ud. Da vi endelig kom fri af bølgerne ved at ro, ville motoren ikke trække. Sikkerhedssplitten er gået, tænkte jeg, men pludselig trak motoren, og vi kom ud på COSMOS, drivvåde. Ferskvandsbaderiet i værtshusets håndvask var igen erstattet af saltvand.
Til højre for os lå en svensker. Vi spurgte, hvor han skulle hen. ”Jeg
ve tinte riktikt, kanske Brasil eller Tobago”. De bestemte sig senere at gå til Brasilien. Man tager ikke forhastede beslutninger, det er der ingen grund til.

Den 11/11 var vi på en fin tur rundt på øen.

Den 12/11 sejlede vi ud i svag vind g strømmen imod. Motoren måtte arbejde de næste 4 timer, men SÅ kom vinden, 17 m/s på halvvind og store dønninger, så vi rebede storen til 2. reb. Vi havde fint besøg af delfiner, som fulgte os et stykke tid.
Vi ankom til øen FOGO kl. 1130. Jeg havde tidligere kontaktet FTLF’s kontaktperson, Morten Vincent på FOGO. Han var ikke på havnen som lovet, men vi formede at ankre op i en meget vanskelig havn med store dønninger og vanskelige forhold for ankeret til at holde. Morten dukkede op senere. Han er en herlig gut, såkaldt ”lykkeridder”, som flyttede til øen for 10 år siden. Han taler perfekt kreolsk. Han lever af at have lystfiskere boende i sit lille lejlighedskompleks og sejle dem til haj og andre storfisk resultater.

Den 13/11 blev en helt speciel dag, som vi ALDRIG glemmer. Der skete simpelt hen så meget, så det næsten ikke er til at fatte:

Morten var på havnen kl. 08 med en 200 l tromle med drikke bart vand. Vi skulle tilbage på COSMOS, fordi båden skulle ligge ved kajen og have vand på, og vi have lidt travlt, fordi der ville komme en færge om 1½ time. Ned i gummi. Det blev vanskeligt, for nu var der kæmpe dønninger. Der skulle lægges taktik. Vi fandt et godt tidspunkt. Alle mand på nær mig op i gummi, skubbe ud, motor benet skulle ned, åbnes for benzin, luftskruen løsnes, chokeren ud, trække i snoren. Vi synes ligesom at DET havde vi prøvet før. Der kom en Kæmpedønning, løftede os tilbage mod slæbestedet, videre hen mod en betonmur og rundt mod en stensætning med meget ru sten. Vi så for os at vi ville blive kastet i vandet og gummi blevet revet op på Stenene. Bent stod på havnen og tænkte: hvor blev de dog af. Det var ikke let. Vi blev alle pjask våde og kom da til sidst ud til en midlertidigt fikseret båden, men kunne ikke garantere Cosmos. Ankeret op, hen til kajen. Her var dønningerne så voldsomme, at Cosmos blev kastet frem og tilbage, og fortøjningen agter, som var et tacklet øje, sprang som sytråd. Nå, vi fik vandet på, tilbage og ankre op.

Vi blev nu pakket ind i Mortens lukkede VW transporter med en tom 200 l tromle, hummertejner, alt muligt grej og ingen steder at sidde, og så gik det ud af toppede brosten mod byen. Programmet var: banken, grønt/frugtmarked, forretning for at købe shampoo og håndklæder/lagner, fordi vaskeriet på Cap Verde havde stjålet halvdelen af vasketøjet, tur til øens vulkankrater, i supermarked, hjem til Morten og drikke kaffe og få et bad, og vi skulle også købe diesel.
En lokal, Raoul, blev sat til at se efter Cosmos og passe på gummi, der lå ved en rampe med tanken fyldt med benzin.
Vi nåede det meste, og så gik det op ad vulkanen i Mortens 4-hjulstrækker. Pludselig begyndte den at koge. Et stenslag i køleren havde gjort den utæt. Ved hjælp af vores dyrebare drikkevand og lidt cola kom vi til kraterranden og kørte ind i vulkanen. Så ville bilen ikke mere. Vi begyndte at gå. Hold op, hvor var det varmt. Der kom en lastbil, den kom vi op på ladet af. Rasle rasle ned til en lille landsby i krateret. Det sidste udbrud var i 1995. Landsbyen er selvforsyn ende med vin, majs, frugt, honning, ost. Vi spiste på den lokale restaurant, fik Wahoo-bøffer. Wahoo-en er havets hurtigste fisk. Det smagte godt. Bag restauranten stod et æsel. Det havde cowboybukser på bagbenene og en stor rød strikket sweater på resten af kroppen med forbenene gennem ærmerne. Der er for at beskytte det mod fluer. Der var så mange fluer, så æslet ville ”gå ud af sit gode skind” hvis det hele tiden skulle vifte fluerne væk.

Tilbageturen foregik med lokal ladvogns-taxi. Rasle rasle. Vi var godt nok ømme i vore bagdele, da vi nåede ned i byen. I supermarkedet og købe ind, derefter til Morten for at få kaffe og bade. Medens vi var hos morten ringede Raoul og sagde, at Cosmos’s fortøjning agter var sprunget. Han havde midlertidigt fikseret båden men kunne ikke garantere for at det holdt. Jeg har aldrig set 6 mand komme SÅ hurtigt ud af huset. Ind i Mortens VW transporter- rasle rasle ned til havnen. Cosmos lå lige midt i havnen for ankeret alene. Vi kom om bord og fik fortøjet ordentligt. Det blev aftalt, at vi skulle købe diesel næste dag. De varer, vi havde købt, kom ombord. Halvdelen af gummi’s benzin var væk. Det er vist meget almindeligt – dér.

Vi holdt ankervagt hele natten. På et tidspunkt var vi kommet så tæt på stenene, at vi ikke turde vente med at flytte. Ankeret op, flytte endnu engang. Dønningerne kom buldrende ind rundt om havnens mole og buldrede ind i klipperne et par kabellængder fra os. Det lød uhyggeligt.

Næste dag fik vi handlet diesel. Ingen af færgerne var kommet i havn. De kunne ikke risikere at blive slået ud af kurs i dønningerne. Uden for havnen lå nu 2 skibe, en færge og et lille fragtskib med 2 containere. Passagererne blev lempet op i store robåde og LÆSSET med passagerer, ingen med redningsveste, den lokale betjent i stævnen og så roede mad gennem dønninger osv. ud til færgen. Sikken et leben og skue.

Så snart vi kunne, lettede vi anker og forlod de Cap Verdiske øer. Næste waypoint var Ile de Salut, nogle småøer ud for Fransk Guiana, bedre kendt som Djævleøerne, hvor Henri charier alias ”Papillon” sad fanget i et stykke tid. Forude ventede 1884 sømil Atlanterhav. Vi var vel forberedte. Tankene var fulde og forsyningerne af mad og frugt tilstrækkelig.

Interesserede gaster kan kontakte Gythe på 5477 0247 og få tilsendt et informationshæfte.

Mange hilsener Poul Tousgaard.


Forside		Cap Verde øerne. Vi havde nogle gode og spændende dage på Cap Verde øerne. Det er altså en del af Afrika med hvad dertil hører, men bærer dog spor af, at europæerne har været der længe og fortsat ønsker at hjælpe den lille nation godt på vej. Vi ankom til øen St. Vincent, hvor vi lå i 4 dage. Vi fik handlet, vasket tøj og gået på Internettet. Den 8/11 stævnede vi ud af havnen med en god halvvind. I strædet mellem St. Vincent og naboøen blev vi mødt af den kendte hårde vind. Denne gang havde vi den agten fra, så den gav os en god fart. Gennem hele natten havde vi fin vind og gjorde mellem 5 og 8 knob, så vi var sikre på at nå Praia på øen St. Santiago inden det blev mørkt. Det er ikke rart at ankomme til en havn eller ankerplads i buldrende mørke. Den 9/11 var vi i Praia kl. 1500. Vi kastede anker i bugten og fik godt hold. Ole, Anders og jeg tog gummi’en ind til stranden for at finde et fadølsanlæg samt hvor vi evt. kunne tanke vand og få et bad. Inde ved stranden blev vi straks mødt af en meget snavset mand, der ville passe på båden. Vi gik hen til ”Club Nautico”, som nu kun er en ruin. Vi landede på et værtshus, hvor vi fik de velfortjente øl. Der var også fødselsdagsselskab, så vi fik en bid af fødselsdagskagen også. På toilettet fik vi vasket hår og arme i Ferskvand. Da vi skulle hjem var det blevet mørkt. Ved gummi var der 3 mand, som nu diskuterede hvem der skulle have betaling for at holde øje med gummi. Der var kommet brænding nu, så vi valgte et godt tidspunkt, fik skubbet gummi’en ud, men inden jeg nåede at slå motor benet ned, åbne for benzinen og trække i startsnoren, havde den næste bølge nået os, og vi blev kastet tilbage på stranden. Det gentog sig en gang mere. Det må have set morsomt ud. Da vi endelig kom fri af bølgerne ved at ro, ville motoren ikke trække. Sikkerhedssplitten er gået, tænkte jeg, men pludselig trak motoren, og vi kom ud på COSMOS, drivvåde. Ferskvandsbaderiet i værtshusets håndvask var igen erstattet af saltvand. Til højre for os lå en svensker. Vi spurgte, hvor han skulle hen. ”Jeg ve tinte riktikt, kanske Brasil eller Tobago”. De bestemte sig senere at gå til Brasilien. Man tager ikke forhastede beslutninger, det er der ingen grund til. Den 11/11 var vi på en fin tur rundt på øen. Den 12/11 sejlede vi ud i svag vind g strømmen imod. Motoren måtte arbejde de næste 4 timer, men SÅ kom vinden, 17 m/s på halvvind og store dønninger, så vi rebede storen til 2. reb. Vi havde fint besøg af delfiner, som fulgte os et stykke tid. Vi ankom til øen FOGO kl. 1130. Jeg havde tidligere kontaktet FTLF’s kontaktperson, Morten Vincent på FOGO. Han var ikke på havnen som lovet, men vi formede at ankre op i en meget vanskelig havn med store dønninger og vanskelige forhold for ankeret til at holde. Morten dukkede op senere. Han er en herlig gut, såkaldt ”lykkeridder”, som flyttede til øen for 10 år siden. Han taler perfekt kreolsk. Han lever af at have lystfiskere boende i sit lille lejlighedskompleks og sejle dem til haj og andre storfisk resultater. Den 13/11 blev en helt speciel dag, som vi ALDRIG glemmer. Der skete simpelt hen så meget, så det næsten ikke er til at fatte: Morten var på havnen kl. 08 med en 200 l tromle med drikke bart vand. Vi skulle tilbage på COSMOS, fordi båden skulle ligge ved kajen og have vand på, og vi have lidt travlt, fordi der ville komme en færge om 1½ time. Ned i gummi. Det blev vanskeligt, for nu var der kæmpe dønninger. Der skulle lægges taktik. Vi fandt et godt tidspunkt. Alle mand på nær mig op i gummi, skubbe ud, motor benet skulle ned, åbnes for benzin, luftskruen løsnes, chokeren ud, trække i snoren. Vi synes ligesom at DET havde vi prøvet før. Der kom en Kæmpedønning, løftede os tilbage mod slæbestedet, videre hen mod en betonmur og rundt mod en stensætning med meget ru sten. Vi så for os at vi ville blive kastet i vandet og gummi blevet revet op på Stenene. Bent stod på havnen og tænkte: hvor blev de dog af. Det var ikke let. Vi blev alle pjask våde og kom da til sidst ud til en midlertidigt fikseret båden, men kunne ikke garantere Cosmos. Ankeret op, hen til kajen. Her var dønningerne så voldsomme, at Cosmos blev kastet frem og tilbage, og fortøjningen agter, som var et tacklet øje, sprang som sytråd. Nå, vi fik vandet på, tilbage og ankre op. Vi blev nu pakket ind i Mortens lukkede VW transporter med en tom 200 l tromle, hummertejner, alt muligt grej og ingen steder at sidde, og så gik det ud af toppede brosten mod byen. Programmet var: banken, grønt/frugtmarked, forretning for at købe shampoo og håndklæder/lagner, fordi vaskeriet på Cap Verde havde stjålet halvdelen af vasketøjet, tur til øens vulkankrater, i supermarked, hjem til Morten og drikke kaffe og få et bad, og vi skulle også købe diesel. En lokal, Raoul, blev sat til at se efter Cosmos og passe på gummi, der lå ved en rampe med tanken fyldt med benzin. Vi nåede det meste, og så gik det op ad vulkanen i Mortens 4-hjulstrækker. Pludselig begyndte den at koge. Et stenslag i køleren havde gjort den utæt. Ved hjælp af vores dyrebare drikkevand og lidt cola kom vi til kraterranden og kørte ind i vulkanen. Så ville bilen ikke mere. Vi begyndte at gå. Hold op, hvor var det varmt. Der kom en lastbil, den kom vi op på ladet af. Rasle rasle ned til en lille landsby i krateret. Det sidste udbrud var i 1995. Landsbyen er selvforsyn ende med vin, majs, frugt, honning, ost. Vi spiste på den lokale restaurant, fik Wahoo-bøffer. Wahoo-en er havets hurtigste fisk. Det smagte godt. Bag restauranten stod et æsel. Det havde cowboybukser på bagbenene og en stor rød strikket sweater på resten af kroppen med forbenene gennem ærmerne. Der er for at beskytte det mod fluer. Der var så mange fluer, så æslet ville ”gå ud af sit gode skind” hvis det hele tiden skulle vifte fluerne væk. Tilbageturen foregik med lokal ladvogns-taxi. Rasle rasle. Vi var godt nok ømme i vore bagdele, da vi nåede ned i byen. I supermarkedet og købe ind, derefter til Morten for at få kaffe og bade. Medens vi var hos morten ringede Raoul og sagde, at Cosmos’s fortøjning agter var sprunget. Han havde midlertidigt fikseret båden men kunne ikke garantere for at det holdt. Jeg har aldrig set 6 mand komme SÅ hurtigt ud af huset. Ind i Mortens VW transporter- rasle rasle ned til havnen. Cosmos lå lige midt i havnen for ankeret alene. Vi kom om bord og fik fortøjet ordentligt. Det blev aftalt, at vi skulle købe diesel næste dag. De varer, vi havde købt, kom ombord. Halvdelen af gummi’s benzin var væk. Det er vist meget almindeligt – dér. Vi holdt ankervagt hele natten. På et tidspunkt var vi kommet så tæt på stenene, at vi ikke turde vente med at flytte. Ankeret op, flytte endnu engang. Dønningerne kom buldrende ind rundt om havnens mole og buldrede ind i klipperne et par kabellængder fra os. Det lød uhyggeligt. Næste dag fik vi handlet diesel. Ingen af færgerne var kommet i havn. De kunne ikke risikere at blive slået ud af kurs i dønningerne. Uden for havnen lå nu 2 skibe, en færge og et lille fragtskib med 2 containere. Passagererne blev lempet op i store robåde og LÆSSET med passagerer, ingen med redningsveste, den lokale betjent i stævnen og så roede mad gennem dønninger osv. ud til færgen. Sikken et leben og skue. Så snart vi kunne, lettede vi anker og forlod de Cap Verdiske øer. Næste waypoint var Ile de Salut, nogle småøer ud for Fransk Guiana, bedre kendt som Djævleøerne, hvor Henri charier alias ”Papillon” sad fanget i et stykke tid. Forude ventede 1884 sømil Atlanterhav. Vi var vel forberedte. Tankene var fulde og forsyningerne af mad og frugt tilstrækkelig. Interesserede gaster kan kontakte Gythe på 5477 0247 og få tilsendt et informationshæfte. Mange hilsener Poul Tousgaard.