Forside

 

Rejsebrev DARWIN – SRI LANKA.

Andendagen i Darwin var vi i byen og ordne forskelligt og bl.a. sondere muligheden for at leje bil, så vi kunne lave en tur på egen hånd. Turistkontoret var meget behjælpeligt og sørgede for billeje samt reservation på forskellige overnatningssteder.
Da vi kom tilbage til gummibåden og skulle ud til Cosmos, skulle der padles, fordi motoren jo var gået i stykker. DER VAR MEGET STRØM, skulle jeg hilse og sige. Der er 5 m tidevandsforskel, så der skal noget vand ud og ind, og det giver strøm. Vi padlede ikke ud til Cosmos. Der skulle tages en hurtig beslutning. Jeg skulle købe en ny påhængsmotor som erstatning for den, der blev stjålet på Solomon-øerne. Forsikringen dækkede, fordi jeg har en selvrisiko på 30.000 kr. Vi afleverede damerne i yachtklubben og gik til en Yamaha-forhandler, pegede på en 15 HK motor og sagde, den ville vi købe. Sælgeren, der ikke havde solgt noget den dag, sagde: Now you just made my day! Australierne siger ikke OK eller All right. De siger ”No worries, mate”. Jeg kunne få momsen tilbage, så der var ikke noget at spekulere over. En chauffør kørte os til byen og fyldte benzindunken op (ikke med i prisen), og vi blev sat af ved gummibåden, satte motoren på og sejlede hen til yachtklubben, hvor pigerne stadig sad. Sådan!! Motoren skal lige køres til og have fed olieblanding de første 2 tankfulde. Jeg valgte en 2-takter. Den er lettest, yder næsten det samme som en 4-takter, og er ikke så ømfindtlig over for det salte miljø, som vi trods alt befinder os i til stadighed.
Vi fandt ud af, at ”Albatros” af Sønderborg, som vi havde mødt tidligere på Vanuatu, var på land i byen. Der havde været vrøvl med koblingen. Da der ikke kunne skaffes reservedele, valgte de at ilægge en ny motor. Momsfrit naturligvis. Det var meningen, at de skulle fra Darwin via Juleøen til Maldiverne og Oman – Rødehavet, næsten samtidig med os. Historien, hørte vi så senere, var at da de havde sejlet 1 time, var der mislyde fra motoren. De returnerede. Mekanikeren formåede at skylle motoren igennem med saltvand og ødelægge den, så nu skulle de have en ny motor. De er nu blevet trætte af bøvlet og har sat båden til salg. Vi følte virkeligt med dem.
Næste dag afleverede vi den lille påhængsmotor hos mekanikeren, så den kunne blive køreklar igen. I yachtklubben kunne vi benytte deres faciliteter, såsom varmt brusebad og mønt-vaskemaskine. Der var forholdsvis billige spisemuligheder, men øllerne var dyre. Der var mange folk hver aften, der sad og sled i det i baren for at holde overskuddet oppe i klubben.
Vi mødte FTLF-kontaktpersonen Karsten Hauge og fru Vibeke. De var særdeles hjælpsomme med alt. Karsten havde bl.a. en flaske gas med, så jeg selv kunne dekantere over på de danske flasker. Det gjorde jeg på COSMOS’s om aftenen. 2 gange sprang slangen af med et ordentligt drøn. Jeg fik fyldt 15 kg flaske helt og en anden næsten. Vi ville så have gas nok til Sri Lanka og evt. helt til Indien. I Australien, hvor de er meget sikkerheds-orienterede, har de kun deres eget system. Jeg var bange for, at de ville konfiskere mine rustne flasker, så jeg gik stille med dørene.
Den lille krydsfok blev (endnu engang) afleveret til reparation. Den havde fået en lille revne. Det er desværre ikke muligt at købe nyt sejl, ellers havde jeg gjort det.
Jeg havde travlt i Darwin med alt det, der skulle ordnes. Vi skulle jo også gerne på tur ind i landet og se lidt natur osv.

Den 18/10 blev en travl dag. Jeg blev sejlet ind til yachtklubben. Vi brugte den store gummibåd og den nye motor. Den lille gummibåd havde vi på slæb. Derfra gik jeg til et autotilbehørsfirma og købte 4 stk. 20 l. dunke til diesel, en olietragt og 6 l. olie. Det bar jeg den lange vej i middagsheden (og det var virkelig varmt) ned til den lille gummibåd. Derfra til Yamaha-forhandleren og købte en ny 4 HK Yamaha 4-takter. Den var på tilbud, og momsen refunderes. Den vil jeg bruge hjemme og så sælge de 2 gamle motorer. Den lille påhængsmotor var klar. Dens benzinsystem var meget beskidt – og det tror jeg gerne, for den havde været 2 gange rundt i brændingen i Caribien, den ene gang var Anja og Ole Hundevad med. Alt sammen blev kørt tilbage til yachtklubben og lagt i den lille gummibåd. Sejlet blev også hentet, så der var læs på gummibåden. Alt vandet var væk ved anløbsbroen. Der var kun vand som i en rendesten, så jeg måtte vente, til der kom vand. Det er altså mærkeligt at se forskellen på vandstanden. Der kan være en masse vand – eller der er slet ingen vand, kun mudder. Motoren startede og kørte fint.
Næste dag blev udlejningsbilen hentet, en Corolla med klimaanlæg. Vi havde lånt en køleboks af Karsten og fik et par poser is i. Det er systemet i AUS. Man kan købe poser med is overalt for at køle de livsvigtige pilsnere ned.
Vi kørte mod Kakadu nationalpark. Gjorde dog holdt ved et sted, hvor vi sejlede på Adelaide river og så store krokodiller. De bliver fodret til glæde for turister. Maden bliver holdt på en stang over vandet. Krokodillerne kan springe op i næsten hele deres længde og hente maden. Disse saltvandskrokodiller var lige ved at blive udryddet af jægere, indtil de blev fredet. Australierne er meget glade for deres ”wildlife” og nyder at se alt fra kænguruer til krokodiller, slanger, fugle, fisk og insekter.
Vi tog til Jabiru informationscenter og tilrettelagde de næste dages vandreture i Kakadu nationalpark. Der var meget tørt, og det var slet ikke sæson for at se noget godt. Vi fik dog set krokodiller, kænguruer, flyvende hunde og en masse fugle og sommerfugle. Jeg nød at kunne guide gasterne lidt, da de fleste af disse ting er kendte for mig. Vi stod under en stor koloni af flyvende hunde. Da vi kom hjem var Pernille rigtig blevet overskidt af disse store flagermus, der spiser frugter.
Vi besøgte Ubirr, som er et helligt sted for aboriginals. Der var en del fine hulemalerier, som er 5000 år gamle. De maler en slags ”pindemennesker”, og det er kun mænd, de aftegner, det er der ingen tvivl om. Hvordan jeg kan se det??? Jo, ser I, æh-øh, nok om det.
En speciel tegning forestiller ”regnbueslangen”. Det er en værre karl. Der var en landsby hvor et barn græd om aftenen. Barnet fik noget forkert at spise og græd endnu mere. Det kunne slangen ikke holde ud at høre på, så den kom frem og åd alle i landsbyen. DERFOR oplever man ikke i dag et aboriginal-barn, der græder, uden at det straks bliver trøstet.
Vi overnattede i en hytte med kun ét værelse. Pernille og Helle delte ægtesengen, Dennis og jeg tog køjesengene. Der var fine faciliteter med barbeque (BBQ)osv. Barbeque er noget, alle australiere har. De er opstillet i parker og fællesområder, så folk kan benytte dem gratis. De består af en stor jernplade, der opvarmes af enten el eller gas. Iben spurgte autoudlejeren i Cairns, hvordan man startede gasblusset i den autocamper, de lejede. Han svarede: på samme måde, som du starter din BBQ. Iben: vi har ingen BBQ. Manden: HAR I IKKE?????
Vi kørte videre til Kathrine, hvor vi sejlede på floden, der løber ligesom i en stor slugt med klipper og rød jord. Kendt fra turistbrochurer. Vi tog den mellemstore tur. (priserne er ret voldsomme i AUS). Også her har regnbueslangen været på spil. Det siges, at den bugtede sig frem i landskabet og lagde sig til hvile på bunden af floden i dens bugtninger. Aboriginals drikker ikke vand fra floden, de fisker ikke i den eller sejler på den eller svømmer i den af frygt for, at hr. slange skal blive sur og komme frem af dybet. Da vi svømmede i floden holdt vi øje med krokodiller og slangehaler – ”no worries, mate”. Vi havde dog bukser på, så maddingen ikke blev for fristende.
Vi kørte videre til Lichtfield nationalpark. Virkelig godt. Vi gik en tur langs en bæk. 3 steder gik vi i vandet og badede i små vandfald. Vandet var så rent, at vi kunne drikke det. Man ser intet affald. Der var vejledning i, hvor langt man skulle gå væk, hvis man absolut skulle forrette sin nødtørft udenfor de opstillede toiletskure. Nede i strømhvirvlerne i små vandfald satte vi os og stemmede imod med benene og kunne sidde i vandfaldet, så det var naturlig jacuzzi-massage, vi fik. 2 af stederne var der en ret stor varan, der var nysgerrig. Det var mest pigerne, den var interesseret i. Den var vel 1 m fra dem. Fordi vi var i området i tørtiden, var der begrænset med vand i vandfaldene, især de store vandfald. Vandfald virker dragende på mig, jeg kan ikke få nok af dem.
Da vi kørte tilbage mod Darwin, røg vi ind i et enormt regnskyl med lyn og torden. Lynene slog ned lige foran os. Det regnede så voldsomt, at de fleste biler holdt ind til siden og afventede. Det gjorde vi så også – man skal lytte til de signaler, andre sender. Pludselig, lige foran bilen i venstre vejside, ramte et lyn et træ. Det blev helt selvlysende og lignede et skelet, og så var det væk. ”No worries mate”! Vi kørte ind til en mango plantage. Der købte vi en kasse mangoer. De smagte dejligt.
Turen havde varet 4 nætter og 5 dage. Prisen var halvdelen af, hvad vi skulle have givet en tur-operatør. Vi synes, vi havde fået rimelig meget ud af turen, fordi vi besøgte informationscentrene, inden vi gik i gang med et nyt område.
Tirsdag den 25/10 lettede vi anker. Lagrene var fyldt op – der ventede en lang tur til Juleøen. Vi var forberedte på, at der kunne være en del strøm, at der kunne være dage uden vind, og at vinden kunne være springende. Dette alt sammen fordi vi var ca. 1 måned for sent på den. Tidligere på sæsonen ville der være overvejende passatvind fra sydøst, men nu var det perioden imellem passaten og monsunen, derfor!
Vi lagde til ved lystbådehavnen og blev clearet ud af toldvæsenet. Vi fik diesel på, fyldt helt op inkl. De nye dunke, jeg havde købt. Vi ville ikke mangle diesel, men havde dog ikke nok til hele turen. Det ville kræve 1500 l.

Det tog ikke ret lang tid, før vi fandt ud af, at det ville blive en vanskelig tur. Juleøen ligger stik vest, og vinden var vestlig. Det er godt nok ikke den fremherskende vind på dette tidspunkt, men det var den ligeglad med. Vi røg hurtigt ind i vindstille, og når der endelig var vind, sejlede vi i meget forkert retning. Vi ville have været et smut på Ashmore øerne, som ligger midtvejs til Juleøen, men opgav grundet tiden. Midt mellem Ashmore og Australien er der nogle oliefelter, som man skal holde sig 5 sømil fri af. Sejlforholdene var så dårlige, at det var svært at komme forbi. Vi fik 5 dage uden vind. Strømmen skiftede, så nogle gange drev vi fremad med 1½ knob. Det var for tidligt at fyre for meget brændstof af, så vi afventede. Der var jo ingen fare. Vi lallede derudaf. Der kom jævnligt et fly fra det australske kystværn eller toldvæsenet og spurgte til os. Det var rart med lidt kontakt.
Vi fik vind på mors fødselsdag, den 6/11. Vi kom nu bedre fremad. Der var en del liv i vandet, bl.a. en stor manta-rokke 5 m fra båden. Den havde den ene ”vingespids” over vandet. Der var delfiner, som legede, så vi hyggede os. Den 12/11 fik vi Juleøen i sigte om bagbord ved midnatstid. Der var fuldmåne. Vejret var perfekt sejlervejr.
Søndag den 13/11 kl. 0320 efter 19 døgn på havet gled vi stille og roligt i fuldmåne rundt om nordøst-spidsen af Juleøen. Vi passerede et par KÆMPE ankerbøjer, der var uoplyste. Vi ankrede op på 9 m vand og fulgte retningslinierne fra vores cruising-guide. Næste dag fik vi at vide, at vi skulle bruge en af de mange udlagte bøjer for ikke at beskadige korallerne. Jeg kunne også se, at vi lå på en sandklump midt i nogle koraller, det var ikke for heldigt, men hvad skal man gøre midt om natten? Forholdene var fine. Vi kunne bruge anløbsbroen til gummibåden, toilet og brusefaciliteter i havnebygningen og BBQ stander i parkanlægget. Toldvæsen og sundhedsmyndigheder ankom. Indklareringen gik glat. Man får en snak om lille prinsen og Mary, så er vi næsten i familie. De var alle interesserede i, at lille prinsen (temmelig sikkert) kommer til at hedde Christian – og hvorfor.
Vi fik at vide, at vi kom på et heldigt tidspunkt. Vi var i forvejen ca. 1 måned for sent på sæsonen. Ugen før havde der været så kraftige dønninger, at en strand var skyllet væk, og landgangsbroen, som er 5 m høj, blev overskyllet. Hvis vi havde haft god vind til øen, var vi røget ind i dét vejr og havde måttet afvente udenfor ankerpladsen, til forholdene var blevet rolige.
Det første, der mødte mig i bruserummet, var en kæmpe rød krabbe, der var ved at klatre op ad væggen. Juleøen er det sted, hvor de røde krabber, der lever på land, 1 gang om året valfarter til stranden for at formere sig. Det er både hanner og hunner. Der er så mange krabber, at visse veje lukkes, for at de ikke skal køres ihjel. Visse steder er der plastikafskærmning langs vejene og tunneller under vejene, som krabberne bliver ledt ad. Der er millioner af dem. Når det ”sjove” for hannernes vedkommende er overstået i strandkanten i vandet, vender hannerne tilbage til bopladsen. Hunnerne bliver et par uger, til æggene er lagt. Så vender de tilbage. Når æggene er udklækket, kravler de små krablinger til skovene. Der er naturligvis mange, der ikke overlever.
Alt dette sker i november og december måned, så vi var heldige at se noget af det. Vi var på en tur for at se natur. Jeg gik foran bilen på visse strækninger og fjernede krabberne. Til sidst var der så mange, så vi parkerede bilen og gik det sidste stykke til kysten, hvor vi så nogle ”blowholes”.
Vi badede i vandfald, så blå krabber og de meget store robot-krabber, der er specielle for øen.
Alle folk på øen vidste hurtigt, at der var kommet en båd. I forretningerne sagde de: ”Nå, det er jer fra den danske båd”! Der er ingen sejlmager på øen, men fosfatminen har en kraftig symaskine. Den kørte de til turistkontoret, hvor Dennis og jeg stod ude i middagssolen og reparerede sejl. Det blev ikke flot, men nogenlunde af et par amatører. Ja, det lille sejl bliver repareret i tide og utide. Det er ikke for stærkt. Jeg har hørt, at man kan få lavet nye sejl på Sri Lanka. Det må vi se på. Den sidste dag, da vi handlede ind til 3 ugers sejlads mod Sri Lanka, fik vi en kasse ostekiks inkl. ost foræret ved et lille supermarked. Kiksene var udløbet af datoen og kunne ikke sælges. De smagte herligt, prisen taget i betragtning. Jeg fandt i et roderi af et elektronikværksted 6 20 l. dunke, der havde været brugt til Round-Up o. lign. Dem fik jeg billigt. De blev rengjort indvendig med koralsand, skyllet og tørret i solen. Vi havde så 120 l. diesel mere. Vores dieselbeholdning var nu oppe på 520 l. Vi var klar over, at turen til Sri Lanka kunne medføre dage uden vind over bl.a. Stillebæltet (nogle kalder det ”kalmebæltet”, fordi det på engelsk hedder ”calm belt”).
Den 17/11 forlod vi Juleøen. Det havde været et pragtfuldt besøg. Man ønsker at komme tilbage med nogle rigtig gode venner bare for at vise stedet frem. Ruten til Sri Lanka skulle planlægges. Det var IKKE det bedste tidspunkt, fra bogen skrevet af Jimmy Cornell, ”guruen” for jordomsejlere. Han beskriver farvandet, vi skulle igennem, som værende i orkanområdet. Hvis man krydset ækvator i november, skulle det bedste sted være ved 80 grader øst, hvis krydsningen derimod er i december, skulle det være på 90 grader øst. Vi planlagde at krydse ca. 1712 på 85 grader øst – det måtte være den bedste løsning. Orkanerne regnede jeg med kom længere mod syd, når vi befandt os syd for ækvator, og længere mod nord på den anden side. Det er den Bengalske Bugt, der er den stygge karl. Det er det mest orkanbefængte sted i verden, fordi havet bliver varmet så meget op.
Det gik vældigt hurtigt derudaf det første døgn. 163 sømil. De næste par dage var det også fint, dog ikke de helt store døgnmål. Vi var glade for hver sømil, vi sejlede, for vi vidste, at det ville blive ringere. Den 21/11 forsvandt vinden, og den kom ikke igen før 28/11. Hvis der endelig var vind, var den lige imod os. Vi valgte IKKE at bruge motoren for meget for at spare på brændstoffet. (min næste båd skal have plads til 2000 l. diesel.)
Vi tog bad i havet ved siden af Cosmos, der bare drev for strømmen. En delfinflok kom på besøg – der var i øvrigt mange delfinbesøg. Når der kom en lille regnbyge, fik vi ferskvandsbad på dækket, og bruseposerne blev fyldt op. Regnbygerne var meget kortvarige og gav gerne lidt vind.
Den 27/11, 1.søndag i advent, fik vi risengrød, og kun det, en ordentlig portion, til aftensmad. Pernille havde kokkereret. Der var vindstille, så vi sad ved bordet i cockpittet med stearinlys tændt. Julemusik i højttalerne.
Den 1/12 kl. 2225 krydsede vi ækvator på 85 grader, 50,5 minutter østlig længde. Var det ikke godt ramt? Vi fraveg undtagelsesvis ikke-alkoholpolitikken og skålede i øl. Den 3/12 revnede fokken i et kolossalt vindstød, men ikke ved den reparation, som Dennis og jeg havde syet på Juleøen. Søndag 4/12 stod menuen igen på risengrød med en masse kanelsukker på. Lige noget for en sukkergris som mig. Den 5/12 var der kraftig vind, op til 19 m/sek. Storsejlet kom i 3. reb, ingen forsejl. Fokken var jo revnet. Pludselig lød der et knæk. Babystaget var knækket. Det blev gjort fast, og så gik det videre med forsigtig sejlføring. Vi ville ikke overbelaste riggen.
Vi fik pludselig meget kraftig modstrøm og meget urolig sø, men pludselig, som med et fingerknips, var der medstrøm. Vi havde ikke langt til Galle, så vi gik for motor, 7-8 knob. Det var en herlig fornemmelse. Og vi havde diesel nok, fordi vi havde sparet på den.
Kl. 03 den 8/12 ankom vi udenfor Galle. Man må ikke sejle ind i havnen om natten, fordi marinen kan forveksle ens båd med et skib fra de Tamilske Krigere. Vi lå udenfor havnen og drev til solopgang. Der var mange små lokale fiskerbåde, men ingen var tæt på, og vi passede på ikke at genere dem i deres fiskeri. Om morgenen sejlede vi ind mod havnen, medens vi kaldte myndighederne. 2 mand fra marinen kom ombord og kontrollerede, at vi ikke var fjendtlige, og så blev vi ført ind til en ret håbløs kaj, men dog en kaj. Indklareringen gik temmelig smertefrit. Vi blev overfaldet af diverse agenter, som ville hjælpe os. Vi valgte, efter anbefaling, Marlin’s service. Vi skulle trods alt have repareret sejl, babystag, vasket tøj osv., så det var pengene værd.
På havnen blev vi straks mødt af det kedelige syn, som Tsunamien havde efterladt. Fiskekuttere lå på land og var slået i stykker. Husene var i ruiner, Broen ind til byen var væk og erstattet af en midlertidig bro. Badefaciliteterne for sejlerne var slet ikke at finde. Man var ved at bygge et nyt baderum. Vejene var i en elendig forfatning.
På Sri Lanka er man ret liberale overfor andre trosretninger end deres egen. Alt er så at sige accepteret. Alle trosretninger har sin berettigelse. Det blev bekræftet af, sagde man, at templer, moskeer, kirker og religiøse statuer og bygninger ikke led skade ved tsunamien. Jeg er jo mest af den mening, at det skyldes, at sådanne bygningsværker som regel er bygget kraftigere og bedre end almindelige huse, men underligt så det ud, at i områder med alle huse ødelagt, kunne der stå et lille buddhistisk bedested.
Befolkningen synes at tage situationen fornuftigt. De var godt klar over, at de skulle arbejde sig ud af situationen. Det er bare svært at få repareret sit hus, når man ikke har nogen kontanter. De fleste tjener ikke flere penge, end der er til dagen og vejen, børnenes skolegang osv. Det er de færreste, der har penge på en konto i banken.
Næste dag var vi tidligt oppe. Vi skulle til Colombo og søge visum til Indien. Vi havde lejet en minibus. Det gik langsomt mod Colombo. Trafikken er ret kaotisk, og der er ikke blevet indre af den de senere år. På turen var sporene fra tsunamien ret kraftige. Der er bl.a. det sted, hvor et tog fyldt med mennesker væltede. Der døde 700. Historien er, at da den første bølge kom, væltede toget ikke, men togføreren standsede. Befolkningen, der flygtede fra stranden, kravlede ind i/op på toget, så der var mange flere i toget, end der skulle være. Flere gange på turen standser chaufføren og ofrer et par mønter i en kasse ved et tempel, for at han skal komme sikkert gennem trafikken.
Opholdet på den indiske ambassade er en farce. Først blev vi vist ind fra gaden og fik at vide, at vi kunne udfylde ansøgningen inde (normalt gøres dette udenfor, selv om der ikke er skrivefaciliteter). Da vi kom ind blev vi vist ud for at udfylde ansøgningsformularen, selv om det var efter lukketid. Vi blev inde. Da vi havde afleveret ansøgningen, skulle vi komme tilbage kl. 14 for at betale vores ca. 250 kr. i afgift. Der gik altså hele dagen med det.
Jeg havde babystaget med til reparation, men i firmaet havde de ikke den rigtige wire. Jeg havde et ekstra stykke wire på Cosmos, men det hjalp jo ikke her.
Vi var sent tilbage.
De næste par dage var vi på tur på øen. Vi kørte sydom og så en kæmpe-budha. Det er ikke synderligt imponerende, hvad kvaliteten angår, og da slet ikke arkitekturen. Jo højere, man kom op ad nogle trapper, jo dårligere var sikkerhedsforholdene, og til sidst var der slet ikke gelænder.
Vi kørte langs de lave områder ved sydspidsen af øen. Tsunamiødelæggelserne var enorme. Langs vejsiden blev der solgt en specialitet, ”kurd” og honning. Kurd er en slags surmælk. Jeg skal jo prøve alt sådan noget. Det smagte da også pragtfuldt, og maven holdt til det.
Første nat overnattede vi i et guest house i byen Ella, oppe i bjergene. Fortsatte næste dag med tog til Nanu-Oiya, kørte videre i minibus til Kandy. Her skulle vi se templet. Man skal have dækket kropsdele/ben/arme og skuldre, så jeg måtte have fat på en sarong og vikle om kroppen. Templet sagde mig ikke noget særligt, men det har stor betydning for buddhisterne. I templet opbevares en budha-tand. Tanden blev fundet i Buddhas grav og har ført en omtumlet tilværelse. Idet skiftende herskere har villet relikviet til livs eller opføre et tempel til opbevarelse af det.
Vi så en elefantstald, hvor arbejdselefanter opholdt sig. Der var også et elefant-børnehjem med 4 elefanter, der var forladt af deres mor. Den ene var blevet overfaldet af et rovdyr og fik i kampen revet et øre af – så forlod moderen den. De blev sutteflaske-fodret. Der var også en elefant, der havde trådt på en landmine og mistet den ene fod. Kl. 10 var der badning i floden. Vi så på det, medens vi nød en kold lokalt brygget Carlsberg. Videre til en have, hvor de fremstiller diverse cremer og olier, som skulle kunne helbrede en fra alle dårligdomme, inkl. dårlig samvittighed og dårlige ånde. Lommesmerter kunne de ikke kurere. Det kunne ellers være nødvendigt, fordi deres cremer var godt nok ikke billige. Vi sluttede dagen med at se et tempel, der er bygget ind i en stor vandret klippespalte. Der lå en masse sovende buddaer alle steder. Nu havde vi set templer nok.
Sidste dag besøgte vi det bedste sted, Sigiria. Det er et haveanlæg i lighed med Versailles. Midt i anlægget rejser sig en kæmpeklippe på 200 m. På toppen havde været kongens palads fra år ca. 500.
På vej op til toppen kunne man se et billedgalleri af topløse, barmfagre damer. Man kan godt se, hvad ideal-barmen var dengang, en DD-skål. Dengang kunne man sikkert ikke købe sig til sådan et par stykker, hvad man jo kan nu. Den indiske forståelse for et par perfekte kvindebryster er, at de skal være som bulerne på panden af en gammel han elefant. DD.
Vi startede den lange vej hjem. Vi tog omvejen over Colombo, fordi jeg skulle aflevere wiren til reparation af babystaget.
Det havde været en dejlig tur hvor landskabet var enestående dejligt, vekslende mellem store områder med te plantager (vi så en te fabrik og fik forklaret fremstillingsprocessen), rismarker og grøntsags haver. Højeste sted, vi var, er 6225 fod. Det svarer så at sige til Kotagiri i Sydindien, hvor mine søskende og jeg gik i skole sammen med andre danske børn. Landskabet var næsten identisk med te plantager og silver oak/sølv eg som skyggegivende træer. Hvor der bare var natur, var der bregner og mange forskellige træer. Her var der kæmpe rhododendron træer.

Torsdag den 15/12 tog vi til Colombo igen og hentede vores visaer. De var klar til os. Pernille blev afleveret på et hotel. Hun havde valgt at tage hjem, fordi hun skal have ny lejlighed, inden hu starter det nye semester i hendes arkitekt-studier.
Vi hentede også babystaget, som man havde flikket sammen p én eller anden måde. Vi håber, det holder.
Lørdag d. 17/12 forlod vi Galle. Da vi kom ud i havet, var der en voldsom bølgegang direkte i den retning, vi skulle, 301 grader, og der var vind af kulingstyrke. Det kunne man slet ikke mærke inde i havnen, og vi havde ikke kunnet få nogen vejrmelding.
Vi vendte om og blev tjekket ind igen. Vi fik at vide, at der var et lavtryk lige nord for Sri Lanka, som var ved at udvikle sig til en Cyklonagtig storm. Al sejlads med små både frarådes. Cyklonen, som hele tiden udviklede sig/forstærkedes, bevægede sig langsomt mod den indiske kyst.
Her i skrivende stund er cyklonen ikke færdig med at skabe sig.
Dennis har valgt at rejse hjem til familien den 23/12, så han har afmønstret båden. Der er så kun Helle og mig tilbage.
VI SEJLER IKKE UD, FØR VEJRET ER GODT. Vi har diesel nok til at sejle for motor hele vejen. Det ender nok med, at vi fejrer jul på havet, men det har vi ikke noget imod.
I.flg. Jimmy Cornell er den bedste tid at sejle fra Galle til Cochin i Indien december til februar, så jeg har valgt den rigtige tid, men (u)vejret går sine egne veje og kikker ikke i kalenderen.
I dag har jeg været lidt syd for Galle og set et sted, hvor Gythe og jeg var med pigerne og Thomas i 1993. Stedet er nu et fint hotel. Det blev svært medtaget under tsunamien med er atter i funktion. Stranden og omgivelserne er de samme. Korallerne er væk. Stedet er stadig pragtfuldt.
Noget af det sidste, vi oplevede, var en djævleuddrivelse. Der var en masse trommeslageri og præstesnak lige udenfor havnens hegn. Vi gik derhen og fik at vide, at en stakkels mand havde set og haft besøg af djævelen i løbet af natten, og nu skulle den drives ud af ham. Han blev lagt bag et lagen som i en kiste, Der blev brændt røgelse af og spillet trommer. Der var sat stole frem til tilskuere og sat presenning op i tilfælde af regn. Det har stået på hele dagen. Vi fik lige at vide, at kl.0100 ville djævelen være væk.

Mange hilsener til jer alle fra Poul, COSMOS, Sri Lanka.

Afslutte den 21/12-2005.