Forside

 

Det Arabiske Hav, 30. januar 2006.
Rejsebrev: INDIEN.

Kære familie, venner og bekendte!
Vi er nu 1 dag fra Raysut/Salalah i Oman. Kl. er 0300. Der er lige et skib, som har passeret foran os på vestgående kurs. Det er en stjerneklar nat, bælgravende mørkt uden måne. Det eneste, der lyser op, er Cosmos’s lanterner, og så den megen morild i vandet. Der er så megen morild, at skummet fra bovvandet lyser skibssiden, ”fribordet”, op, og der er en lang lysstribe efter os. Sidste nat havde vi besøg af delfiner. Vi kunne følge deres færd i vandet bare ved at se den lysstribe, de efterlod sig. Striben slog både kolbøtter og krumninger. En af nætterne lyste vandet op lige under Cosmos, som om 1000 blitz-pærer blev fyret af samtidig. Det forekom 4 gange og var IMPONERENDE. Der er tid til at overføre lidt fra dagbogen så I kan høre nyt fra os. Vi er 3 ombord: Helle, som har været med siden Fiji, Preben, som stod på i Indien og mig selv.
ALT VEL OMBORD.

Vi kom af sted fra Galle/Sri Lanka den 22/12 ved middagstid. Det er vel unødvendigt at sige, at både vind og strøm var lige imod os. Vi gik for motor og sejl. Nu ville vi altså til Indien uden for mange omveje. Vi efterlod Dennis på land. Han havde valgt at tage hjem og holde jul med familien.

Vi holdt juleaften syd for Cape Comorin, Indiens sydligste punkt. Der var ingen vind, og vi gik for motor. Jule aftens menu stod på: Skinkepålæg tilberedt som vildt, brasede Andendagen kartofler, spejlæg, en flaske rødvin. Musik til maden: Christmas at sea, far far away, no family……… Vi havde en hyggelig aften. Helle overraskede mig med en aftershave, og jeg havde købt en bluse med kniplingekanter osv., som hun havde vist interesse for i Galle.
Den 26/12 kl. 0815 kaldte jeg Cochin havnevæsen og fik tilladelse til at sejle ind. Der var en del lokale fiskere, som vi lige skulle tage hensyn til. Vi ankrede op ud for hotel Taj Malabar (som hotellet hedder nu) kl. 1030. Der kom en båd fra havnevæsenet og ”godkendte os”. Vi blev sejlet ind til land, og nu gik ”systemet” i gang med at registrere os. Det var nu lettere, end forventet. Der var en ”nybegynder” fra toldvæsenet, som viste os hele vejen rundt – for at han også selv kunne lære programmet at kende. Vi fik således en særdeles billig frokost i toldvæsenets kantine. Ris og Curry. Curry-en kom ind i en stor blikspand, som blev stillet på bordet. Hen på eftermiddagen var vi færdige. Vi skulle ny flytte til en ankerplads ud for hotel Bolghatty. Det er ikke sådan ligetil, fordi der kun er nok vand ved højvande, og selv da er vejen dertil lidt ”tricky”, så vi hyrede en lokal til at vise os vej. Cosmos’s køl ’slikkede hen over bunden. Ekkoloddet viste næsten hele tiden 2,5 meter, og det er, hvad vi stikker. Nu er de første par meter af bunden det rene (eller nærmere beskidte) mudder, så der var ikke så stor fare. Vi fik ankret op på 3,4 m vand, og det skulle være nok. Tidevandsforskellen er ca. 1 m.
Vi betalte hotellet 100 rupee (14 kr) for at få lov til at tage alt det vand, vi ville, ud til båden i dunke. Hotellets svømmebassin måtte vi kun bruge, hvis vi betalte ret meget, så det snød vi os til at bruge dagligt, og samtidig fik vi os et brusebad – det var nærmest det, det drejede sig om.
De næste par dage gik med at ordne forskelligt i byen. Internet, camera, indkøb – og bestilling/køb af togbillet til Orissa, Nilgiri og Mysore.
Programmet blev som følger: Af Cochin 29/12 med tog/liggevogn 2 kl. tidligt om morgenen, ank. Rayagada 30/11 kl. 1930. Ingen skift undervejs. Afgang igen fra Muniguda 9/1 kl. 0430, ank. Coimbatore 10/1 1930 i sovevogn med Aircondition. Afgang Coimbatore 11/1 0530, ank. Metupalyam 0630, af med bjergbanen 0730, ank Ooty 1200, bus til Kotagiri, af. Kotagiri 12/1, ank. Mysore Jungle 12/1, Mysore 13/1, natbus Mysore 14/1 ank. Cochin 15/1 tidligt om morgenen.
Ja, men så var det bare at kridte skoene og komme i gang.
Det blev en dejlig togtur, hvor vi rigtig kunne nyde arbejdet, der foregik i rismarkerne. De både høstede, såede og udplantede på samme tid. De har 3 afgrøder årligt på strækningen op langs østkysten, fordi de har rigeligt med vand.
Under togturen kunne jeg rigtig lægge mærke til den store udvikling, der er sket i Indien, siden jeg var her sidst for 14 år siden. Ingen tiggere på stationerne, end ikke på modsat side perronen, mobiltelefon netværk overalt, mange små motorcykler, traktorer, biler. Folk har flere penge mellem hænderne.
Toget var naturligvis noget forsinket, men jeg var da ikke i tvivl, da vi nåede Rayagada. Jernbanebroen blev passeret (den nye), den gamle var i silhuet i baggrunden. Krupa og Jitendra var på stationen og tog imod os, og i en jeep, der slet ikke var overfyldt, blev vi kørt til Bissamcuttack og indlogeret i et af hospitalets gæsteværelser. Fik os et varmt bad og så på hovedet i seng.
Næste da fik vi morgenmad hos Krupa og Lalita, og nu skulle vi lægge et program. Det havde jeg med vilje (og erfaring) ikke gjort, for vi skulle jo tage hensyn til vore værtsfolk. Deres ”program” gik bl.a. ud på, at Jitendra skulle giftes 10/1, så der var en hel del ting, der skulle ordnes i den henseende også. Vi havde nogle ønsker om at besøge forskellige steder, og det endte da også med, at det hele gik op i en højere enhed.
31/12 så vi hospitalet. Der er ikke sket noget siden sidst. Det er faktisk ved at være lidt nedragget, og de trænger til lidt ”kunstig åndedræt”. Der er ingen ”hvide” tilknyttet stedet i øjeblikket. Det ses tydeligt ved, at der slægges på dit og dat, bl.a. ligger plastaffald, og der står et par bilvrag, som ikke kan laves i stand – man kan bare ikke tage sig sammen til at få dem væk. Ikke én affaldsspand på området. Jeg nævnte forholdene for overlægen, en indisk kvinde, og rådede hende til at få ordnet sagerne, medens de endnu var til at overse. Vi var en tur i Bonduguda og besøge Dano og familie og gik en tur i nabolandsbyerne. Vi spiste der også, og det var som sædvanligt godt og hyggeligt.
Vi var til midnatsmesse, hvor der blev serveret varm te og pakodi udenfor efter forestillingen. Den 1/1 var vi til gudstjeneste. Jeg tog hele turen igennem med altergang – det var faktisk en fin oplevelse – men Helle stod af. Det er nu heller ikke let, når man ikke kan forstå noget af det, der bliver sagt. Vi spiste forskellige steder og tog en slap-af-dag og var bla. i internetbiksen og fik mailet hjem.
Den 2/1 tog vi af sted kl. 0500 til Rayagada. Vi tog direkte til kvindebungalowen og så solen stå op over ”Mandens Næse”. Selve bungalowen er ved at skvatte sammen. Der er store revner i murværket, og det ender da også galt en dag. Vi kørte en tur ad vejen mod Koraput. Den er blevet udvidet, og de smalle broer bruges ikke mere. Udviklingen fjerner barndommens skønne minder. Vi var ved vandfaldet. Det bruste lystigt som sædvanligt. Stedet bruges mere og mere som udflugtssted, og det ses af alle de engangs-tallerkener, som bliver smidt på stedet.
INDIEN ER VED AT DRUKNE I SIT EGET SKIDT. OM 2 GENERATIONER GÅR DE I SKIDT TIL HALSEN. DE ER END IKKE BEGYNDT ATY LØSE PROBLEMERNE. I Cochin er der 5 kloakker hver på størrelse med Gudenåen, der løber ud i havnen og havet. Vandet er SORT, og det er næsten ikke til at trække vejret, når man står ved siden af kloakken eller går på en bro over den.
I Rayagada besøgte jeg Dojamoni, Johannes og Fru Mahanti, og på vejen tilbage til Bissamcuttack slog vi et smut indenom Tumiguda og besøgte Akama. Jeg skal naturligvis hilse fra dem alle. Akama får af regeringen standardpension 14 kr. om måneden. Jeg gav hende 5 mdrs. pension og håber, at de bekom hende vel.
Den 3/1 var det min fødselsdag. Jeg havde inviteret alle bekendte til ris og curry ved floden mod Muniguda. Vi blev 25. Det var rigtig hyggeligt. Jeg blev trukket til side og afklædt, derefter iklædt en hvid Shalvaz-khamiz. Jeg fik en masse blomsterkranse, så jeg lignede en ny guru. Helle blev også bekranset. Maden havde vi fået fra en lokal restaurant. Hele dagen kostede 220 kr. Jo, de kunne godt huske, at når Poul Babu havde fødselsdag, så var alle ungerne samlet til ris og curry på bungalowens veranda, og sådan var det så også i dag.
4/1 var vi først på marked i Chatikona. Der kommer flere turister nu, så udover det almindelige folkelige, er der også turist-junk. Der var et par lokale bjerg-konder, og jeg tog den ene om skulderen og spurgte, hvordan det gik. Jeg glemte, at de har en økse på skulderen. Hans var gemt under et klæde, så jeg hakkede hånden lige ned i øksehjørnet og fik noget af et snit. Jeg havde heldigvis både det ene og andet med, så det blev repareret på stedet. Vi kørte derfra til Gunupur. Det lev en fin tur, hvor vi gjorde mange stop og tog billeder. Tante Mule havde det fint, og vi var ventet, så vi fik dejlig frokost, og senere på aftenen aftensmad. Ind imellem gik vi tur ved floden, hvor vaskekonerne og –mændene havde travlt, og vi var også på internet-cafe, men pludselig gik strømmen, så alt det, man havde siddet og skrevet, forsvandt. Vi opgav.
Næste dag gik vi fortsat rundt i byen og hyggede os, bl.a. var vi i handicraft-shop og købe lidt gaver hjem til. Vi ville gerne have været ved marked i Jalta, men det er der ikke noget ved længere. De fleste er blevet kristne, så nu går de med tøj på. Udviklingen fjerner minderne. Jeg husker tydeligt, i vore store drengeår, da vi besøgte markedet. Kvinderne havde kun tøj om underlivet. Det eneste, de havde på foroven, var nogle perlekæder, nogle havde ikke ret mange (mon de vidste, vi kom??) Jo, det var tider, ikke’ Søren?
Den 6/1 var vi i Panichatra. Nu kan man køre i jeep hele vejen, så det gjorde vi. Det bekom Krupa vel, fordi hans bentøj er ikke, hvad det har været. Jungletrommerne var ikke nået derud, selv om vi havde bebudet vores ankomst. Der var næsten ingen folk i landsbyen. Mændene var i junglen og kvinderne havde arbejde ved vejanlæg, hvor de bl.a. sidder og slår sten i stykker. Vi spiste vores MEDBRAGTE mad, og så kørte vi tilbage. Det var ellers meningen, at jeg ville have sovet derude, men det var godt, at vi tog tilbage, for næste dag var der strejke i hele Orissa. Vejene var blokeret, så vi kunne ikke komme hjem. Det kom vi så nu. Det var – indrømmet – svært at tage derfra. Stedet og vejen dertil er meget smuk, luften er ren, og der er bare natur, så det vil noget.
8/1 skulle Krupas søn Jitendra forberedes til sit bryllup 11/1. Han blev smurt ind i gurkemaja og bagefter vasket. Os, der var til stede, blev også noget indsmurte, men det ku’ vaskes af. Alle fik noget at spise. Det v ar ret hyggeligt. De var naturligvis kede af, at vi ikke kunne være med til brylluppet, og vi beklagede, men billetter og det hele var arrangeret, og det var midt i hindu-festlighederne, hvor alle tog var fyldte, så vi blev altså nødt til at holde os til den udstukne plan.
9/1 tog vi af sted fra Muniguda kl. 0415. Toget var næsten til tiden. Vore pladser var klar. Der blev uddelt tæppe, 2 lagner, pude med betræk, håndklæde. Fint nok. Jeg nåede at få et sidste blik af Mandens Næse I Rayagada, og vi kørte over den gamle bro. Jeg stod i den åbne dør og nød vinden. Turen var meget præget af den forestående hindu-fest. Der var masser af mænd i sort, malet i panden. Det er en forholdsvis ny sekt. De skal bade 3 gange om dagen, før de beder, i koldt vand. De tømte toget for vand, og de stakler, der ikke blev vasket, kunne ikke deltage i bønnen. Ved næste station blev der fyldt vand på tankene, men de var også hurtigt tomme. De våde mænd løb frem og tilbage i toggangene i deres lændeklæder, så det nærmest var en omvendt Miss Wet T-shirt konkurrence. Nå, men de generede ikke os, og det er da sjovt at have lidt at kikke på. Vi ankom til Coimbatore 10/1 om aftenen, indlogerede os på hotel, og var oppe tidligt næste morgen for at tage ”Blue Mountain Expreesss” til Metupalyam.
Bjergtoget stod ved perronen. Vore navne var på reservationslisten forrest i toget. Toget er nu UNESCO-beskyttet. Det gamle damplokomotiv fra forrige århundredeskifte, blev rangeret om bagved, så det skubbede toget. Mellem skinnerne er der en tand-kam, som et tandhjul på lokomotivet griber fat i på de stejleste steder. Toget pustede og stønnede op ad bjerget. Først gennem rigtig tæt jungle, derefter smukke te-plantager. Vi standsede flere steder, så lokomotivet kunne få vand på, og vi kunne strække benene og nyde den friske luft. Hele turen til Ooty tog 5 timer. Vi nød hvert minut.
Fra Ooty tog vi bussen til Kotagiri og indlogerede os på Stone House, som nu er et lille fint hotel. Vi gik en tur rundt om bjerget og så de forskellige bungalows. Nesten er til salg. Det er også det eneste, der er tilbage på missionens hænder. Der er bygget meget nyt på vores gamle skole, men ellers ligner det stort set sig selv. Vejen om bjerget er asfalteret, det samme er begge nedgange fra ”Elefantryggen”. Jeg skulle hilse alle bekendte fra Ramchand, hvor vi handlede lidt ”special price for me”.
12/1 tog vi en turisttaxi til Mysore jungle via Ooty. Vi blev indlogeret på Green Park Ressort, et faldefærdigt sted. Døren til toilettet var for lav, så HVER gang, jeg gik derind, slog jeg hovedet imod. Døren var i øvrigt rådden. Bruseren havde 4 stråler. Lagnet var revnet, og myrerne indtog Helles toilettaske. Vi kørte en tur i junglen i jeep (elefant-ture er ikke længere muligt). Vi så en bison, nogle hjorte af forskellig slags og påfugle.
13/1 var vi på et lille elefantridt, derefter med bussen til Mysore, hvor vi tog på hotel. Vi besøgte nogle regerings-håndarbejde-forretninger og købte lidt gaver hjem til.
14/1 kom Dass fra skolen og hentede os. Med ham kørte vi til tempelbjerget, op til toppen, og vi så Nandi Bull. Om aftenen blev vi sat på hurtigbussen til Cochin. Liggebus, som var udmærket – kun at vi fik bagsædet var ikke så godt. Når vi kørte over et såkaldt hastighedsregulerende bump, røg jeg helt op fra sædet.
15/1 ankomst til Cochin og direkte ud til Cosmos. Den havde det fint. Vi fik kontakt med Preben, der var ankommet dagen i forvejen.
Den 16/11 var vi på bådtur i Backwaters i Cochin. Det blev en fin tur. Først var vi med en større båd, der blev drevet frem på store floder/kanaler af en hostende påhængsmotor. Der er meget liv langs floderne. Folk fisker, graver sand, tørrer kopra, fletter tov, laver prydgenstande. På et bådværft havde man strukket kølen til an stor båd, der skulle være husbåd med 3 soverum og fuld aircoinditionering. Ved frokosttid fik vi ris og vegetar-curry. Efter frokost var vi 3 alene i en mindre båd, der blev staget frem på smalle kanaler. Rigtig idyllisk. Jeg så et plask længere forude. Da vi kom hen til plasket, viste det sig at stamme fra en kvælerslanges angreb på en and. Nu var slangen ved at mingelere andens hoved og næb i rigtig rækkefølge ned i sit gab, hvorefter den langvarige slugeprocess skulle starte. Vi var så tæt på, at vi kunne røre ved slangen, som er ret ukampdygtig i givne situation. Da vi kom tilbage til stedet på hjemturen, var slangen blevet fanget og dræbt. Den lå på jorden og slog med halen, medens den kløftede tunge gik ud og ind i munden. Bagefter blev den slæbt i triumftog gennem landsbyen, spændt efter en motorcykel. Den var ca. 2½ m lang og på tykkelse med min overarm.
Den 17/1 fik vi fyldt diesel på båden. Vi fik også fyldt en gasflaske på et værksted, hvor man monterer auto-gas anlæg. Der kom bl.a. en scooter, der kørte på gas. Den havde en lille tank i sin sidetaske.
Den 18/1 checkede vi ud. Det gik let. Vi hev ankeret op kl. 15. Det var TUNGT. Det viste sig, at det havde fat i et el-kabel på 7 cm i diameter. Det kom vi fri af, og så gik det ud af havnen, inden det blev lavvande. Da vi kom ud var vinden (naturligvis) lige imod os i forhold til den retning, vi skulle for at komme til Raysut/Salalah i Oman. Vi snørklede os ud mellem fiskefartøjer, som bruger overfladegarn. Det er ikke til at se, hvilken blinkende endebøje, der har forbindelse med hvilket skib eller anden bøje, men vi var heldige at komme igennem uden at blive fanget.
Turen har været ret fri for begivenheder. Vi har haft 4 dage med vindstille og resten af dagene med god vind, så vi har gjort turen på 12 døgn.
En dag så vi en havskildpadde i overfladen. Den var ikke spor bange for os. Det var vindstille, og vi gik for motor. Vi benyttede lejligheden til at standse og sprang i det flere kilometer dybe vand, skrabede lidt begroning af båden og hyggede os.
Nu er vi så ud for Raysut. Det har været en fin tur. Vi har set 4 små hvaler 200 m fra båden. Der har været usædvanligt meget morild i vandet, som jeg beskrev i indledningen.

Så får vi se, hvad Oman kan byde på. Vi skal have fyldt diesel og vand på, inden vi drager videre.

Mange hilsener til jer alle fra Poul, Cosmos, Oman.

 

Forside