cosmos

Terengganu, Malaysia, den 28 juli 2006

Rejsebrev: Phuket/Thailand til Sebana Cove/Malaysia.

Kære familie, venner og bekendte!
Det gik let og smertefrit at klarere ind på Phuket. Det var dog noget bureaukratisk, men det var vi forberedt på, så vi havde på forhånd fået taget de nødvendige antal fotokopier af pas og skibspapirer. Vi skulle til 3 forskellige instanser: immigration, told, havnevæsen. Nogle steder skulle de have et lille gebyr, bl.a. hos havnevæsenet. Jeg spurgte, hvad det var for, og det var altså for at benytte fortøjningsbøjen. Jeg spurgte, om der var nogen steder, man kunne gå på toilettet eller få et brusebad, og svaret var NEJ. Det er utroligt, så lidt de gør for deres bådturister. Havnen var fyldt med sejlbåde, men ingen faciliteter. De er vant til, at turisterne kommer, betaler og ser glade ud, blot der er lidt sol og varme og priserne ikke er for høje.
Der var dog en enkelt smart RESTAURANTSMUTTER, madam Suda. Hos hende kunne man benytte toilet og få et brusebad, og hun havde også vaskeri – til gengæld spiste man i hendes restaurant, som også viste sig at være det bedste spisested lige dér.
Vi besøgte ellers et anbefalet spisested, ”Jimmy’s Lighthouse”. Maden til os 4 kom på 4 forskellige tidspunkter, så hvis vi ville have varm mad, kunne vi ikke spise sammen. Jeg fik min hovedret før forretten, og Preben fik sin dessert før hovedretten. Der kom vi kun ’en gang.
Stedet er ikke præget af den store turisme. Den befinder sig på den anden side af øen, hvor de store hoteller og fine strande er, men der var mange forretninger, hvor indehaverne stod i åbningen – som regel en velmoden europæer, kronraget, ring i øret, tatoveringer og tung guldkæde om halsen. Som eks.strisser tænker man straks sit.
Vi fik et par dage til at gå med vasketøj, Internet, handle.

Jeg fik arrangeret at få båden på land den 27/3 på fiskernes ophalsplads i Ratanachai. Det er normalt et sted, sejlerne ikke benytter, fordi det ikke er fint nok og også lidt beskidt. Bådene taget op på et slæbested i stedet for med en travelift. Det er det billigste sted, og arbejdet er fint, anbefalet af Bo Søndergård.

Vi afsejlede fra Ao Chalong den 26/3 kl. 1030 og ankrede op efter en kort sejltur ved den lille ø Koh Tapai, som skulle være en ”sikker ankerplads under alle forhold” på 5 m vand. Vi gjorde dette, fordi vi skulle være ved slæbestedet ret tidligt næste morgen ved højvande, ellers kan man ikke komme ind over sandrevlen. I løbet af natten blæste det helt utroligt voldsomt op. En lille åben fiskerjolle kom ind fra bugten og lagde sig i læ på lavt vand mellem os og øen. Et lyn slog ned lige ved siden af os og var så voldsomt, at instrumenterne gik ud. Ankeret kunne ikke holde, og vi begyndte at drive. Der var ikke langt til naboøen med et rev foran. Regnen øsede ned, så det var svært at bedømme afstanden. Helle og Preben blev purret. Motoren startet, ankerkæden ind. Instrumenterne genstartet – de virkede. Da instrumenterne kom i gang, var vi på 2,7 m vand, altså vi var meget tæt på revet ved naboøen Koh Tapa Yai. Cosmos stikker 2,5 m. Vi sejlede ud på sikker dybde, 10 m, og fik styr på situationen. Uvejret var drevet over efter 1 time, og der blev helt stille. Vi ankrede op og fik sovet resten af natten.
Kl 8 blev ankeret hævet, og vi sejlede ind i floden ved værftet. Lige ved indsejlingen rørte vi bunden. Det er heldigvis mudder, så skruen skulle have et par omdrejninger til. Flod og flod, det er så meget sagt – det er nærmest en stinkende kloak. Vi sejlede ind på ophalsvognen, og 2 dykkere blev sendt ned i det beskidte vand. De havde kun maske og et mundstykke med en plastikslange, der gav dem luft fra en ganske normal ”Biltema” kompressor på land. De havde f.eks. ikke svømmefinner. Båden kom op – det gik let og var en fin fin oplevelse for os. Vi blev parkeret på et sidespor, efter at båden var blevet spulet, og nu skulle vi vurdere, hvad der skulle laves.
Der var ingen skader, men bundbehandlingen var skrabet af, hvor ankerkæden kan ramme stævnen, når båden svinger rundt i tidevandet, særlig når man ligger i flodhavn, så der var MANGE rurer. Bundbehandlingen på resten af skroget skallede af, så den bundmaling, jeg havde brugt på Tahiti/Raiatea (Ocean II) har ikke kunnet forliges med den, der var indenunder, selv om jeg havde fået det at vide.
Hele bunden blev renset og slebet, fik primer og 3 gange bundmaling med noget ”guf” i kaldet TBT (Det lyder giftigt). Fribordet blev poleret. Jeg ordnede selv det meste af det rustfrie. Der blev lavet lidt andre småting.
Vi kom i vandet den 31/3 kl. 1125. Hele molevitten havde kostet ca. 5000 kr. Jeg var godt tilfreds. Båden så flot ud.
Det var helt fint at være på værftet os se, hvordan alt foregik. Der er jo ikke noget med hjelm, sikkerhedssko, handsker (når man arbejder med oliefedtede wirer) eller andet, men kl. 10 hver dag hyler en sirene, så er der gratis nudelsuppe til alle, også gæsterne. Vi fik nudelsuppe, og hvis vi ikke svedte inden, så gjorde vi det nu.
Aftensmad spiste vi som regel hos en lokal mutter og havde vores ”stambord” på fortovet lige ved siden af kloakdækslet (som var helt). Vi valgte stedet, fordi hun havde dejlig flæskesvær, som vi fik som sideanretning, ikke hakket i småstykker. Sådan noget kan man altså komme til at savne. En aften kom en kæmperotte løbende under bordet og lige mellem Helles fødder. Lidt efter kom den tilbage. Den var lige så stor som et marsvin. Der var ingen af os, som fik dårlig mave, og vi var faktisk ikke forsigtige med, hvad vi satte til livs.
Når man sådan sidder på ”restaurant”, får man også en stol til sin rygsæk, for den må ikke blive beskidt, og der kommer ikke så let kakerlakker op i den.
Apropos kakerlakker, så har vi ingen, sådan da. Vi havde de små, men jeg trillede nogle små ”kager” til dem. Kagerne består af kondenseret mælk og borsyre. Borsyre i pulverform, og så er det bare med at ælte en dej og lægge små kugler ud. Det kan de godt lide, men de dør af det.

Vi ville nu besøge nogle af de mange pragtfulde øer, som er i området. Kl. 1630 ankrede vi op på 9 m vand ved Koh Rang Yai. De bruger ordene Yai og Noi for nordlig eller sydlig, eller måske stor og lille. Fik svømmet og hyggede os. Det var dejligt vejr.
Næste dag kl. 10 sejlede vi ind til Boat Lagoon, som er sejlercenteret. Man går ind ved højvande her også. Sejlrenden er godt afmærket, og man sejler mellem revene og drejer skarpt 90 grader til styrbord ind mellem mangroverne og ind i marinaen. Den første er en ny marina. Royal Marina. Den er så dyr, at ingen har råd til at benytte den, og der var ingen både ved pladserne. Vi skulle kun have diesel på og så ud igen, medens det stadig var højvande, så vi betalte ikke noget for opholdet. Lidt længere inde i lagunen er det egentlige sejlersted med værksteder og alt, hvad man kan ønske sig. Vi tankede altså diesel på dunkene, og tankmanden var så påpasselig, at han ikke spildte en eneste dråbe, ellers plejer det at være sådan, at man skal tørre hele dunken af for diesel.
Kl. 16 ankrede vi op ved Koh Yaka Noi og gik en tur i land. Der er bl.a. et stort feriehus-byggeri – et såkaldt ”Resort”, som var opgivet og stod hen som en spøgelsesby.
Næste dag fortsatte vi og ankrede op kl. 1315, efter 2 timers sejlads, ved Koh Wa Yai West. Det er altså fint, at man kan se fra den ene ø til den anden, men der er mange øer at holde øje med, og man skal hele tiden vide, hvilken ø er hvaffo’n en. Stedet havde en fin strand. Sent på eftermiddagen kom en masse både med ”kajakfolkene”. Det er meget benyttet, at turistrådene sejler ud til forskellige øer, flere øer på én dag. De sætter kajakkerne i vandet, og så pagajer turisterne ind i huler og grotter, de såkaldte ”hongs”, som betyder rum.
Mandag den ¾ lettede vi anker og sejlede til Yacht Heaven, som ligger på Phukets nordøstlige hjørne. Det er en marina, men man kan ligge for anker og benytte deres bro og toilet/badefaciliteter for en lille penge. Det er sådan, vi vil have det. Vi lå ved siden af en anden dansk båd med Niels og hans brasilianske hustru. De bor på stedet, og Niels arbejder med alt til både. I marinaen lå en dansk Catamaran med Mogens som ejer/skipper. Det viste sig, at Mogens og min gast Preben havde mødt hinanden tidligere i Portugal, eller var det Gr. Canaria. Det var et godt sted at være. Vi spiste lokalt hos ”Mama”. Hendes restaurant ligger på pæle ud i vandet, og der er plankeguld med rimelig stor afstand mellem plankerne. Gammelmor sad ved en stor balje midt på gulvet og klarede opvasken, og fatter gik rundt med sarong om livet, børstede tænder og satte tandbørsten i klemme mellem en el-ledning og væggen. Toilettet lå tæt ved, og murene var ikke lydtætte.
Den 4/4 ankom gasten Stephanie. Hun er new zealænder og bor på Fiji, hvor hun arbejder. Hun skal sejle med i ca. 1 måned. Hun sejlede med en kort tur på Fiji, så vi kender hinanden en lille smule. Hun er 44 og sejlerpige, så hun vil være en god opgradering af mandskabet. Hun havde pibetobak med til mig, svensk men produceret i Danmark.
Vi forlod Yacht Heaven den 5/4 og tog kurs op i Pang Nga bugten. Det er den, der er kendt for de stejle øer, hvor bl.a. en James Bond film er optaget. Det er et af de bedste sejlerområder, der findes, og stedet kan besejles hele året, både medens SV- og NØ monsunen raser. Vi ankrede op ved Koh Phanak, fordi vi ville ind i en ”hong”. Vi kunne se, hvor kajak-folket gik ind, men der var for smalt til, at vi kunne komme ind med gummibåden. Vi kunne imidlertid komme ind i en på den anden side. Inde i hongerne er der helt stille, og vandet har den specielle blå farve, som man ser på postkort.
Den 6/4 sejlede vi så videre mod ”James Bond Island”, som hedder Koh Phing Kan. Vi gjorde inden en lille pause ved Koh Hong, hvor der var en fin hong, som vi kunne komme ind i med gummibåden. Vi gjorde ikke stop ved James Bond Øen, fordi den er blevet så turistet, at det ikke er værd. Den er alt for opreklameret. Vi ankrede i stedet op ved Koh Khlui ved en bøje. Der er en lille resort inde på øen. Vi tog derind og fik mad og øl. Et dejligt sted.
Den 7/4 ankrede vi op ved Koh Hong Nui og så en fin ”tør” hong. Derfra videre til Koh Hong S i Krabi øgruppen, hvor der var en fin natur sti. Kl. 1820 forlod vi øen og sejlede til Ao Chalong, som var vores udgangspunkt. Vi fortøjede ved en bøje kl. 2310. Det var en fin tur med god vind, men vi måtte zig-zagge mellem fiskefartøjer, slæbebåde med store slæb uden lysafmærkning osv., ganske spændende.
Den 8/4 klarerede vi ud af Thailand. Vi var samme rummel igennem ved kontorerne og måtte betale ekstra gebyr, fordi det var lørdag. Kl. 1430 tog vi en bøje i bugten på Phi Phi Don. Phi Phi Don er kendt som en af verdens smukkeste øer. Den blev MEGET ødelagt under tsunamien, men folk var ved godt mod og i fuld sving med at genopbygge. Der var mange lyserøde turister. På en mindetavle var der også danske navne, bl.a. en hel familie på 4, tror jeg nok. Vi var en tur på øens udsigtspunkt. Da jeg så trapperne, kom jeg til at tænke på Adam’s Peak, men der var heldigvis ikke så mange trappetrin.
Den 10/4 tog vi til Phi Phi Lee, naboøen, og ville ankre op i bugten, hvor filmen ”The Beach” er optaget, men vindforholdene var så dårlige, at vi valgte at vende tilbage til den anden ø. Vi spiste den aften i en restaurant, hvor der var rigtig meget sushi mad. Vi fik et hjørnebord ud til gaden, så vi kunne følge med i folkelivet. Det var faktisk rigtig, rigtig godt.
Den 11/4 sejlede vi til Koh Muk. Øen har en hong, som man kommer ind i ved at svømme i en tunnel. Der er bælg-ravende-mørkt inde i tunnelen. Tunnelen slår et sving halvvejs inde. Turen er en oplevelse og er et ”must”. Vi svømmede sammen med en flok japanske turister. Alle havde redningsveste på. guiden havde en lygte. De svømmede i en lang linje og holdt hinanden på skuldrene. Guiden råbte noget, og de råbte det samme i kor, så det rungede i hele tunnelen. Det havde nok en psykologisk virkning, for det var bestemt ikke noget for en, der er mørkeræd eller har klaustrofobi, og så er man oven i købet nede i vand. Helle mistede lidt orienteringen, men der var en stærk arm i turistflokken, som halede hende ind i flokken, og så kom hun sikkert frem. Tunnelen er ikke lang, men det er alligevel rart pludselig at kunne se lys forude.
Da vi skulle tilbage, vidste vi, at vi skulle ind i tunnellen og dreje til venstre, derefter lidt til højre. Vi råbte efter Helle, men kunne ikke høre hende, så vi svømmede tilbage, medens vi råbte. Helle var drejet til højre ved første sving og var kommet ind i en blindgyde, hvor bevægelserne i vandet brusede mod stenvæggen, så hun vendte om, og vi mødte hende. Vi kom alle ud igen i god behold. Vi sejlede videre og tog en bøje ved Koh Kradan ud for et lille ressort, hvor vi tog ind og spiste. Det havde været en rigtig god dag.
Den 12/4 var vi tidligt oppe og satte kursen mod Koh Ladang i Butang øgruppen, stadig Thailand. Vi ankom til ankerpladsen i mørke og listede forsigtigt ind, til der var acceptabel dybde, hvor vi kastede anker. Vi fik fortjent søvn og hvile. Næste dag så vi, at der var ankerbøjer, som vi bare kunne have taget, men det vidste vi jo ikke. Stedet var aldeles smukt. Pragtfuld hvid sandstrand. Der var kun 1 båd forankret lidt længere nede ad kysten. Vi svømmede i land og gik tur på stranden. Det var, som om vi havde hele verden for os selv.
Vi blev der ikke længe. Vi sejlede mod Koh Rawi, hvor vi tog en ankerbøje. Pludselig ramte vi en koralblok, så vi måtte ud til en bøje længere ude. Inde på øen er der en lille flod med vandfald eller i hvert fald løber vandet ned over nogle sten, og så bliver det kaldt vandfald. Vi fik et dejligt forfriskende bad, og jeg fik drikkevand med hjem i et par dunke, som jeg bar i rygsækken.
Om eftermiddagen sejlede vi mod Koh Lipe og tog en ankerbøje. Jeg svømmede rundt om båden i dens eventuelle svingbane og så en kæmpe koralblok. Jeg loddede dybden over den Der var kun 1,2 m og vi ville eventuelt ramme den med roret, hvis uheldet var ude. Der var en ret lang line i bøjen, så vi halede så meget ind, som vi kunne og gik fri af faren. Vi spiste i en restaurant på stranden og drak dyr øl. Vi gad ikke blive der om natten og besluttede at sejle til Lankawi, som er Malaysia, så vi sejlede hele natten. Det var problemfrit. Kl. 0830 ankrede vi op på rheden ved Lankawi’s hovedby, tog gummibåden ind til Royal Langkawi Yacht Club, hvor vi fik et bad. Vi klarerede ind i Malaysia ved færgeterminalen. Det er den letteste indklarering, jeg har været udsat for. Malayerne virker utroligt flinke, og de fleste taler/forstår nogenlunde engelsk. Malaysia har jo været engelsk koloni. Det har Thailand ikke.
Vi havde lige pludselig ikke for megen tid. Preben ville gerne hjem sidst på måneden, fra Singapore, så vi besluttede at sejle videre ret hurtigt og ende op i Sebana Cove, som er en marina på østsiden af Malacca halvøen lige nord for Singapore.
Dagen efter checkede vi ud og fik port clearance helt til Sebana Cove, så vi ikke behøvede at klarere ind i de forskellige havne, vi måtte komme til. Formålet med at komme til Langkawi var da også at få passene stemplet i Malaysia. Øgruppen har imidlertid MANGE spændende småøer at besøge, og vandet er fint og rent. Det må jeg så besøge på hjemturen.
Vi sejlede til Lumut og ankrede op ud for sejlklubben lidt oppe ad floden. Vi kom ind i mørke, men det var ikke noget problem. Inde i land mødte vi en herlig dansker, Svend. Han var billedet af en viking med stort rødligt skæg og et vældigt humør. Han boede i Australien og var matros. Arbejdede i en periode og havde fri i en periode. Han havde sin båd liggende for anker ikke ret langt fra Cosmos. Nar han havde fri i et par uger, var han hjemme hos konen i Australien i et par dage. Nar han ikke kunne holde det ud længere, tog han til Lumut og var på sin båd.
Vi blev der i et par dage og sejlede videre til Port Klang, som er Malaysia’s vigtigste havn og også havn til hovedstaden Kuala Lumpur. Det var en meget lang indsejling, men uden problemer. Vi havde medstrøm op ad floden og sejlede ud og ind mellem både, der var ankret op på kryds og tværs i floden. Da vi kom til Royal Selangkor Yacht Club, var der 4 mand til at tage imod os på flydebroen. Flydebroen ligger i floden over for klubben, så der var båd-taxi til vores rådighed. Fine forhold incl. svømmepøl, og ikke ret dyrt – 16 kr. i døgnet for os alle 4. Vi var en tur i Kuala Lumpur og oppe i nu verdens højeste bygning – Twin Towers. Vi kunne kun komme halvvejs op, hvor der er en gangbro mellem bygningerne, kaldet ”sky bridge”. Kuala lumpur er en tip top moderne by med fuldstændigt perfekt virkende trafikforbindelser. Monorail sporvogne/tog, førerløs u-bane osv.
Vi sejlede videre den 22/4. Havde en enkelt opankring ved Port Dickson og fortsatte om morgenen, fordi vi helst ikke vil sejle kystnært om natten med alle de fiskefartøjer. Vi gik syd om Singapore den 24/4. Der er bare UTALLIGE skibe, der ligger for anker, men det var ikke besværligt at sejle. Kl.0140 ankrede vi op på 8,2 m vand, fordi vi skulle ind til Sebana Cove næste morgen med tidevandet. Vi fik en god nats søvn.
Jeg havde læst, at indsejlingen til floden, hvor Sebana Cove ligger, er godt afmærket. Det var godt nok svært at se. Der var et par bøjer, og de var begge røde. Vi fik vist vej af en lokal motorbåd og kom helskindet ind over sandrevlen. Der var herefter rigeligt vand i floden. Alle bøjer var stadig røde, men det er ikke så svært, man skal bare holde sig midt i floden. Lokale fiskere havde bygget huse, ret store huse, på det lave vand i floden. Vi ankom til Sebana Cove og fik fortøjet ved den anviste plads. Det er en vældig fin marina, men der er ingen forretninger eller reparationsmuligheder. Man kan få diesel og benzin. Der er vand og strøm på broen og trådløst internet overalt, og det er ikke ret dyrt. Stedet virkede meget venligt og rart. Der er lidt langt til landsbyen og indkøbsmuligheder, men der er gratis bus 2 gange ugentligt fra marinaen.
Den 28/4 sagde vi farvel til Stephanie og Preben. De tog færgen til Singapore og derfra hver sin vej. Stephanie havde tabt sig 4,5 kg på de 3 ½ uge. Jeg ved ikke, hvor meget Preben havde tabt sig.

At sejle langtur er verdens bedste slankekur.

Med dette vil jeg ønske alle en fortsat god sommer i Danmark, og hvor I ellers befinder jer.

Mange hilsener fra Poul, COSMOS, Terengganu, Malaysia.


Forside		Terengganu, Malaysia, den 28 juli 2006 Rejsebrev: Phuket/Thailand til Sebana Cove/Malaysia. Kære familie, venner og bekendte! Det gik let og smertefrit at klarere ind på Phuket. Det var dog noget bureaukratisk, men det var vi forberedt på, så vi havde på forhånd fået taget de nødvendige antal fotokopier af pas og skibspapirer. Vi skulle til 3 forskellige instanser: immigration, told, havnevæsen. Nogle steder skulle de have et lille gebyr, bl.a. hos havnevæsenet. Jeg spurgte, hvad det var for, og det var altså for at benytte fortøjningsbøjen. Jeg spurgte, om der var nogen steder, man kunne gå på toilettet eller få et brusebad, og svaret var NEJ. Det er utroligt, så lidt de gør for deres bådturister. Havnen var fyldt med sejlbåde, men ingen faciliteter. De er vant til, at turisterne kommer, betaler og ser glade ud, blot der er lidt sol og varme og priserne ikke er for høje. Der var dog en enkelt smart RESTAURANTSMUTTER, madam Suda. Hos hende kunne man benytte toilet og få et brusebad, og hun havde også vaskeri – til gengæld spiste man i hendes restaurant, som også viste sig at være det bedste spisested lige dér. Vi besøgte ellers et anbefalet spisested, ”Jimmy’s Lighthouse”. Maden til os 4 kom på 4 forskellige tidspunkter, så hvis vi ville have varm mad, kunne vi ikke spise sammen. Jeg fik min hovedret før forretten, og Preben fik sin dessert før hovedretten. Der kom vi kun ’en gang. Stedet er ikke præget af den store turisme. Den befinder sig på den anden side af øen, hvor de store hoteller og fine strande er, men der var mange forretninger, hvor indehaverne stod i åbningen – som regel en velmoden europæer, kronraget, ring i øret, tatoveringer og tung guldkæde om halsen. Som eks.strisser tænker man straks sit. Vi fik et par dage til at gå med vasketøj, Internet, handle. Jeg fik arrangeret at få båden på land den 27/3 på fiskernes ophalsplads i Ratanachai. Det er normalt et sted, sejlerne ikke benytter, fordi det ikke er fint nok og også lidt beskidt. Bådene taget op på et slæbested i stedet for med en travelift. Det er det billigste sted, og arbejdet er fint, anbefalet af Bo Søndergård. Vi afsejlede fra Ao Chalong den 26/3 kl. 1030 og ankrede op efter en kort sejltur ved den lille ø Koh Tapai, som skulle være en ”sikker ankerplads under alle forhold” på 5 m vand. Vi gjorde dette, fordi vi skulle være ved slæbestedet ret tidligt næste morgen ved højvande, ellers kan man ikke komme ind over sandrevlen. I løbet af natten blæste det helt utroligt voldsomt op. En lille åben fiskerjolle kom ind fra bugten og lagde sig i læ på lavt vand mellem os og øen. Et lyn slog ned lige ved siden af os og var så voldsomt, at instrumenterne gik ud. Ankeret kunne ikke holde, og vi begyndte at drive. Der var ikke langt til naboøen med et rev foran. Regnen øsede ned, så det var svært at bedømme afstanden. Helle og Preben blev purret. Motoren startet, ankerkæden ind. Instrumenterne genstartet – de virkede. Da instrumenterne kom i gang, var vi på 2,7 m vand, altså vi var meget tæt på revet ved naboøen Koh Tapa Yai. Cosmos stikker 2,5 m. Vi sejlede ud på sikker dybde, 10 m, og fik styr på situationen. Uvejret var drevet over efter 1 time, og der blev helt stille. Vi ankrede op og fik sovet resten af natten. Kl 8 blev ankeret hævet, og vi sejlede ind i floden ved værftet. Lige ved indsejlingen rørte vi bunden. Det er heldigvis mudder, så skruen skulle have et par omdrejninger til. Flod og flod, det er så meget sagt – det er nærmest en stinkende kloak. Vi sejlede ind på ophalsvognen, og 2 dykkere blev sendt ned i det beskidte vand. De havde kun maske og et mundstykke med en plastikslange, der gav dem luft fra en ganske normal ”Biltema” kompressor på land. De havde f.eks. ikke svømmefinner. Båden kom op – det gik let og var en fin fin oplevelse for os. Vi blev parkeret på et sidespor, efter at båden var blevet spulet, og nu skulle vi vurdere, hvad der skulle laves. Der var ingen skader, men bundbehandlingen var skrabet af, hvor ankerkæden kan ramme stævnen, når båden svinger rundt i tidevandet, særlig når man ligger i flodhavn, så der var MANGE rurer. Bundbehandlingen på resten af skroget skallede af, så den bundmaling, jeg havde brugt på Tahiti/Raiatea (Ocean II) har ikke kunnet forliges med den, der var indenunder, selv om jeg havde fået det at vide. Hele bunden blev renset og slebet, fik primer og 3 gange bundmaling med noget ”guf” i kaldet TBT (Det lyder giftigt). Fribordet blev poleret. Jeg ordnede selv det meste af det rustfrie. Der blev lavet lidt andre småting. Vi kom i vandet den 31/3 kl. 1125. Hele molevitten havde kostet ca. 5000 kr. Jeg var godt tilfreds. Båden så flot ud. Det var helt fint at være på værftet os se, hvordan alt foregik. Der er jo ikke noget med hjelm, sikkerhedssko, handsker (når man arbejder med oliefedtede wirer) eller andet, men kl. 10 hver dag hyler en sirene, så er der gratis nudelsuppe til alle, også gæsterne. Vi fik nudelsuppe, og hvis vi ikke svedte inden, så gjorde vi det nu. Aftensmad spiste vi som regel hos en lokal mutter og havde vores ”stambord” på fortovet lige ved siden af kloakdækslet (som var helt). Vi valgte stedet, fordi hun havde dejlig flæskesvær, som vi fik som sideanretning, ikke hakket i småstykker. Sådan noget kan man altså komme til at savne. En aften kom en kæmperotte løbende under bordet og lige mellem Helles fødder. Lidt efter kom den tilbage. Den var lige så stor som et marsvin. Der var ingen af os, som fik dårlig mave, og vi var faktisk ikke forsigtige med, hvad vi satte til livs. Når man sådan sidder på ”restaurant”, får man også en stol til sin rygsæk, for den må ikke blive beskidt, og der kommer ikke så let kakerlakker op i den. Apropos kakerlakker, så har vi ingen, sådan da. Vi havde de små, men jeg trillede nogle små ”kager” til dem. Kagerne består af kondenseret mælk og borsyre. Borsyre i pulverform, og så er det bare med at ælte en dej og lægge små kugler ud. Det kan de godt lide, men de dør af det. Vi ville nu besøge nogle af de mange pragtfulde øer, som er i området. Kl. 1630 ankrede vi op på 9 m vand ved Koh Rang Yai. De bruger ordene Yai og Noi for nordlig eller sydlig, eller måske stor og lille. Fik svømmet og hyggede os. Det var dejligt vejr. Næste dag kl. 10 sejlede vi ind til Boat Lagoon, som er sejlercenteret. Man går ind ved højvande her også. Sejlrenden er godt afmærket, og man sejler mellem revene og drejer skarpt 90 grader til styrbord ind mellem mangroverne og ind i marinaen. Den første er en ny marina. Royal Marina. Den er så dyr, at ingen har råd til at benytte den, og der var ingen både ved pladserne. Vi skulle kun have diesel på og så ud igen, medens det stadig var højvande, så vi betalte ikke noget for opholdet. Lidt længere inde i lagunen er det egentlige sejlersted med værksteder og alt, hvad man kan ønske sig. Vi tankede altså diesel på dunkene, og tankmanden var så påpasselig, at han ikke spildte en eneste dråbe, ellers plejer det at være sådan, at man skal tørre hele dunken af for diesel. Kl. 16 ankrede vi op ved Koh Yaka Noi og gik en tur i land. Der er bl.a. et stort feriehus-byggeri – et såkaldt ”Resort”, som var opgivet og stod hen som en spøgelsesby. Næste dag fortsatte vi og ankrede op kl. 1315, efter 2 timers sejlads, ved Koh Wa Yai West. Det er altså fint, at man kan se fra den ene ø til den anden, men der er mange øer at holde øje med, og man skal hele tiden vide, hvilken ø er hvaffo’n en. Stedet havde en fin strand. Sent på eftermiddagen kom en masse både med ”kajakfolkene”. Det er meget benyttet, at turistrådene sejler ud til forskellige øer, flere øer på én dag. De sætter kajakkerne i vandet, og så pagajer turisterne ind i huler og grotter, de såkaldte ”hongs”, som betyder rum. Mandag den ¾ lettede vi anker og sejlede til Yacht Heaven, som ligger på Phukets nordøstlige hjørne. Det er en marina, men man kan ligge for anker og benytte deres bro og toilet/badefaciliteter for en lille penge. Det er sådan, vi vil have det. Vi lå ved siden af en anden dansk båd med Niels og hans brasilianske hustru. De bor på stedet, og Niels arbejder med alt til både. I marinaen lå en dansk Catamaran med Mogens som ejer/skipper. Det viste sig, at Mogens og min gast Preben havde mødt hinanden tidligere i Portugal, eller var det Gr. Canaria. Det var et godt sted at være. Vi spiste lokalt hos ”Mama”. Hendes restaurant ligger på pæle ud i vandet, og der er plankeguld med rimelig stor afstand mellem plankerne. Gammelmor sad ved en stor balje midt på gulvet og klarede opvasken, og fatter gik rundt med sarong om livet, børstede tænder og satte tandbørsten i klemme mellem en el-ledning og væggen. Toilettet lå tæt ved, og murene var ikke lydtætte. Den 4/4 ankom gasten Stephanie. Hun er new zealænder og bor på Fiji, hvor hun arbejder. Hun skal sejle med i ca. 1 måned. Hun sejlede med en kort tur på Fiji, så vi kender hinanden en lille smule. Hun er 44 og sejlerpige, så hun vil være en god opgradering af mandskabet. Hun havde pibetobak med til mig, svensk men produceret i Danmark. Vi forlod Yacht Heaven den 5/4 og tog kurs op i Pang Nga bugten. Det er den, der er kendt for de stejle øer, hvor bl.a. en James Bond film er optaget. Det er et af de bedste sejlerområder, der findes, og stedet kan besejles hele året, både medens SV- og NØ monsunen raser. Vi ankrede op ved Koh Phanak, fordi vi ville ind i en ”hong”. Vi kunne se, hvor kajak-folket gik ind, men der var for smalt til, at vi kunne komme ind med gummibåden. Vi kunne imidlertid komme ind i en på den anden side. Inde i hongerne er der helt stille, og vandet har den specielle blå farve, som man ser på postkort. Den 6/4 sejlede vi så videre mod ”James Bond Island”, som hedder Koh Phing Kan. Vi gjorde inden en lille pause ved Koh Hong, hvor der var en fin hong, som vi kunne komme ind i med gummibåden. Vi gjorde ikke stop ved James Bond Øen, fordi den er blevet så turistet, at det ikke er værd. Den er alt for opreklameret. Vi ankrede i stedet op ved Koh Khlui ved en bøje. Der er en lille resort inde på øen. Vi tog derind og fik mad og øl. Et dejligt sted. Den 7/4 ankrede vi op ved Koh Hong Nui og så en fin ”tør” hong. Derfra videre til Koh Hong S i Krabi øgruppen, hvor der var en fin natur sti. Kl. 1820 forlod vi øen og sejlede til Ao Chalong, som var vores udgangspunkt. Vi fortøjede ved en bøje kl. 2310. Det var en fin tur med god vind, men vi måtte zig-zagge mellem fiskefartøjer, slæbebåde med store slæb uden lysafmærkning osv., ganske spændende. Den 8/4 klarerede vi ud af Thailand. Vi var samme rummel igennem ved kontorerne og måtte betale ekstra gebyr, fordi det var lørdag. Kl. 1430 tog vi en bøje i bugten på Phi Phi Don. Phi Phi Don er kendt som en af verdens smukkeste øer. Den blev MEGET ødelagt under tsunamien, men folk var ved godt mod og i fuld sving med at genopbygge. Der var mange lyserøde turister. På en mindetavle var der også danske navne, bl.a. en hel familie på 4, tror jeg nok. Vi var en tur på øens udsigtspunkt. Da jeg så trapperne, kom jeg til at tænke på Adam’s Peak, men der var heldigvis ikke så mange trappetrin. Den 10/4 tog vi til Phi Phi Lee, naboøen, og ville ankre op i bugten, hvor filmen ”The Beach” er optaget, men vindforholdene var så dårlige, at vi valgte at vende tilbage til den anden ø. Vi spiste den aften i en restaurant, hvor der var rigtig meget sushi mad. Vi fik et hjørnebord ud til gaden, så vi kunne følge med i folkelivet. Det var faktisk rigtig, rigtig godt. Den 11/4 sejlede vi til Koh Muk. Øen har en hong, som man kommer ind i ved at svømme i en tunnel. Der er bælg-ravende-mørkt inde i tunnelen. Tunnelen slår et sving halvvejs inde. Turen er en oplevelse og er et ”must”. Vi svømmede sammen med en flok japanske turister. Alle havde redningsveste på. guiden havde en lygte. De svømmede i en lang linje og holdt hinanden på skuldrene. Guiden råbte noget, og de råbte det samme i kor, så det rungede i hele tunnelen. Det havde nok en psykologisk virkning, for det var bestemt ikke noget for en, der er mørkeræd eller har klaustrofobi, og så er man oven i købet nede i vand. Helle mistede lidt orienteringen, men der var en stærk arm i turistflokken, som halede hende ind i flokken, og så kom hun sikkert frem. Tunnelen er ikke lang, men det er alligevel rart pludselig at kunne se lys forude. Da vi skulle tilbage, vidste vi, at vi skulle ind i tunnellen og dreje til venstre, derefter lidt til højre. Vi råbte efter Helle, men kunne ikke høre hende, så vi svømmede tilbage, medens vi råbte. Helle var drejet til højre ved første sving og var kommet ind i en blindgyde, hvor bevægelserne i vandet brusede mod stenvæggen, så hun vendte om, og vi mødte hende. Vi kom alle ud igen i god behold. Vi sejlede videre og tog en bøje ved Koh Kradan ud for et lille ressort, hvor vi tog ind og spiste. Det havde været en rigtig god dag. Den 12/4 var vi tidligt oppe og satte kursen mod Koh Ladang i Butang øgruppen, stadig Thailand. Vi ankom til ankerpladsen i mørke og listede forsigtigt ind, til der var acceptabel dybde, hvor vi kastede anker. Vi fik fortjent søvn og hvile. Næste dag så vi, at der var ankerbøjer, som vi bare kunne have taget, men det vidste vi jo ikke. Stedet var aldeles smukt. Pragtfuld hvid sandstrand. Der var kun 1 båd forankret lidt længere nede ad kysten. Vi svømmede i land og gik tur på stranden. Det var, som om vi havde hele verden for os selv. Vi blev der ikke længe. Vi sejlede mod Koh Rawi, hvor vi tog en ankerbøje. Pludselig ramte vi en koralblok, så vi måtte ud til en bøje længere ude. Inde på øen er der en lille flod med vandfald eller i hvert fald løber vandet ned over nogle sten, og så bliver det kaldt vandfald. Vi fik et dejligt forfriskende bad, og jeg fik drikkevand med hjem i et par dunke, som jeg bar i rygsækken. Om eftermiddagen sejlede vi mod Koh Lipe og tog en ankerbøje. Jeg svømmede rundt om båden i dens eventuelle svingbane og så en kæmpe koralblok. Jeg loddede dybden over den Der var kun 1,2 m og vi ville eventuelt ramme den med roret, hvis uheldet var ude. Der var en ret lang line i bøjen, så vi halede så meget ind, som vi kunne og gik fri af faren. Vi spiste i en restaurant på stranden og drak dyr øl. Vi gad ikke blive der om natten og besluttede at sejle til Lankawi, som er Malaysia, så vi sejlede hele natten. Det var problemfrit. Kl. 0830 ankrede vi op på rheden ved Lankawi’s hovedby, tog gummibåden ind til Royal Langkawi Yacht Club, hvor vi fik et bad. Vi klarerede ind i Malaysia ved færgeterminalen. Det er den letteste indklarering, jeg har været udsat for. Malayerne virker utroligt flinke, og de fleste taler/forstår nogenlunde engelsk. Malaysia har jo været engelsk koloni. Det har Thailand ikke. Vi havde lige pludselig ikke for megen tid. Preben ville gerne hjem sidst på måneden, fra Singapore, så vi besluttede at sejle videre ret hurtigt og ende op i Sebana Cove, som er en marina på østsiden af Malacca halvøen lige nord for Singapore. Dagen efter checkede vi ud og fik port clearance helt til Sebana Cove, så vi ikke behøvede at klarere ind i de forskellige havne, vi måtte komme til. Formålet med at komme til Langkawi var da også at få passene stemplet i Malaysia. Øgruppen har imidlertid MANGE spændende småøer at besøge, og vandet er fint og rent. Det må jeg så besøge på hjemturen. Vi sejlede til Lumut og ankrede op ud for sejlklubben lidt oppe ad floden. Vi kom ind i mørke, men det var ikke noget problem. Inde i land mødte vi en herlig dansker, Svend. Han var billedet af en viking med stort rødligt skæg og et vældigt humør. Han boede i Australien og var matros. Arbejdede i en periode og havde fri i en periode. Han havde sin båd liggende for anker ikke ret langt fra Cosmos. Nar han havde fri i et par uger, var han hjemme hos konen i Australien i et par dage. Nar han ikke kunne holde det ud længere, tog han til Lumut og var på sin båd. Vi blev der i et par dage og sejlede videre til Port Klang, som er Malaysia’s vigtigste havn og også havn til hovedstaden Kuala Lumpur. Det var en meget lang indsejling, men uden problemer. Vi havde medstrøm op ad floden og sejlede ud og ind mellem både, der var ankret op på kryds og tværs i floden. Da vi kom til Royal Selangkor Yacht Club, var der 4 mand til at tage imod os på flydebroen. Flydebroen ligger i floden over for klubben, så der var båd-taxi til vores rådighed. Fine forhold incl. svømmepøl, og ikke ret dyrt – 16 kr. i døgnet for os alle 4. Vi var en tur i Kuala Lumpur og oppe i nu verdens højeste bygning – Twin Towers. Vi kunne kun komme halvvejs op, hvor der er en gangbro mellem bygningerne, kaldet ”sky bridge”. Kuala lumpur er en tip top moderne by med fuldstændigt perfekt virkende trafikforbindelser. Monorail sporvogne/tog, førerløs u-bane osv. Vi sejlede videre den 22/4. Havde en enkelt opankring ved Port Dickson og fortsatte om morgenen, fordi vi helst ikke vil sejle kystnært om natten med alle de fiskefartøjer. Vi gik syd om Singapore den 24/4. Der er bare UTALLIGE skibe, der ligger for anker, men det var ikke besværligt at sejle. Kl.0140 ankrede vi op på 8,2 m vand, fordi vi skulle ind til Sebana Cove næste morgen med tidevandet. Vi fik en god nats søvn. Jeg havde læst, at indsejlingen til floden, hvor Sebana Cove ligger, er godt afmærket. Det var godt nok svært at se. Der var et par bøjer, og de var begge røde. Vi fik vist vej af en lokal motorbåd og kom helskindet ind over sandrevlen. Der var herefter rigeligt vand i floden. Alle bøjer var stadig røde, men det er ikke så svært, man skal bare holde sig midt i floden. Lokale fiskere havde bygget huse, ret store huse, på det lave vand i floden. Vi ankom til Sebana Cove og fik fortøjet ved den anviste plads. Det er en vældig fin marina, men der er ingen forretninger eller reparationsmuligheder. Man kan få diesel og benzin. Der er vand og strøm på broen og trådløst internet overalt, og det er ikke ret dyrt. Stedet virkede meget venligt og rart. Der er lidt langt til landsbyen og indkøbsmuligheder, men der er gratis bus 2 gange ugentligt fra marinaen. Den 28/4 sagde vi farvel til Stephanie og Preben. De tog færgen til Singapore og derfra hver sin vej. Stephanie havde tabt sig 4,5 kg på de 3 ½ uge. Jeg ved ikke, hvor meget Preben havde tabt sig. At sejle langtur er verdens bedste slankekur. Med dette vil jeg ønske alle en fortsat god sommer i Danmark, og hvor I ellers befinder jer. Mange hilsener fra Poul, COSMOS, Terengganu, Malaysia.