cosmos

Suva, Fiji, den 18/6/2005

Rejseberetning for tiden 14/4-d.d.

Det var dejligt at komme af sted igen og få en fortsættelse på det, som jeg var startet på. Tiden hjemme var forløbet godt. Sara fik en datter Tilde og Iben fik en søn Valdemar. Jeg fik afsluttet mit arbejdsliv og er nu pensioneret 3 år før tiden.
Da jeg steg ombord på flyet i Paris, var det i et fly fra Tahiti Airlines. Stewardessen stod ved indgangen og delte tiara blomster ud til at sætte bag øret. Ombord var der polynesisk musik. Man følte sig ”hjemme” med det samme. Efter en teknisk mellemlanding i Los Angeles var vi i Papeete 14/4 kl. ca. 2140. Samme dag. L-a-n-g dag. Gasten Niels tog imod mig. Vi tog til det pensionat, han boede på, hvor vi overnattede 1 nat.

Næste dag tog vi fragtbåden til Raiatea. En gammel skude fra Hamborg, møgbeskidt I min køje var der kun madras-stoffet over fjedrene, så det blev ikke til megen søvn, -men alligevel, når dagen før var så lang, så rumlede skibet alligevel én i søvn.
Vi ankom til Raiatea kl. 3 om morgenen. Ingen mulighed for taxa eller andet før kl. 07. Vi gik ind til byen med vores habengut, fik kaffe på fortovet, og da taxaerne havde fået øjne tog vi ud til Cosmos. I en plasticpose med fald, som hang ved masten, havde en flok vepse bygget bo. De er heldigvis fredelige, så de var lette at få væk. Nede om læ så der tilforladeligt ud. Der var MANGE døde kakerlakker, af de helt små, så det gift, jeg havde lagt ud, havde gjort sin virkning. Vi har indtil dato ikke set en eneste af de store af slagsen.

De næste 14 dage gik med at gøre rent, lufte ud og sluttelig give bunden en let slibning for derefter at bundmale med en maling, som er velegnet for området. Vi havde en weekend hos ”den forsvundne dansker Brian” på øen Tahaa. Brian er gammel fremmedlegionær og får nu fransk pension. Jeg havde et nyt pas med til ham fra DK, det blev han vist meget glad for. Han kørte rundt med os, og vi fik et par klaser bananer og anden frugt med tilbage. Jeg fik også fyldt en gasflaske hos ham. Man tager den tomme flaske og sætter en regulator på uden modstand, forbinder den med en alm. slange til en fyldt flaske uden regulator og hænger den fyldte flaske med ventilen nedad, op over den tomme flaske. Den flydende gas løber nu som vand ned i den tomme flaske. På denne måde kan jeg få fyldt de danske flasker ved dekantering fra alle mulige andre slags flasker. Det lykkedes denne gang. En anden gang var ikke succesfuld. Jeg ved ikke, hvad der gik galt.
På værftet mødte vi et tysk par fra Nordtyskland. De kom fra Heiligenhafen. De har sejlet meget i danske farvande, også Guldborgsund. De havde også et billede af vores hus. Vores lille hus bliver fotograferet meget af turister, fordi det er så flot om sommeren med bindingsværk og mange stokroser helt op til tagrenden.

Cosmos kom i vandet 29/4. Vi sejlede til hovedbyen på øen og fik vand osv. ombord, og næste dag om aftenen gik vi ud gennem passet, som jeg nu kender ret godt, og satte kursen mod Papeete/ Tahiti. Vi vidste, at det ville blive imod vind og bølger, men det gik helt godt. Gasten Lars ville ankomme 2/4, og han stod da også på kajen om morgenen. Den 4/5 ankom gasten Christian, så nu var vi, hvad vi skulle være. En af dagene, en søndag formiddag, tog vi alle ud i gummibåden for at snorkle. Inden for revet ligger der en Catalina vandflyver på 12-30 m vand, og lige foran den vraget af et træskib. Der var fin sigt. Da vi kom tilbage til Cosmos, havde der været ubudne gæster. Vi manglede min nye computer, 2 digitale kameraer, min mobiltelfon, et ur og en del kontanter. Vi havde været væk 3 timer fra 9-12. Jeg har ingen anelse om, hvordan tyven er kommet ind. Luger og skodder stod nøjagtigt, som vi havde forladt dem i aflåst tilstand. Til alt held opdagede de ikke den anden computer. Vi fik fyldt gas på en flaske og repareret en sprayhood (kalaeche), og så gik det mod Moorea.

Vi ankrede op i bugten vest for Cooks Bay ud for en hyggelig lille landsby. Vi tog ud på en sandbanke inden for revet, hvor de store sting-rays (rokker) kommer. De er vant til at blive fodret. Vi kunne klø dem under maven på deres bløde maveskind, alt imens sorttippede hajer på en mands størrelse svømmede under os på 1½ m vand. De hvid- og sorttippede hajer er så at sige tandløse og ganske ufarlige.

På Moorea var vi hos tatovøren, som jeg kender fra tidligere, hvor Dennis fik en tatovering på anklen. Jeg fik tatoveret på ve.skulder min specielle måde at skrive PT på (jeg har brugt denne måde siden jeg var 8 år) sammen med en vinge og en delfin. Niels fik en tatovering, der symboliserer sol, vand, måne og bølger.
Efter 2 dage på Moorea gik det mod Huahine. Havet havde lagt mærke til, at capt. Badweather var på banen igen, for det blæste simpelt hen bare op, og tju-hej, hvor det gik. Det gik så godt, at storsejlet revnede og genuaen fik et par revner ved løjerterne, men hvad, det er gamle sejl, så der er ikke noget at sige til, at de har det svært. Storsejlets revne viste sig at være en syning, der var gået op, så sejldugen var heldigvis ikke revet. Vi ville ikke ind ad passet på østsiden i det voldsomme vejr med dønningerne lige på, men vi gik på vest siden, ind gennem passet og til en ankerbugt. Vinden kom susende fra alle verdenshjørner gennem natten, så det blev en urolig nat. Vi forlod den næste dag og gik mod Raiatea.
Vi besøgte alle 4 Brian. Ankrede op udenfor hans landsby og tog gummibåden ind til land. Vi blev vist rundt på en vanillefarm og en perlefarm. Vi spiste sammen med arbejderne i deres menigheds hus, som de var ved at bygge. Lokal mad – mest rå fisk, som bliver spist med fingrene. I fransk Polynesien går folk kun op i én ting, kirken. Brian fortalte, at i sin tid, da deres kirke blev bygget med frivillig arbejdskraft, havde man svært ved at skaffe mad til arbejderne, men dette blev klaret ved, at der pludselig var så mange fisk, at de faktisk flød på kajen, så man kunne skovle dem op. Da man var færdige med byggeriet holdt fænomenet op.
På Raiatea besøgte vi 2.pinsedag Tapuatapuatea, som var det kulturelle og religiøse center i Polynesien. Vi løb lige ind i et stort kanostævne. Der var ca. 50 kanoer, en mands, med udrigger. Det var vældig fornøjeligt. Desværre stod regnen ned i tove.
Vi opdagede, at en wire fra ¾ mast til sallinghornet var ved at knække. Der var kun 3-4 kordeler tilbage, så det blev afmonteret. Vi lavede en ”nød forbinding” og sendte den defekte wire til Papeete. Et par sejl fik vi til sejlmager, og så gik vi ellers for motor til Bora-Bora, fordi der var vindstille. Øen oplevede vi på et par dage. Det blev pludselig godt vejr fra en unormal retning, så det benyttede vi os af til at komme tilbage til Raiatea. Wiren var forsinket, fordi ”wire-mageren” havde ferie og mandagen var helligdag.
Da endelig alt var kommet i orden, sejlede vi mod øen Suvorov. Vi havde ikke tid til at tage til det sydlige COOK, fordi de 2 gaster havde billet 2/6 fra Samoa. Turen mod Suvorov var hård, og tiden var knap, så vi gik i stedet direkte mod Samoa. Det viste sig at være en god disposition. Vi nåede der til tiden, og drengene kom med deres fly. Da vi kom til Samoa, hørte vi, at en af vores sejlevenner havde haft brand ombord. De 3 første ildslukkere virkede ikke. Den 4 ildslukker dunkede han engang i dørken, så pulveret kom løst, og SÅ virkede den, og han fik ilden slukket. Man skal altså huske engang imellem at få pulveret løsnet, så ildslukkerne er klar til brug. Han var nu på USA Samoa, hvor der er reparationsmuligheder. Han hostede stadig sodpartikler op. Jeg kender ham udmærket. Han og jeg var blandt de første politiet i Kosovo efter bombningerne og har været de samme steder uden lige at løbe på hinanden, så vi havde en masse at tale om. En anden sejlekammeret havde knækket sin mast 10 sømil udenfor Bora-Bora. Uha. Det var samme dårlige vejr, vi var ude i, så det var godt, at vi havde fået lavet wiren.
På Samoa løb vi ind i endnu et ro stævne. Denne gang var det deres traditionelle langbåde, der dystede. Der er 44 roere i hver plus en styrmand, der bruger en trillefløjte, og en trommeslager, der sidder helt henne i front. Trillefløjet og trommerne opildnede roerne til at yde deres bedste. Bagefter kørte de forskellige hold rundt i byen på lastbiler og blev tiljublet. Ganerne blev også vædet, skal jeg love for.
Samoa har en del natur at byde på. Vandfald og fine strande. Vi forsøgte at finde en speciel sø, hvor der bl.a. skulle være en masse guldfisk i, men regnskoven havde simpelt hen ladet sti osv. gro til, så vi kunne ikke finde stedet. Det kan ikke være hver dag, at det er turister dér, selv om stedet er rosende beskrevet i deres brochurer. Vi var en aften i deres lokale sejlklub. Der var ingen, der havde båd. Ingen, der kom over og spurgte, hvem vi var og hvor vi kom fra, og vi ville ikke selv mænge os på.
Det var jo meningen, at vi fra Fiji skulle nordover mod Marshall-øerne og Micronesien, men Niels læste i bøgerne, at der kan forekomme orkaner dér hele året, så han ville ikke den vej, og han meddelte, at han helst ville stå af nu, men han ville gerne tage med til Fiji, for det havde han ligesom lovet mig. Det gav mig godt nok en hel masse at spekulere over, hvordan sejladserne skulle klares fremover uden en erfaren gast. Turen fra Fiji mod Tuvalu, Kiribati, Marshall-øerne og til sidst Micronesien er uden de store problemer, men derfra og videre mod Filippinerne kan godt være sådan lidt tvivlsom mht. (u)vejret.
Vi tog fra Apia Samoa til næste ø Savaii. Det var ikke bare lige derudaf at komme gennem revet, fordi GPS og søkort ikke passede sammen, men ved fornuftig brug af øjne og forstand fandt vi hullet. Der skulle have været både bøjer i vandet og ledefyr på land. Der var i stedet et par kæppe, der var stukket ned i den lave del af revet.
Vi så lidt forskelligt af deres natur, som jeg opfatter som det rene bondefangeri. En hængebro i regnskoven er en bro, der er lavet mellem 2 store træer. Man går op ad trapper i det ene træ, ad en hængebro på ca. 25 m til et andet træ, som man så går ned fra via trapper. Vi så et STORT fodspor, som kæmpen afsatte, da han trådte over havet og op på øen. Et andet sted så vi en lava grotte, som mennesker har boet i engang. De lokale bruger stadig grotten som en slags beskyttelsesrum, når der er orkaner.
Vi tog næste dag mod Tonga. Igen blæste det voldsomt op, og pludselig knækkede et beslag, der holder babystaget fast i dækket. Babystaget går fra midten af masten fremad og har fæste i dækket. Den stiver masten godt af. Vi besluttede at tage til Fiji i stedet, fordi der er reparationsmuligheder, og vinden ville også være mere fordelagtig. Storsejlet kom ned, og kun en krydsfok var oppe. Så blæste det altså op. I 4 døgn havde vi storm med 25-30 m/s. Det øsregnede, og dønningerne var bare store. Når vi lå i en dal, var der en stor mur foran os og en stor bagved os, så vi kunne ikke se spor, Næstefter var vi på toppen og kunne se HELE verden. Dønningerne bryder ikke, og skibet surfer ned ad bølgerne. På et tidspunkt blev Niels kastet gennem salonen. Han landede på komfuret, der fik revet sit kardanske ophængs beslag i stykker. Det kunne ikke klare 100 kg+. En gas bageform, der var så uheldig at befinde sig i nærheden, blev flad. Godt, at jeg har 2 mere af slagsen.
Ved indsejlingen til det Fijianske ørige er der adskillige pas, som man benytter, men vi ramte ved siden af. Det gjorde ikke spor, der skal blot navigeres lidt mere. Det vigtigste var, at båden fik lov til at sejle, som den kunne bedst, og at der ikke var forhindringer forude. Datolinien blev passeret på Niels’s fødselsdag, så han fyldte ikke år ret mange timer. Vi sejlede ind gennem passet til Suva, som er Fijis hovedstad, fredag 10/6 kl. 2200, samtidig med at sejlere fra en kapsejlads fra Auckland NZ ankom. Da vi passerede mållinien, kom en motorbåd op på siden af os og lyste på os, og vi kunne høre, de sagde: COSMOS, who’s Cosmos?? De kunne ikke finde os på deres liste, så de blev rolige, da vi råbte til dem, at: we’re not in the race. Bagved os lå en sejlbåd, der havde svært ved at komme ind. De havde beskadiget roret. Andre sejlbåde havde fået ødelagt hele deres sejlgarderobe. En anden, ny båd, havde fået beskadiget meget i rigningen, fordi beslag osv. var lavet for kleint. De havde alle været ude i det samme vejr som os. De havde haft lidt mindre vind, men den var kommet fra en anden retning.
Det er gennemgående for samtlige sejlere, uanset hvor stor, ny og dyr båd de har, at ALLE har et eller andet problem, de skal have ordnet. En vandpumpe, en generator, rigning, sejl osv. Jeg har faktisk færre problemer, end de fleste, i hvert fald ikke flere.
Nu ligger jeg for anker i bugten ved RYSC Royal Suva Yacht Club. Jeg benytter deres faciliteter (toilet, brus m/v.vand, bar og rest.) Jeg spiser dog mest ude i byen på små lokale steder, hvor det er ret billigt. Den lille foldecykel, som jeg fik at Gythe til min 60- års dag, er kommet i land og bliver brugt dagligt.
Vi var om søndagen med til prisuddelingen og afslutningsfesten for kapsejladsen. Der blev drukket tæt, specielt af vinderne. Der er altid sjovt at vinde. De efterfølgende 4 dage var der også kapsejlads, President’s Cup. Jeg var med til prisuddeling og afslutningsfest. Det var ganske hyggeligt med god mad og gratis drikkelse, så længe der var noget.
Dagen efter vores ankomst klarerede vi ind. Fordi det var uden for normal kontortid, blev vi virkelig straffet. Vi kom af med 170 USD. Vi havde også besvær med at få stemplet vores pas, fordi Niels ikke havde en billet. Immigrationsmyndighederne var fuldstændig håbløse. Det løste sig i løbet af tirsdagen, så vi lovligt kunne færdes på øen.
Jeg fik fat på en politikollega fra Kosovo. Jeg havde lovet at besøge ham, når jeg kom på disse kanter. Jeg har været hos ham adskillige gange og spist dejlig indisk mad. Her på Fiji var befolkningen for nogle år siden ca. 50% fijianere og 50% af indisk afstamning. De blander sig ikke med hinanden. En fijianer sagde, at man kunne lære en hund og en kat at leve sammen, men ikke en fijianer og en inder. Dette var da også årsagen til en lille borgerkrig i 2000. Inderne har jo mangfoldiggjort sig til et demokratisk flertal, og det vil fijianerne ikke acceptere. En af løsningerne er, at deres politichef er australier. Australien og NZ har i øvrigt en stor indflydelse her. Næsten alle taler engelsk, der er til at forstå. Ikke som på Trinidad, hvor deres engelske var virkelig svær at forstå. For tiden er inderne ved at immigrere fra øen. De tager til AUS, NZ eller USA, så nu repræsenterer de kun ca. 38 % af befolkningen. Dette er et problem for landet, fordi inderne udgør eliten. Det er dem, der tjener penge, er dygtige håndværkere osv..
Jeg har nu fået repareret beslaget til babystaget. 10 mm rustfri plade var simpelt hen knækket af metaltræthed, og ophængs beslaget til komfuret ligeså, så nu skal jeg lige have repareret et par sejl, så er vi sejlklar igen.
Gasten Helle ankommer i begyndelsen af august. Jeg har skrevet til et par gaste emner mere, fordi jeg gerne vil være et par stykker mere. Nu får vi se, hvordan det går. På ankerpladsen ligger jeg ved siden af en amerikansk båd med kvindelig skipper og kvindelig besætning. Når det bliver august tager de mod Marshall-øerne for at være i sikkerhed for orkaner, så – æh, øh, min oprindelige rute var sikkert ikke helt tosset. Nu skal jeg lige tale med hende skipperen en af dagene, for at tale med folk, der har erfaring, er trods alt bedre end at læse i bøger, så det kan være, at vi går nordover alligevel og ender op på Filippinerne til jul, som har været min plan hele tiden. Vi får se.

Jeg fik pludselig kedelige nyheder hjemmefra. Min gode kollega, gast og rejsekammerat Ole Hundevad, der var toast-master til Gythes og min fest, er pludselig død efter kort tids sygdom. Han ville have gastet hos mig igen på et senere tidspunkt. Livet skal leves, medens man har det. Det gør jeg i fulde drag, og jeg håber, at I alle har det, som I gerne vil have det.

De bedste tanker og ønsker om alt godt sendes jer hermed fra Poul, Cosmos, Suva på Fiji.

PS. Jeg kan desværre ikke sende billeder med hjem, fordi den nye pc med brænder jo nu desværre er væk. Det må vente, til jeg får en ny.


Forside		Suva, Fiji, den 18/6/2005 Rejseberetning for tiden 14/4-d.d. Det var dejligt at komme af sted igen og få en fortsættelse på det, som jeg var startet på. Tiden hjemme var forløbet godt. Sara fik en datter Tilde og Iben fik en søn Valdemar. Jeg fik afsluttet mit arbejdsliv og er nu pensioneret 3 år før tiden. Da jeg steg ombord på flyet i Paris, var det i et fly fra Tahiti Airlines. Stewardessen stod ved indgangen og delte tiara blomster ud til at sætte bag øret. Ombord var der polynesisk musik. Man følte sig ”hjemme” med det samme. Efter en teknisk mellemlanding i Los Angeles var vi i Papeete 14/4 kl. ca. 2140. Samme dag. L-a-n-g dag. Gasten Niels tog imod mig. Vi tog til det pensionat, han boede på, hvor vi overnattede 1 nat. Næste dag tog vi fragtbåden til Raiatea. En gammel skude fra Hamborg, møgbeskidt I min køje var der kun madras-stoffet over fjedrene, så det blev ikke til megen søvn, -men alligevel, når dagen før var så lang, så rumlede skibet alligevel én i søvn. Vi ankom til Raiatea kl. 3 om morgenen. Ingen mulighed for taxa eller andet før kl. 07. Vi gik ind til byen med vores habengut, fik kaffe på fortovet, og da taxaerne havde fået øjne tog vi ud til Cosmos. I en plasticpose med fald, som hang ved masten, havde en flok vepse bygget bo. De er heldigvis fredelige, så de var lette at få væk. Nede om læ så der tilforladeligt ud. Der var MANGE døde kakerlakker, af de helt små, så det gift, jeg havde lagt ud, havde gjort sin virkning. Vi har indtil dato ikke set en eneste af de store af slagsen. De næste 14 dage gik med at gøre rent, lufte ud og sluttelig give bunden en let slibning for derefter at bundmale med en maling, som er velegnet for området. Vi havde en weekend hos ”den forsvundne dansker Brian” på øen Tahaa. Brian er gammel fremmedlegionær og får nu fransk pension. Jeg havde et nyt pas med til ham fra DK, det blev han vist meget glad for. Han kørte rundt med os, og vi fik et par klaser bananer og anden frugt med tilbage. Jeg fik også fyldt en gasflaske hos ham. Man tager den tomme flaske og sætter en regulator på uden modstand, forbinder den med en alm. slange til en fyldt flaske uden regulator og hænger den fyldte flaske med ventilen nedad, op over den tomme flaske. Den flydende gas løber nu som vand ned i den tomme flaske. På denne måde kan jeg få fyldt de danske flasker ved dekantering fra alle mulige andre slags flasker. Det lykkedes denne gang. En anden gang var ikke succesfuld. Jeg ved ikke, hvad der gik galt. På værftet mødte vi et tysk par fra Nordtyskland. De kom fra Heiligenhafen. De har sejlet meget i danske farvande, også Guldborgsund. De havde også et billede af vores hus. Vores lille hus bliver fotograferet meget af turister, fordi det er så flot om sommeren med bindingsværk og mange stokroser helt op til tagrenden. Cosmos kom i vandet 29/4. Vi sejlede til hovedbyen på øen og fik vand osv. ombord, og næste dag om aftenen gik vi ud gennem passet, som jeg nu kender ret godt, og satte kursen mod Papeete/ Tahiti. Vi vidste, at det ville blive imod vind og bølger, men det gik helt godt. Gasten Lars ville ankomme 2/4, og han stod da også på kajen om morgenen. Den 4/5 ankom gasten Christian, så nu var vi, hvad vi skulle være. En af dagene, en søndag formiddag, tog vi alle ud i gummibåden for at snorkle. Inden for revet ligger der en Catalina vandflyver på 12-30 m vand, og lige foran den vraget af et træskib. Der var fin sigt. Da vi kom tilbage til Cosmos, havde der været ubudne gæster. Vi manglede min nye computer, 2 digitale kameraer, min mobiltelfon, et ur og en del kontanter. Vi havde været væk 3 timer fra 9-12. Jeg har ingen anelse om, hvordan tyven er kommet ind. Luger og skodder stod nøjagtigt, som vi havde forladt dem i aflåst tilstand. Til alt held opdagede de ikke den anden computer. Vi fik fyldt gas på en flaske og repareret en sprayhood (kalaeche), og så gik det mod Moorea. Vi ankrede op i bugten vest for Cooks Bay ud for en hyggelig lille landsby. Vi tog ud på en sandbanke inden for revet, hvor de store sting-rays (rokker) kommer. De er vant til at blive fodret. Vi kunne klø dem under maven på deres bløde maveskind, alt imens sorttippede hajer på en mands størrelse svømmede under os på 1½ m vand. De hvid- og sorttippede hajer er så at sige tandløse og ganske ufarlige. På Moorea var vi hos tatovøren, som jeg kender fra tidligere, hvor Dennis fik en tatovering på anklen. Jeg fik tatoveret på ve.skulder min specielle måde at skrive PT på (jeg har brugt denne måde siden jeg var 8 år) sammen med en vinge og en delfin. Niels fik en tatovering, der symboliserer sol, vand, måne og bølger. Efter 2 dage på Moorea gik det mod Huahine. Havet havde lagt mærke til, at capt. Badweather var på banen igen, for det blæste simpelt hen bare op, og tju-hej, hvor det gik. Det gik så godt, at storsejlet revnede og genuaen fik et par revner ved løjerterne, men hvad, det er gamle sejl, så der er ikke noget at sige til, at de har det svært. Storsejlets revne viste sig at være en syning, der var gået op, så sejldugen var heldigvis ikke revet. Vi ville ikke ind ad passet på østsiden i det voldsomme vejr med dønningerne lige på, men vi gik på vest siden, ind gennem passet og til en ankerbugt. Vinden kom susende fra alle verdenshjørner gennem natten, så det blev en urolig nat. Vi forlod den næste dag og gik mod Raiatea. Vi besøgte alle 4 Brian. Ankrede op udenfor hans landsby og tog gummibåden ind til land. Vi blev vist rundt på en vanillefarm og en perlefarm. Vi spiste sammen med arbejderne i deres menigheds hus, som de var ved at bygge. Lokal mad – mest rå fisk, som bliver spist med fingrene. I fransk Polynesien går folk kun op i én ting, kirken. Brian fortalte, at i sin tid, da deres kirke blev bygget med frivillig arbejdskraft, havde man svært ved at skaffe mad til arbejderne, men dette blev klaret ved, at der pludselig var så mange fisk, at de faktisk flød på kajen, så man kunne skovle dem op. Da man var færdige med byggeriet holdt fænomenet op. På Raiatea besøgte vi 2.pinsedag Tapuatapuatea, som var det kulturelle og religiøse center i Polynesien. Vi løb lige ind i et stort kanostævne. Der var ca. 50 kanoer, en mands, med udrigger. Det var vældig fornøjeligt. Desværre stod regnen ned i tove. Vi opdagede, at en wire fra ¾ mast til sallinghornet var ved at knække. Der var kun 3-4 kordeler tilbage, så det blev afmonteret. Vi lavede en ”nød forbinding” og sendte den defekte wire til Papeete. Et par sejl fik vi til sejlmager, og så gik vi ellers for motor til Bora-Bora, fordi der var vindstille. Øen oplevede vi på et par dage. Det blev pludselig godt vejr fra en unormal retning, så det benyttede vi os af til at komme tilbage til Raiatea. Wiren var forsinket, fordi ”wire-mageren” havde ferie og mandagen var helligdag. Da endelig alt var kommet i orden, sejlede vi mod øen Suvorov. Vi havde ikke tid til at tage til det sydlige COOK, fordi de 2 gaster havde billet 2/6 fra Samoa. Turen mod Suvorov var hård, og tiden var knap, så vi gik i stedet direkte mod Samoa. Det viste sig at være en god disposition. Vi nåede der til tiden, og drengene kom med deres fly. Da vi kom til Samoa, hørte vi, at en af vores sejlevenner havde haft brand ombord. De 3 første ildslukkere virkede ikke. Den 4 ildslukker dunkede han engang i dørken, så pulveret kom løst, og SÅ virkede den, og han fik ilden slukket. Man skal altså huske engang imellem at få pulveret løsnet, så ildslukkerne er klar til brug. Han var nu på USA Samoa, hvor der er reparationsmuligheder. Han hostede stadig sodpartikler op. Jeg kender ham udmærket. Han og jeg var blandt de første politiet i Kosovo efter bombningerne og har været de samme steder uden lige at løbe på hinanden, så vi havde en masse at tale om. En anden sejlekammeret havde knækket sin mast 10 sømil udenfor Bora-Bora. Uha. Det var samme dårlige vejr, vi var ude i, så det var godt, at vi havde fået lavet wiren. På Samoa løb vi ind i endnu et ro stævne. Denne gang var det deres traditionelle langbåde, der dystede. Der er 44 roere i hver plus en styrmand, der bruger en trillefløjte, og en trommeslager, der sidder helt henne i front. Trillefløjet og trommerne opildnede roerne til at yde deres bedste. Bagefter kørte de forskellige hold rundt i byen på lastbiler og blev tiljublet. Ganerne blev også vædet, skal jeg love for. Samoa har en del natur at byde på. Vandfald og fine strande. Vi forsøgte at finde en speciel sø, hvor der bl.a. skulle være en masse guldfisk i, men regnskoven havde simpelt hen ladet sti osv. gro til, så vi kunne ikke finde stedet. Det kan ikke være hver dag, at det er turister dér, selv om stedet er rosende beskrevet i deres brochurer. Vi var en aften i deres lokale sejlklub. Der var ingen, der havde båd. Ingen, der kom over og spurgte, hvem vi var og hvor vi kom fra, og vi ville ikke selv mænge os på. Det var jo meningen, at vi fra Fiji skulle nordover mod Marshall-øerne og Micronesien, men Niels læste i bøgerne, at der kan forekomme orkaner dér hele året, så han ville ikke den vej, og han meddelte, at han helst ville stå af nu, men han ville gerne tage med til Fiji, for det havde han ligesom lovet mig. Det gav mig godt nok en hel masse at spekulere over, hvordan sejladserne skulle klares fremover uden en erfaren gast. Turen fra Fiji mod Tuvalu, Kiribati, Marshall-øerne og til sidst Micronesien er uden de store problemer, men derfra og videre mod Filippinerne kan godt være sådan lidt tvivlsom mht. (u)vejret. Vi tog fra Apia Samoa til næste ø Savaii. Det var ikke bare lige derudaf at komme gennem revet, fordi GPS og søkort ikke passede sammen, men ved fornuftig brug af øjne og forstand fandt vi hullet. Der skulle have været både bøjer i vandet og ledefyr på land. Der var i stedet et par kæppe, der var stukket ned i den lave del af revet. Vi så lidt forskelligt af deres natur, som jeg opfatter som det rene bondefangeri. En hængebro i regnskoven er en bro, der er lavet mellem 2 store træer. Man går op ad trapper i det ene træ, ad en hængebro på ca. 25 m til et andet træ, som man så går ned fra via trapper. Vi så et STORT fodspor, som kæmpen afsatte, da han trådte over havet og op på øen. Et andet sted så vi en lava grotte, som mennesker har boet i engang. De lokale bruger stadig grotten som en slags beskyttelsesrum, når der er orkaner. Vi tog næste dag mod Tonga. Igen blæste det voldsomt op, og pludselig knækkede et beslag, der holder babystaget fast i dækket. Babystaget går fra midten af masten fremad og har fæste i dækket. Den stiver masten godt af. Vi besluttede at tage til Fiji i stedet, fordi der er reparationsmuligheder, og vinden ville også være mere fordelagtig. Storsejlet kom ned, og kun en krydsfok var oppe. Så blæste det altså op. I 4 døgn havde vi storm med 25-30 m/s. Det øsregnede, og dønningerne var bare store. Når vi lå i en dal, var der en stor mur foran os og en stor bagved os, så vi kunne ikke se spor, Næstefter var vi på toppen og kunne se HELE verden. Dønningerne bryder ikke, og skibet surfer ned ad bølgerne. På et tidspunkt blev Niels kastet gennem salonen. Han landede på komfuret, der fik revet sit kardanske ophængs beslag i stykker. Det kunne ikke klare 100 kg+. En gas bageform, der var så uheldig at befinde sig i nærheden, blev flad. Godt, at jeg har 2 mere af slagsen. Ved indsejlingen til det Fijianske ørige er der adskillige pas, som man benytter, men vi ramte ved siden af. Det gjorde ikke spor, der skal blot navigeres lidt mere. Det vigtigste var, at båden fik lov til at sejle, som den kunne bedst, og at der ikke var forhindringer forude. Datolinien blev passeret på Niels’s fødselsdag, så han fyldte ikke år ret mange timer. Vi sejlede ind gennem passet til Suva, som er Fijis hovedstad, fredag 10/6 kl. 2200, samtidig med at sejlere fra en kapsejlads fra Auckland NZ ankom. Da vi passerede mållinien, kom en motorbåd op på siden af os og lyste på os, og vi kunne høre, de sagde: COSMOS, who’s Cosmos?? De kunne ikke finde os på deres liste, så de blev rolige, da vi råbte til dem, at: we’re not in the race. Bagved os lå en sejlbåd, der havde svært ved at komme ind. De havde beskadiget roret. Andre sejlbåde havde fået ødelagt hele deres sejlgarderobe. En anden, ny båd, havde fået beskadiget meget i rigningen, fordi beslag osv. var lavet for kleint. De havde alle været ude i det samme vejr som os. De havde haft lidt mindre vind, men den var kommet fra en anden retning. Det er gennemgående for samtlige sejlere, uanset hvor stor, ny og dyr båd de har, at ALLE har et eller andet problem, de skal have ordnet. En vandpumpe, en generator, rigning, sejl osv. Jeg har faktisk færre problemer, end de fleste, i hvert fald ikke flere. Nu ligger jeg for anker i bugten ved RYSC Royal Suva Yacht Club. Jeg benytter deres faciliteter (toilet, brus m/v.vand, bar og rest.) Jeg spiser dog mest ude i byen på små lokale steder, hvor det er ret billigt. Den lille foldecykel, som jeg fik at Gythe til min 60- års dag, er kommet i land og bliver brugt dagligt. Vi var om søndagen med til prisuddelingen og afslutningsfesten for kapsejladsen. Der blev drukket tæt, specielt af vinderne. Der er altid sjovt at vinde. De efterfølgende 4 dage var der også kapsejlads, President’s Cup. Jeg var med til prisuddeling og afslutningsfest. Det var ganske hyggeligt med god mad og gratis drikkelse, så længe der var noget. Dagen efter vores ankomst klarerede vi ind. Fordi det var uden for normal kontortid, blev vi virkelig straffet. Vi kom af med 170 USD. Vi havde også besvær med at få stemplet vores pas, fordi Niels ikke havde en billet. Immigrationsmyndighederne var fuldstændig håbløse. Det løste sig i løbet af tirsdagen, så vi lovligt kunne færdes på øen. Jeg fik fat på en politikollega fra Kosovo. Jeg havde lovet at besøge ham, når jeg kom på disse kanter. Jeg har været hos ham adskillige gange og spist dejlig indisk mad. Her på Fiji var befolkningen for nogle år siden ca. 50% fijianere og 50% af indisk afstamning. De blander sig ikke med hinanden. En fijianer sagde, at man kunne lære en hund og en kat at leve sammen, men ikke en fijianer og en inder. Dette var da også årsagen til en lille borgerkrig i 2000. Inderne har jo mangfoldiggjort sig til et demokratisk flertal, og det vil fijianerne ikke acceptere. En af løsningerne er, at deres politichef er australier. Australien og NZ har i øvrigt en stor indflydelse her. Næsten alle taler engelsk, der er til at forstå. Ikke som på Trinidad, hvor deres engelske var virkelig svær at forstå. For tiden er inderne ved at immigrere fra øen. De tager til AUS, NZ eller USA, så nu repræsenterer de kun ca. 38 % af befolkningen. Dette er et problem for landet, fordi inderne udgør eliten. Det er dem, der tjener penge, er dygtige håndværkere osv.. Jeg har nu fået repareret beslaget til babystaget. 10 mm rustfri plade var simpelt hen knækket af metaltræthed, og ophængs beslaget til komfuret ligeså, så nu skal jeg lige have repareret et par sejl, så er vi sejlklar igen. Gasten Helle ankommer i begyndelsen af august. Jeg har skrevet til et par gaste emner mere, fordi jeg gerne vil være et par stykker mere. Nu får vi se, hvordan det går. På ankerpladsen ligger jeg ved siden af en amerikansk båd med kvindelig skipper og kvindelig besætning. Når det bliver august tager de mod Marshall-øerne for at være i sikkerhed for orkaner, så – æh, øh, min oprindelige rute var sikkert ikke helt tosset. Nu skal jeg lige tale med hende skipperen en af dagene, for at tale med folk, der har erfaring, er trods alt bedre end at læse i bøger, så det kan være, at vi går nordover alligevel og ender op på Filippinerne til jul, som har været min plan hele tiden. Vi får se. Jeg fik pludselig kedelige nyheder hjemmefra. Min gode kollega, gast og rejsekammerat Ole Hundevad, der var toast-master til Gythes og min fest, er pludselig død efter kort tids sygdom. Han ville have gastet hos mig igen på et senere tidspunkt. Livet skal leves, medens man har det. Det gør jeg i fulde drag, og jeg håber, at I alle har det, som I gerne vil have det. De bedste tanker og ønsker om alt godt sendes jer hermed fra Poul, Cosmos, Suva på Fiji. PS. Jeg kan desværre ikke sende billeder med hjem, fordi den nye pc med brænder jo nu desværre er væk. Det må vente, til jeg får en ny.