cosmos

Raiatea

den20/6-2004

Kære Familie, venner og bekendte!

Hermed følger rejsebeskrivelse fra Nuku Hiva i Marquesas-gruppen til Tahiti og Raiatea, hvor jeg nu ligger.

På Nuku Hiva nød vi at være i et forholdsvis uspoleret Marquesas. Der var gode muligheder for at gå på Internettet og bare nyde livet. Dennis og jeg lejede en dag en lille Suzuki jeep og oplevede øen. Vi tog på en afsides liggende strand, hvor vi kunne lege ”Poul og Dennis i Paradis”.
En af dagene var der Maraton rokonkurrence med 1-mands udriggerkano. Vi overværede afslutningen. Hver gang en roer kom i nærheden af målstregen, begyndte et trommeorkester at spille og opildne roeren til at sætte en ekstra spurt ind. Som afslutning på det hele var der fællesspisning med traditionel Marquesas-mad lavet i jordovn. Smagen kan man diskutere, men det var spændende at være med til.
Den 11/5 lettede vi anker og fortsatte mod en lille bugt på samme ø. Den kaldes ”Daniels Bay” efter en person, som bor der og er meget venlig overfor langtursejlere. Inden da skulle vi lige tanke diesel i byen. Det var ikke en sjov forestilling, fordi der var så store dønninger, at vi havde svært ved at holde båden på plads, men det gik da.

Ved Daniels Bay gik vi en tur ind i regnskoven til et vandfald, der er verdens 3.højeste. (1.Angel falls i Venezuela, 2.Victoria falls i Afrika). Det er 360 m højt. Gennem regnskoven går man på en oldtidsvej, lagt af sten. Visse steder er vejen væk, men så er der med passende afstand lagt et par sten oven på hinanden, så vi kunne finde vej. Undervejs kunne vi frit plukke frugter, mest guava med lyserødt kød.

Vi svømmede næsten helt ind til, hvor vandet kommer ned, og det gav et ordentligt sus. Hvor vi havde ankret op fik vi kokosnødder og grape-frugter på størrelse med en lille håndbold. Vi gav nogle af vores T-shirts og jeg gav en enkelt discount-leatherman kniv til Daniels nevø. Det blev han så rørt over, at vi hver (Dennis og jeg) fik en konkylie, så det må jo betyde noget for dem. Her var der ikke tale om penge som andre steder. Man gav, hvad man havde i overskud. Det var ellers ”lidt” spændende at komme ind i bugten, for jeg havde ikke noget detailkort, men en fotokopi af et kort fra en turbog. Man går ind mod klippen og forventer at se en åbning. Den kom også, med klipper på begge sider, hvor bølgerne og dønningerne fra det store hav drønede. Det var dejligt at se bugten, som var noget af det mest rolige, man kan forestille sig.
Inde i bugten kunne vi se manta-rokker svømme lige under vandoverfladen, og vi fik da også besøg af en skildpadde. En dag, jeg var ude og snorkle, blev jeg brændt af et par løse tråde fra en brandmand. Det var så voldsomt, at der kom blodudtrækninger. Efter de lokales anvisninger duppede vi med benzin, men det ligesom hjalp ikke ret meget.

Den 14/5 forlod vi det dejlige sted, for vi skulle jo videre. Vi sejlede ud gennem klippeåbningen i noget uroligt vand, men da vi var kommet ud, fangede vinden sejlene, og vi satte kurs mod Ua Pou, som vi kunne se langt ude. Vi ankom om eftermiddagen. Under processen med at ankre op satte vores motor pludselig ud. Det skete endnu engang. Vi kunne ikke finde nogen fejl, men blev alligevel lidt urolige over det, særlig når den videre færd skulle føre os gennem indsejlings-pas til atoller, hvor der ofte er hård modstrøm.
Vi var nu færdige med Marquesas-øerne, og det havde været en fin oplevelse. Det er meget markant, at kvinderne er ”det stærke køn”. Det er kvinderne, der er veluddannede, har de gode stillinger og tjener penge. Det er dem, der kører rundt i de store, dyre 4-hjuls trækkere. De er velklædte, har alle en blomst bag øret eller en blomsterkrans om hovedet. De fleste af dem taler også en del engelsk, her i dette franske område. Mændene står i klynger og snakker, drikker øl, ryger og ser pjuskede ud. De fisker, hvis de gider, og vil hellere leve på den gammeldags måde. Kørekort har de ikke, fordi de drikker. Vi så dog ikke mange, som var direkte ”forsumpede”. ALLE er meget flinke og søde.
Vi sejlede fra Ua Pou den 16/5. Da vi kom forbi Rangiroa, verdens næststørste atol, besluttede vi at gå ind alligevel, trods motorproblemerne, så vi snakkede med en amerikaner, der lå inde, som gav os indsejlings-direktiver. Da vi kom ind blev vi mødt af en kæmpe skuffelse. Der var store dønninger og skum på bølgerne, så vi kunne slet ikke se bunden og de koral-blokke, som man skal være på udkik efter. Vi turde simpelt hen ikke sejle inde i lagunen.
Det havde været dårligt vejr i området i 1 måned, og det var så resultatet. Vi havde forventet, efter alle mulige beskrivelser, at møde stille, bølge- og dønningefrit vand, krystalklart, lige så snart vi var kommet ind i lagunen- men NEJ. Aldrig har jeg været mere skuffet. Besætningen gav mig bådens sidste øl, og efter 2 timer for anker sejlede vi videre mod Tahiti, en tur på 5 døgn. Undervejs blev vi enige om først at sejle til Moorea, en lille ø før Tahiti, så den 21/5 kl. 17.50 ankrede vi op i Cook’s Bay. Vi sejlede helt ind i bunden af bugten og fik en fin ankerplads, gik i byen og fik en pilsner og gik til ro.

Næste morgen var Erik tidligt oppe. Han sejlede ind og fortøjede gummibåden til en privat mands bro, blev budt på morgenmad med stegt fisk og spejlæg. Samme mand, Ben (sikkert Benjamin), arrangerede en rundtur på øen med bil – som vi naturligvis fik lov til at betale for, men vi fik da set øen. Det var mulighed for at gå på Internettet, selv om det ikke var det bedste, og der var en godt supermarked. Inde på land lå en lukket grill-restauration, hvor der var en vandslange tilsluttet en vandhane, så den satte vi op i et træ og havde et brusebad. En dag kom ejeren – en kineser. Han var sur over, at vi brugte hans vand, selv om vi tilbød at betale for det.

Den 23/5 sejlede vi lidt videre og ankrede op i Hapaiti Bay lige inden for revet. Der var rigtig fint at snorkle blandt koralblokke i krystalklart vand. Næste dag flyttede vi til Vaiara Bay, der har færgeterminal til Tahiti med masser af daglige afgange. Her havde vi håbet at finde lidt ”faciliteter”, fordi bl.a. Dennis havde nogle personer, han skulle lave aftaler med, men det viste sig at være et dårligt sted, vi havde lagt os.
Næste dag, den 25/5, sejlede vi til Tahiti, Papeete, hvor vi smed ankeret ud og bakkede hækken helt ind til kajen ved byens hovedgade, så vi kunne gå i land. Der var en vandhane på kajen så vi stod dér og fik vores brusebad. Papeete er altså en stor by. Masser af trafik og larm, men også masser af forretninger, internet-cafeer osv. Da jeg havde checket ind hos myndighederne, fik jeg fat på en mekaniker, som kom ombord. Han fandt en lille uregelmæssighed, som ”måske” kunne have forårsaget motorstoppet, men ellers intet alvorligt. Motoren havde også virket godt siden. Vi havde sejlet en del for motor, for at afprøve den. Vi fik ordnet hvad vi skulle med diverse aftaler for alles vedkommende.

Den 27/5 sejlede vi tilbage til Cook’s Bay på Moorea, fordi vi var ligesom ikke blevet færdige med den ø. Dennis havde, via nogle bekendte, mulighed for at blive vist lidt rundt, men det blev ikke til noget særligt. Det eneste, vi fik klaret, var at Dennis fik tatoveret en krans om venstre ankel. Jeg var til stede under hele seancen og fotograferede. Dennis gjorde, hvad han kunne, for at få mig til at få en tatovering også, men jeg kan ikke beslutte mig til, hvad det skal være, og hvor den skal sidde, så jeg afstår indtil videre. Den sidste dag i Cooks Bay inviterede Ben os på morgenmad. Stegt fisk, omelet, brød og kaffe. Der blev bedt bordbøn.

Den 28/5 lettede vi anker kl. 21.00 og gik i mørket ud gennem passet, som er godt afmærket. Vi sejlede mod HUAHINE for en stille vind og regn. Den næste dag ankrede vi op ud for landsbyen Maroe og gjorde nogle små indkøb hos købmanden. Her så vi verdens grimmeste hund. Den havde et langstrakt hoved og en hale som et tykt stykke ståltråd, der ikke var rettet ordentligt ud.
Derefter videre til lagunen lige indenfor revet. Her ankrede vi op i krystalklart vand med koraller og masser af fine fisk. Næste dag, søndag, tog Dennis og jeg i kirke. I Fransk Polynesien er de fleste protestanter. Det var en meget fin oplevelse med smuk sang. Så var det altergang. 6-7 mænd rejste sig og gik op til alteret. Vi gik med i den tro, at det var mændene først. Vi sad der til skue for hele menigheden i vores korte bukser, og Dennis havde en woo-doo-agtig halskæde på med ting, han havde fundet på stranden samt en hestetand og vildsvinetand. Jeg kikkede ned på forsangerinden for ligesom at spørge, om vi var forkert på den. Hun smilede med sin tandløse mund og nikkede, så vi blev siddende. Mændene, der var gået op, var vist kirkens bestyrelse. De fik brød (alm. flutes stykker) og vin fra en kalk, som vi alle drak af på skift. Så gik 2 af mændene frem med hver sin bakke, hvor der var brød og en masse små bægre med vin, og NU kom hele menigheden til alters. De gik i 2 rækker langs kirkevæggen op til alteret, tog et brød og drak deres bæger og gik ned ad midtergangen til deres plads. Efter kirkegangen var folk meget venlige og synes det var fint, at vi havde været med.
Så var der fællesspisning i forsamlingshuset med jordovne-mad, som man spiste med fingrene – grød og det hele. Dennis havde fået ræsermave, så han forsvandt med mellemrum. Vi blev kendt i landsbyen, og de små børn kaldte mig ”capitain Poll”. De unge mænd var meget interesserede i min piberygning. Her bruger man piber til andet end normal tobak, og jeg blev budt på noget ”græs”, som en ung mand havde i en tændstikæske. Jeg takkede nej. Han bad om et sug på min pibe – det fik han lov til og begyndte at hoste til stor moro for de andre. En lokal fisker, der havde weekend hytte på en lillebitte sandø i indsejlingspasset, solgte os nogle fisk, og om eftermiddagen lavede vi bål på vores helt ugenerte strand og grillede fiskene. Det var rigtig godt.
Den 31/5 sejlede vi videre til Raiatea og gik ind gennem passet kl. 17.11 for fuld sejlføring (det har vi i øvrigt næsten altid gjort, med motoren i gang til hjælp), 10 min. senere end beregnet. Vi ankrede op ved byens gamle svømmepøl, som er bygget ud i lagunen. Her ligger vi gratis og har gratis vand og kan tage brusebad ved en høj vandhane. Her er gode indkøbsmuligheder og Internet, men priserne er utroligt dyre. En øl koster 2 USD, og en time på Internettet 90 kr. Bananer er dobbelt så dyre som i brugsen i Guldborg. En stor grapefrugt 2 USD. Det er ikke alting, man forstår.
Vi sejlede en tur mod syd, indenfor revet og besøgte TAPUTAPUATEA, som er ”det helligste sted” i det østlige Stillehav. Der er mægtige platforme bygget af sten, hvor man har haft rituelle bygninger, skibe og begravelsessteder, og det er også her, man har foretaget bl.a. menneskeofringer. Ved hver 3.die fuldmåne opførtes et lille hus på pæle. Det skulle opføres på 1 døgn, og efter færdiggørelsen skulle der ligge en menneskeofring under huset. Det må ikke være rart at have været fange og tælle til 3.die fuldmåne.
Den 3/6 tog vi videre den korte strækning til naboøen i samme lagune, Tahaa. Vi besøgte en perle-fisker og købte nogle sorte perler.
Vi ville også, for Eriks og Dennis’s skyld besøge Bora-Bora, inden de skulle forlade Cosmos,
Den 4/6 sejlede vi videre kl. 10 og ankom til Bora-Bora, hvor vi fortøjede ved en ankerbøje ud for yacht-klubben. Indsejlingen gennem passet var spændende, fordi der var en del strøm, og det var, som om vandet kogte. Der er kun 1 pas ind til lagunen, så al vandet, der kommer ind over koralrevet, skal ud gennem dette ene pas. Nå, men yacht-klubben var en skuffelse. Vi havde regnet med at kunne få god mad og en fadøl i sejleratmosfære og høre historier fra de 7 have, men klubben var lukket, og der var ikke transportmuligheder ind til byen. Vi kunne dog få vand og bruge toilettet og bruserummet, men det kostede 10 USD for en nat.
Næste dag flyttede vi og ankrede op ud for kirken i byen. Vi lå for anker dér et par dage. Øen er utrolig smuk med krystalklart vand og hvide strande, men de er ikke tilgængelige, fordi alt er privatejet af store hotelkæder. Selv de lokale har svært ved at komme til strandene. Der gad vi ikke være,
Den 6/6 sejlede vi tilbage til Raiatea, hvor vi nu ligger på samme sted, ved den gamle svømmepøl.
Nu er Dennis rejst hjem efter 3 gode måneder. Erik rejser den 24/6 til Solomon øerne, hvor han skal påmønstre en anden båd. Han har haft 3½ gode måneder. Hans psoriasis på knæ og albuer er forsvundet. Jo, frisk luft og havvand og ingen stress er en lise for legeme og sjæl. Jeg bliver boende på båden, indtil jeg ca. den 10/7 tager den på land, OG SÅ KOMMER JEG HJEM. Jeg har bedt rejsebureauet skaffe en sømandsbillet hjem mellem 16 og 20/7. Jeg skal starte på jobbet i Nakskov den 2/8. Det bliver godt at få fyldt lidt penge på kontoen igen. Jeg regner med at returnere hertil engang i maj-juni 2005, så jeg skal også have fundet ny besætning. Der er allerede flere, der har ønsket at sejle med mig.
Nu glæder jeg mig til at komme hjem til kone, hund, hus, børn, børnebørn og den øvrige familie samt alle vennerne – og så skal jeg jo være morfar igen, 2 gange. Der er også nogle runde fødselsdage, min egen inkl., og Gythes og mit kobberbryllup – jo, der er meget at glæde sig til.
Indtil da vil jeg ønske jer alle alt muligt godt og på snarligt gensyn til de fleste af jer.

Mange hilsener fra Poul på ”COSMOS”, Raiatea, Fransk Polynesien.


Forside		Raiatea den20/6-2004 Kære Familie, venner og bekendte! Hermed følger rejsebeskrivelse fra Nuku Hiva i Marquesas-gruppen til Tahiti og Raiatea, hvor jeg nu ligger. På Nuku Hiva nød vi at være i et forholdsvis uspoleret Marquesas. Der var gode muligheder for at gå på Internettet og bare nyde livet. Dennis og jeg lejede en dag en lille Suzuki jeep og oplevede øen. Vi tog på en afsides liggende strand, hvor vi kunne lege ”Poul og Dennis i Paradis”. En af dagene var der Maraton rokonkurrence med 1-mands udriggerkano. Vi overværede afslutningen. Hver gang en roer kom i nærheden af målstregen, begyndte et trommeorkester at spille og opildne roeren til at sætte en ekstra spurt ind. Som afslutning på det hele var der fællesspisning med traditionel Marquesas-mad lavet i jordovn. Smagen kan man diskutere, men det var spændende at være med til. Den 11/5 lettede vi anker og fortsatte mod en lille bugt på samme ø. Den kaldes ”Daniels Bay” efter en person, som bor der og er meget venlig overfor langtursejlere. Inden da skulle vi lige tanke diesel i byen. Det var ikke en sjov forestilling, fordi der var så store dønninger, at vi havde svært ved at holde båden på plads, men det gik da. Ved Daniels Bay gik vi en tur ind i regnskoven til et vandfald, der er verdens 3.højeste. (1.Angel falls i Venezuela, 2.Victoria falls i Afrika). Det er 360 m højt. Gennem regnskoven går man på en oldtidsvej, lagt af sten. Visse steder er vejen væk, men så er der med passende afstand lagt et par sten oven på hinanden, så vi kunne finde vej. Undervejs kunne vi frit plukke frugter, mest guava med lyserødt kød. Vi svømmede næsten helt ind til, hvor vandet kommer ned, og det gav et ordentligt sus. Hvor vi havde ankret op fik vi kokosnødder og grape-frugter på størrelse med en lille håndbold. Vi gav nogle af vores T-shirts og jeg gav en enkelt discount-leatherman kniv til Daniels nevø. Det blev han så rørt over, at vi hver (Dennis og jeg) fik en konkylie, så det må jo betyde noget for dem. Her var der ikke tale om penge som andre steder. Man gav, hvad man havde i overskud. Det var ellers ”lidt” spændende at komme ind i bugten, for jeg havde ikke noget detailkort, men en fotokopi af et kort fra en turbog. Man går ind mod klippen og forventer at se en åbning. Den kom også, med klipper på begge sider, hvor bølgerne og dønningerne fra det store hav drønede. Det var dejligt at se bugten, som var noget af det mest rolige, man kan forestille sig. Inde i bugten kunne vi se manta-rokker svømme lige under vandoverfladen, og vi fik da også besøg af en skildpadde. En dag, jeg var ude og snorkle, blev jeg brændt af et par løse tråde fra en brandmand. Det var så voldsomt, at der kom blodudtrækninger. Efter de lokales anvisninger duppede vi med benzin, men det ligesom hjalp ikke ret meget. Den 14/5 forlod vi det dejlige sted, for vi skulle jo videre. Vi sejlede ud gennem klippeåbningen i noget uroligt vand, men da vi var kommet ud, fangede vinden sejlene, og vi satte kurs mod Ua Pou, som vi kunne se langt ude. Vi ankom om eftermiddagen. Under processen med at ankre op satte vores motor pludselig ud. Det skete endnu engang. Vi kunne ikke finde nogen fejl, men blev alligevel lidt urolige over det, særlig når den videre færd skulle føre os gennem indsejlings-pas til atoller, hvor der ofte er hård modstrøm. Vi var nu færdige med Marquesas-øerne, og det havde været en fin oplevelse. Det er meget markant, at kvinderne er ”det stærke køn”. Det er kvinderne, der er veluddannede, har de gode stillinger og tjener penge. Det er dem, der kører rundt i de store, dyre 4-hjuls trækkere. De er velklædte, har alle en blomst bag øret eller en blomsterkrans om hovedet. De fleste af dem taler også en del engelsk, her i dette franske område. Mændene står i klynger og snakker, drikker øl, ryger og ser pjuskede ud. De fisker, hvis de gider, og vil hellere leve på den gammeldags måde. Kørekort har de ikke, fordi de drikker. Vi så dog ikke mange, som var direkte ”forsumpede”. ALLE er meget flinke og søde. Vi sejlede fra Ua Pou den 16/5. Da vi kom forbi Rangiroa, verdens næststørste atol, besluttede vi at gå ind alligevel, trods motorproblemerne, så vi snakkede med en amerikaner, der lå inde, som gav os indsejlings-direktiver. Da vi kom ind blev vi mødt af en kæmpe skuffelse. Der var store dønninger og skum på bølgerne, så vi kunne slet ikke se bunden og de koral-blokke, som man skal være på udkik efter. Vi turde simpelt hen ikke sejle inde i lagunen. Det havde været dårligt vejr i området i 1 måned, og det var så resultatet. Vi havde forventet, efter alle mulige beskrivelser, at møde stille, bølge- og dønningefrit vand, krystalklart, lige så snart vi var kommet ind i lagunen- men NEJ. Aldrig har jeg været mere skuffet. Besætningen gav mig bådens sidste øl, og efter 2 timer for anker sejlede vi videre mod Tahiti, en tur på 5 døgn. Undervejs blev vi enige om først at sejle til Moorea, en lille ø før Tahiti, så den 21/5 kl. 17.50 ankrede vi op i Cook’s Bay. Vi sejlede helt ind i bunden af bugten og fik en fin ankerplads, gik i byen og fik en pilsner og gik til ro. Næste morgen var Erik tidligt oppe. Han sejlede ind og fortøjede gummibåden til en privat mands bro, blev budt på morgenmad med stegt fisk og spejlæg. Samme mand, Ben (sikkert Benjamin), arrangerede en rundtur på øen med bil – som vi naturligvis fik lov til at betale for, men vi fik da set øen. Det var mulighed for at gå på Internettet, selv om det ikke var det bedste, og der var en godt supermarked. Inde på land lå en lukket grill-restauration, hvor der var en vandslange tilsluttet en vandhane, så den satte vi op i et træ og havde et brusebad. En dag kom ejeren – en kineser. Han var sur over, at vi brugte hans vand, selv om vi tilbød at betale for det. Den 23/5 sejlede vi lidt videre og ankrede op i Hapaiti Bay lige inden for revet. Der var rigtig fint at snorkle blandt koralblokke i krystalklart vand. Næste dag flyttede vi til Vaiara Bay, der har færgeterminal til Tahiti med masser af daglige afgange. Her havde vi håbet at finde lidt ”faciliteter”, fordi bl.a. Dennis havde nogle personer, han skulle lave aftaler med, men det viste sig at være et dårligt sted, vi havde lagt os. Næste dag, den 25/5, sejlede vi til Tahiti, Papeete, hvor vi smed ankeret ud og bakkede hækken helt ind til kajen ved byens hovedgade, så vi kunne gå i land. Der var en vandhane på kajen så vi stod dér og fik vores brusebad. Papeete er altså en stor by. Masser af trafik og larm, men også masser af forretninger, internet-cafeer osv. Da jeg havde checket ind hos myndighederne, fik jeg fat på en mekaniker, som kom ombord. Han fandt en lille uregelmæssighed, som ”måske” kunne have forårsaget motorstoppet, men ellers intet alvorligt. Motoren havde også virket godt siden. Vi havde sejlet en del for motor, for at afprøve den. Vi fik ordnet hvad vi skulle med diverse aftaler for alles vedkommende. Den 27/5 sejlede vi tilbage til Cook’s Bay på Moorea, fordi vi var ligesom ikke blevet færdige med den ø. Dennis havde, via nogle bekendte, mulighed for at blive vist lidt rundt, men det blev ikke til noget særligt. Det eneste, vi fik klaret, var at Dennis fik tatoveret en krans om venstre ankel. Jeg var til stede under hele seancen og fotograferede. Dennis gjorde, hvad han kunne, for at få mig til at få en tatovering også, men jeg kan ikke beslutte mig til, hvad det skal være, og hvor den skal sidde, så jeg afstår indtil videre. Den sidste dag i Cooks Bay inviterede Ben os på morgenmad. Stegt fisk, omelet, brød og kaffe. Der blev bedt bordbøn. Den 28/5 lettede vi anker kl. 21.00 og gik i mørket ud gennem passet, som er godt afmærket. Vi sejlede mod HUAHINE for en stille vind og regn. Den næste dag ankrede vi op ud for landsbyen Maroe og gjorde nogle små indkøb hos købmanden. Her så vi verdens grimmeste hund. Den havde et langstrakt hoved og en hale som et tykt stykke ståltråd, der ikke var rettet ordentligt ud. Derefter videre til lagunen lige indenfor revet. Her ankrede vi op i krystalklart vand med koraller og masser af fine fisk. Næste dag, søndag, tog Dennis og jeg i kirke. I Fransk Polynesien er de fleste protestanter. Det var en meget fin oplevelse med smuk sang. Så var det altergang. 6-7 mænd rejste sig og gik op til alteret. Vi gik med i den tro, at det var mændene først. Vi sad der til skue for hele menigheden i vores korte bukser, og Dennis havde en woo-doo-agtig halskæde på med ting, han havde fundet på stranden samt en hestetand og vildsvinetand. Jeg kikkede ned på forsangerinden for ligesom at spørge, om vi var forkert på den. Hun smilede med sin tandløse mund og nikkede, så vi blev siddende. Mændene, der var gået op, var vist kirkens bestyrelse. De fik brød (alm. flutes stykker) og vin fra en kalk, som vi alle drak af på skift. Så gik 2 af mændene frem med hver sin bakke, hvor der var brød og en masse små bægre med vin, og NU kom hele menigheden til alters. De gik i 2 rækker langs kirkevæggen op til alteret, tog et brød og drak deres bæger og gik ned ad midtergangen til deres plads. Efter kirkegangen var folk meget venlige og synes det var fint, at vi havde været med. Så var der fællesspisning i forsamlingshuset med jordovne-mad, som man spiste med fingrene – grød og det hele. Dennis havde fået ræsermave, så han forsvandt med mellemrum. Vi blev kendt i landsbyen, og de små børn kaldte mig ”capitain Poll”. De unge mænd var meget interesserede i min piberygning. Her bruger man piber til andet end normal tobak, og jeg blev budt på noget ”græs”, som en ung mand havde i en tændstikæske. Jeg takkede nej. Han bad om et sug på min pibe – det fik han lov til og begyndte at hoste til stor moro for de andre. En lokal fisker, der havde weekend hytte på en lillebitte sandø i indsejlingspasset, solgte os nogle fisk, og om eftermiddagen lavede vi bål på vores helt ugenerte strand og grillede fiskene. Det var rigtig godt. Den 31/5 sejlede vi videre til Raiatea og gik ind gennem passet kl. 17.11 for fuld sejlføring (det har vi i øvrigt næsten altid gjort, med motoren i gang til hjælp), 10 min. senere end beregnet. Vi ankrede op ved byens gamle svømmepøl, som er bygget ud i lagunen. Her ligger vi gratis og har gratis vand og kan tage brusebad ved en høj vandhane. Her er gode indkøbsmuligheder og Internet, men priserne er utroligt dyre. En øl koster 2 USD, og en time på Internettet 90 kr. Bananer er dobbelt så dyre som i brugsen i Guldborg. En stor grapefrugt 2 USD. Det er ikke alting, man forstår. Vi sejlede en tur mod syd, indenfor revet og besøgte TAPUTAPUATEA, som er ”det helligste sted” i det østlige Stillehav. Der er mægtige platforme bygget af sten, hvor man har haft rituelle bygninger, skibe og begravelsessteder, og det er også her, man har foretaget bl.a. menneskeofringer. Ved hver 3.die fuldmåne opførtes et lille hus på pæle. Det skulle opføres på 1 døgn, og efter færdiggørelsen skulle der ligge en menneskeofring under huset. Det må ikke være rart at have været fange og tælle til 3.die fuldmåne. Den 3/6 tog vi videre den korte strækning til naboøen i samme lagune, Tahaa. Vi besøgte en perle-fisker og købte nogle sorte perler. Vi ville også, for Eriks og Dennis’s skyld besøge Bora-Bora, inden de skulle forlade Cosmos, Den 4/6 sejlede vi videre kl. 10 og ankom til Bora-Bora, hvor vi fortøjede ved en ankerbøje ud for yacht-klubben. Indsejlingen gennem passet var spændende, fordi der var en del strøm, og det var, som om vandet kogte. Der er kun 1 pas ind til lagunen, så al vandet, der kommer ind over koralrevet, skal ud gennem dette ene pas. Nå, men yacht-klubben var en skuffelse. Vi havde regnet med at kunne få god mad og en fadøl i sejleratmosfære og høre historier fra de 7 have, men klubben var lukket, og der var ikke transportmuligheder ind til byen. Vi kunne dog få vand og bruge toilettet og bruserummet, men det kostede 10 USD for en nat. Næste dag flyttede vi og ankrede op ud for kirken i byen. Vi lå for anker dér et par dage. Øen er utrolig smuk med krystalklart vand og hvide strande, men de er ikke tilgængelige, fordi alt er privatejet af store hotelkæder. Selv de lokale har svært ved at komme til strandene. Der gad vi ikke være, Den 6/6 sejlede vi tilbage til Raiatea, hvor vi nu ligger på samme sted, ved den gamle svømmepøl. Nu er Dennis rejst hjem efter 3 gode måneder. Erik rejser den 24/6 til Solomon øerne, hvor han skal påmønstre en anden båd. Han har haft 3½ gode måneder. Hans psoriasis på knæ og albuer er forsvundet. Jo, frisk luft og havvand og ingen stress er en lise for legeme og sjæl. Jeg bliver boende på båden, indtil jeg ca. den 10/7 tager den på land, OG SÅ KOMMER JEG HJEM. Jeg har bedt rejsebureauet skaffe en sømandsbillet hjem mellem 16 og 20/7. Jeg skal starte på jobbet i Nakskov den 2/8. Det bliver godt at få fyldt lidt penge på kontoen igen. Jeg regner med at returnere hertil engang i maj-juni 2005, så jeg skal også have fundet ny besætning. Der er allerede flere, der har ønsket at sejle med mig. Nu glæder jeg mig til at komme hjem til kone, hund, hus, børn, børnebørn og den øvrige familie samt alle vennerne – og så skal jeg jo være morfar igen, 2 gange. Der er også nogle runde fødselsdage, min egen inkl., og Gythes og mit kobberbryllup – jo, der er meget at glæde sig til. Indtil da vil jeg ønske jer alle alt muligt godt og på snarligt gensyn til de fleste af jer. Mange hilsener fra Poul på ”COSMOS”, Raiatea, Fransk Polynesien.