cosmos

Chaguaramas, Trinidad

den 20/2-2004

Kære Familie, venner og bekendte!

Vi er nu i Chaguaramas, Trinidad, sejlerfolkets Mekka. Båden er på land. Bunden er renset, slebet og malet. Vandlinien er hævet en smule, fordi den til tider lå lidt under vand grundet den store vægt.
Der er indkøbt solceller, som ikke er installeret endnu. Det elektriske er kontrolleret – ingen fejl fundet. Ledningen i masten skiftet, så der igen kan komme lys i lanternen. Jeg har købt en gummibåd med glasfiberbund. Båden kan bære den store påhængsmotor, så det går derudaf.
Nu skal vi have ”overstået” karnevalet, inden det går videre mod Panama. Desværre har opholdet på land varet længere end beregnet, fordi folk (de lokale) har alt muligt andet i hovedet end bådreparation, hvilket er forståeligt. Vi vil gøre alt for at være i Panama 10/3, hvor 2 nye gaster, Dennis og Erik, ankommer.

Vi forlod Tobago 11/1 og sejlede mod Grenada, nærmere Prickly Bay, hvor der er immigrationsmyndighed, så man kan indklarere. Vi sejlede om natten for en fin vind. Lige uden for ankerbugten og i direkte linie ligger et par farlige klippeskær. Vi havde naturligvis sat kursen forbi dem, men det gav alligevel et lille ”gip” i en, da Anja pludselig i morgenskumringen sagde: hvad er det for nogle klipper, der ligger lige forude?
På Grenada måtte en af gasterne stå af, fordi han havde følt sig skidt tilpas. På det lokale hospital havde man konstateret parasitter i hans blod, som krævede øjeblikkelig behandling. Godt, det blev opdaget.

Vi var på en biltur rundt på øen og fik en rigtig god forklaring på de forskellige frugter, planter og krydderier. Vi var på en muskatnøddefabrik. Rigtig gammeldags som for 100 år siden derhjemme. Det nyeste var en Nilfisk støvsuger. Fra Grenada fortsatte vi til Union Island, som ligger i staten St. Vincent og Grenadinerne. Vi ankom om natten, fordi turen dertil havde været langvarig og vanskelig i vinden og strømmen. Jeg havde fine kort over havnebugten. Der er et rev lige midt i indsejlingen og lidt ind i bugten, men revet skulle være afmærket med bøjer. En af bøjerne var der ikke lys i.
Vi var godt nok ”på stikkerne” alle sammen, medens vi sejlede ind. Først da vi fik fanget den grønne bøje (med manglende lys) i projektøren, følte vi os sikre på at vi var på rette vej. (Her har man rødt til styrbord og grønt til bagbord, når man er for indadgående).

Da det blev lyst, kunne vi se, hvor dygtige vi havde været. Vi klarerede ind og sejlede til Tobago Cays, som er nogle små ubeboede øer, der ligger omkranset af koralrev. Indsejlingen dertil er ikke lige sådan ret fremad. Vind og strøm skal tages i betragtning, når kursen bliver lagt ind mellem revene, men det gik fint. Vi ankrede op på 6 m vand i krystalklart vand og hvid sandbund. En havskildpadde dukkede op. Den var ikke ret stor. Det lykkedes Ole at fange den med de bare næver. Vi aede den og satte den ud i friheden.

Vi snorklede og så rokker og alle mulige andre fisk. At snorkle på et koralrev er som at snorkle i et saltvandsakvarium. Masser af fisk i alle mulige farver – men Gythe, det var ikke så flot som på Andaman-øerne, men flot var det.

Vi var i ”The Cays” i 2 dage og fortsatte mod nord til Bequia. Her besøgte vi en ”børnehave” for havskildpadder. Ligesom opholdet i ”the Cays” var dette noget for Josefine og Simon. Ih, hvor de hyggede sig, og måske især fordi Ole er dyrlæge og kunne besvare alle mulige spørgsmål fra de videbegærlige unger. Ole havde et par dage før fået hold i ryggen. Han mente, at det muligvis ville hjælpe, hvis han sov en nat i en ”rigtig” seng en nat, uden alt det vuggeri fra dønninger osv., så han var parat til at flytte på hotel. I land mødte vi en norsk dame, sådan godt oppe i årene og med en million rynker. Hun var sammen med sin mand forlist i deres båd ved Union Island på revet. De var ikke forsikrede og mistede ALT. Båden blev bjærget og sat i stand, så hun reddede lidt af sine værdier, men nu solgte hun lidt souvenirs og knyttede ting til turister fra en lille bod, et bord på 1 kvadratmeter. Hun kørte rundt i en rød og hvid gammel Land/Rover uden døre og med plastikblomster til at pynte lidt på vraget.
Da damen hørte om Ole’s besværligheder tilbød hun han at sove hjemme hos hende. Han kunne få hendes seng, og hun ville flytte i gæsteværelset, men hendes hund var vant til at ligge under hendes seng, så det måtte Ole finde sig i. Hun ville ikke have betaling. Nå men Ole tog naturligvis imod tilbuddet, men han besøgte alligevel en lokal massør for at få lidt massage osv. Det viste sig at være en lokal heksedoktor, som nærmest lavede en psykoanalyse over Ole, skrev noget på et stykke A4 papir og lod et trælod svinge over papiret. Ja, sagde han, du skal have dette og dette præparat. Ole slugte det ikke engang, men det vidste doktoren ikke. Han lod træloddet svinge over papiret og så straks, at medikamenterne havde hjulpet. Massagen var udmærket. Jo, Ole havde været hos en woo-doo doktor.

Vi fortsatte til St. Vincent og ankrede og op det lille sund, kaldet ”The Cut” mellem St. Vincent og Young Island. Lige inden ankomst fangede Simon en lille tunfisk. Der var spredt ankerbøjer overalt, som blev lejet ud for 15 US$ pr døgn. Det skulle vi ikke nyde noget af, så vi parkerede ankeret det eneste sted, hvor der var plads. Det var lige i sejlruten for en lille motorbådsfærge, der sejlede gæster og personale frem og tilbage til et meget eksklusivt hotel på Young Island. Der blev vi liggende. Den sejlede bare udenom os. No problem. Anja, Thomas, Josefine og Simon fandt et hotel at bo på, så de kunne få ordentlig bad osv. inden de skulle returnere til Danmark. Det nød vi andre godt af, for vi fik også bad og fik vasket tøj og fik et rigtigt køkken at lave mad i.
Rolf og Jørgen ankom og blev indlogeret på Cosmos. Jørgen, en 23-årig gut fra Vedbæk, som havde turet rundt i Østen, Australien, Canada og USA. Rolf er en langhåret rockmusiker, som har lystfiskeri som lidenskab. Han ankom med et kolossalt langt tykt rør med fiskestænger.

Den 23/1 skulle Anja med familie hjem, og vi stak af mod syd. Vi besøgte øerne Canouan, Mayareau, Tobago Cays (igen) og Union Island, hvor vi skulle klarere ud af St. Vincent. Derfra videre til Palm Island og Petite St. Vincent. Her ankrede vi op ved en lillebitte sandø, Mopion Island. Den er på størrelse med en håndboldbane, 1 m høj og med en palmeparasol. Koralrevet går næsten lodret ned til 30 m. Jørgen var nede på 29 m kun med snorkel. Desværre er korallerne meget ødelagte af ankre, ankerkæder og andet.

Vi besøgte Petit Martinique i Grenada gruppen uden at klarere ind. Her fandt vi whisky til 30 kr. flasken (70 cl), så vi fik fyldt ”røret” op. Vi tog videre til Tyrell Bay på Cariacou. Det var den bedste ankerplads uden dønninger overhovedet. Næste dag sejlede vi mod Tobago, men vi kom lige forbi 3 små klippeskær, ”The Sisters”, som ligger lige på kanten til det dybe vand. Stedet betegnes som ”det bedste dyk” og er et ”must” for dykkere. Stedet ligger også lige uden for den aktive, undersøiske vulkan ”Kick’em Jenny”, hvor sejlads er forbudt.

Normalt kan man ikke ankre op ved øerne grundet voldsomme bølger, men lige den dag var det godt, så vi ankrede op på 18 m vand og drev tæt ind til klipperne. Jørgen og Ole dykkede og ville finde indgangen til en hule. Det fandt de også, men i dykkerlygtens skær så de to store øjne og en stor lodretstående halefinne. Jeg skal love for, at de kom ud i en fart. Efter et par timer fortsatte vi mod Tobago/Charlotteville, hvortil vi ankom om aftenen. ”Carpe Diem” med Bente og Peter Brandstrup fra Nakskov lå her stadig. Vi tog vores gamle ankerplads i besiddelse. Byen var noget mere rolig end ved juletid, og der var langt færre både, men der var en dejlig afslappet atmosfære set i forhold til de turiststeder, vi lige have besøgt. Ole forlod Cosmos efter en måned og mange dejlige oplevelser rigere.

Vi var nu 3 ombord. Vi sejlede den 9/1 efter planen fra Charlotteville og ankom her til Chaguaramas den 10/1 om aftenen efter en fin sejlads. Både vind og kæmpe dønninger (man følte, at man kunne røre bølgetoppene agterude) kom direkte agten fra, så vi slog et slag ud i havet for at få en behageligere sejlads.
Nu er planen så, at vi lige efter karnevalet sejler til Panama via Bonaire, Aruba og St. Blas. I Panama/Colon står Dennis og Erik på, så vi bliver 6 gennem Kanalen. Efter kanalen står Rolf af. Han vil ikke ud i Stillehavet. På Galapagos står Lotte på den 1/4, og Jørgen står af. Vi bliver så 4, der sejler til Marquesas, som bliver den længste tur på havet i ét stræk, mellem 25 og 30 døgn, bl.a. fordi vi er i stillebæltet. På Tahiti står Lotte og Dennis af, det bliver i juni engang,
SÅ DER ER PLADS TIL GASTER FRA TAHITI OG FREMEFTER.
Fremefter vil sige via alle mulige små øsamfund i Stillehavet til Fiji, hvor vi vil være til oktober. Kontakt Gythe, hvis I er interesserede i at deltage som gaster. Det er ikke dyrere, end at alle kan være med. Flyrejsen er den dyreste.
Jeg kan se i ”Træfpunkt”, som er langtursejlernes blad, at der i år skal holdes træf i Guldborg. Normalt holdes det på Femø eller Fejø. Jeg håber at mange vil deltage og få en snak fra ”de varme vande”.
Jeg vil endnu engang takke for mails, som jeg har fået, og jeg håber, at der er forståelse for, at jeg ikke kan svare hver enkelt, det ville blive alt for omfattende.

Mange hilsener fra Poul på COSMOS


Forside		Chaguaramas, Trinidad den 20/2-2004 Kære Familie, venner og bekendte! Vi er nu i Chaguaramas, Trinidad, sejlerfolkets Mekka. Båden er på land. Bunden er renset, slebet og malet. Vandlinien er hævet en smule, fordi den til tider lå lidt under vand grundet den store vægt. Der er indkøbt solceller, som ikke er installeret endnu. Det elektriske er kontrolleret – ingen fejl fundet. Ledningen i masten skiftet, så der igen kan komme lys i lanternen. Jeg har købt en gummibåd med glasfiberbund. Båden kan bære den store påhængsmotor, så det går derudaf. Nu skal vi have ”overstået” karnevalet, inden det går videre mod Panama. Desværre har opholdet på land varet længere end beregnet, fordi folk (de lokale) har alt muligt andet i hovedet end bådreparation, hvilket er forståeligt. Vi vil gøre alt for at være i Panama 10/3, hvor 2 nye gaster, Dennis og Erik, ankommer. Vi forlod Tobago 11/1 og sejlede mod Grenada, nærmere Prickly Bay, hvor der er immigrationsmyndighed, så man kan indklarere. Vi sejlede om natten for en fin vind. Lige uden for ankerbugten og i direkte linie ligger et par farlige klippeskær. Vi havde naturligvis sat kursen forbi dem, men det gav alligevel et lille ”gip” i en, da Anja pludselig i morgenskumringen sagde: hvad er det for nogle klipper, der ligger lige forude? På Grenada måtte en af gasterne stå af, fordi han havde følt sig skidt tilpas. På det lokale hospital havde man konstateret parasitter i hans blod, som krævede øjeblikkelig behandling. Godt, det blev opdaget. Vi var på en biltur rundt på øen og fik en rigtig god forklaring på de forskellige frugter, planter og krydderier. Vi var på en muskatnøddefabrik. Rigtig gammeldags som for 100 år siden derhjemme. Det nyeste var en Nilfisk støvsuger. Fra Grenada fortsatte vi til Union Island, som ligger i staten St. Vincent og Grenadinerne. Vi ankom om natten, fordi turen dertil havde været langvarig og vanskelig i vinden og strømmen. Jeg havde fine kort over havnebugten. Der er et rev lige midt i indsejlingen og lidt ind i bugten, men revet skulle være afmærket med bøjer. En af bøjerne var der ikke lys i. Vi var godt nok ”på stikkerne” alle sammen, medens vi sejlede ind. Først da vi fik fanget den grønne bøje (med manglende lys) i projektøren, følte vi os sikre på at vi var på rette vej. (Her har man rødt til styrbord og grønt til bagbord, når man er for indadgående). Da det blev lyst, kunne vi se, hvor dygtige vi havde været. Vi klarerede ind og sejlede til Tobago Cays, som er nogle små ubeboede øer, der ligger omkranset af koralrev. Indsejlingen dertil er ikke lige sådan ret fremad. Vind og strøm skal tages i betragtning, når kursen bliver lagt ind mellem revene, men det gik fint. Vi ankrede op på 6 m vand i krystalklart vand og hvid sandbund. En havskildpadde dukkede op. Den var ikke ret stor. Det lykkedes Ole at fange den med de bare næver. Vi aede den og satte den ud i friheden. Vi snorklede og så rokker og alle mulige andre fisk. At snorkle på et koralrev er som at snorkle i et saltvandsakvarium. Masser af fisk i alle mulige farver – men Gythe, det var ikke så flot som på Andaman-øerne, men flot var det. Vi var i ”The Cays” i 2 dage og fortsatte mod nord til Bequia. Her besøgte vi en ”børnehave” for havskildpadder. Ligesom opholdet i ”the Cays” var dette noget for Josefine og Simon. Ih, hvor de hyggede sig, og måske især fordi Ole er dyrlæge og kunne besvare alle mulige spørgsmål fra de videbegærlige unger. Ole havde et par dage før fået hold i ryggen. Han mente, at det muligvis ville hjælpe, hvis han sov en nat i en ”rigtig” seng en nat, uden alt det vuggeri fra dønninger osv., så han var parat til at flytte på hotel. I land mødte vi en norsk dame, sådan godt oppe i årene og med en million rynker. Hun var sammen med sin mand forlist i deres båd ved Union Island på revet. De var ikke forsikrede og mistede ALT. Båden blev bjærget og sat i stand, så hun reddede lidt af sine værdier, men nu solgte hun lidt souvenirs og knyttede ting til turister fra en lille bod, et bord på 1 kvadratmeter. Hun kørte rundt i en rød og hvid gammel Land/Rover uden døre og med plastikblomster til at pynte lidt på vraget. Da damen hørte om Ole’s besværligheder tilbød hun han at sove hjemme hos hende. Han kunne få hendes seng, og hun ville flytte i gæsteværelset, men hendes hund var vant til at ligge under hendes seng, så det måtte Ole finde sig i. Hun ville ikke have betaling. Nå men Ole tog naturligvis imod tilbuddet, men han besøgte alligevel en lokal massør for at få lidt massage osv. Det viste sig at være en lokal heksedoktor, som nærmest lavede en psykoanalyse over Ole, skrev noget på et stykke A4 papir og lod et trælod svinge over papiret. Ja, sagde han, du skal have dette og dette præparat. Ole slugte det ikke engang, men det vidste doktoren ikke. Han lod træloddet svinge over papiret og så straks, at medikamenterne havde hjulpet. Massagen var udmærket. Jo, Ole havde været hos en woo-doo doktor. Vi fortsatte til St. Vincent og ankrede og op det lille sund, kaldet ”The Cut” mellem St. Vincent og Young Island. Lige inden ankomst fangede Simon en lille tunfisk. Der var spredt ankerbøjer overalt, som blev lejet ud for 15 US$ pr døgn. Det skulle vi ikke nyde noget af, så vi parkerede ankeret det eneste sted, hvor der var plads. Det var lige i sejlruten for en lille motorbådsfærge, der sejlede gæster og personale frem og tilbage til et meget eksklusivt hotel på Young Island. Der blev vi liggende. Den sejlede bare udenom os. No problem. Anja, Thomas, Josefine og Simon fandt et hotel at bo på, så de kunne få ordentlig bad osv. inden de skulle returnere til Danmark. Det nød vi andre godt af, for vi fik også bad og fik vasket tøj og fik et rigtigt køkken at lave mad i. Rolf og Jørgen ankom og blev indlogeret på Cosmos. Jørgen, en 23-årig gut fra Vedbæk, som havde turet rundt i Østen, Australien, Canada og USA. Rolf er en langhåret rockmusiker, som har lystfiskeri som lidenskab. Han ankom med et kolossalt langt tykt rør med fiskestænger. Den 23/1 skulle Anja med familie hjem, og vi stak af mod syd. Vi besøgte øerne Canouan, Mayareau, Tobago Cays (igen) og Union Island, hvor vi skulle klarere ud af St. Vincent. Derfra videre til Palm Island og Petite St. Vincent. Her ankrede vi op ved en lillebitte sandø, Mopion Island. Den er på størrelse med en håndboldbane, 1 m høj og med en palmeparasol. Koralrevet går næsten lodret ned til 30 m. Jørgen var nede på 29 m kun med snorkel. Desværre er korallerne meget ødelagte af ankre, ankerkæder og andet. Vi besøgte Petit Martinique i Grenada gruppen uden at klarere ind. Her fandt vi whisky til 30 kr. flasken (70 cl), så vi fik fyldt ”røret” op. Vi tog videre til Tyrell Bay på Cariacou. Det var den bedste ankerplads uden dønninger overhovedet. Næste dag sejlede vi mod Tobago, men vi kom lige forbi 3 små klippeskær, ”The Sisters”, som ligger lige på kanten til det dybe vand. Stedet betegnes som ”det bedste dyk” og er et ”must” for dykkere. Stedet ligger også lige uden for den aktive, undersøiske vulkan ”Kick’em Jenny”, hvor sejlads er forbudt. Normalt kan man ikke ankre op ved øerne grundet voldsomme bølger, men lige den dag var det godt, så vi ankrede op på 18 m vand og drev tæt ind til klipperne. Jørgen og Ole dykkede og ville finde indgangen til en hule. Det fandt de også, men i dykkerlygtens skær så de to store øjne og en stor lodretstående halefinne. Jeg skal love for, at de kom ud i en fart. Efter et par timer fortsatte vi mod Tobago/Charlotteville, hvortil vi ankom om aftenen. ”Carpe Diem” med Bente og Peter Brandstrup fra Nakskov lå her stadig. Vi tog vores gamle ankerplads i besiddelse. Byen var noget mere rolig end ved juletid, og der var langt færre både, men der var en dejlig afslappet atmosfære set i forhold til de turiststeder, vi lige have besøgt. Ole forlod Cosmos efter en måned og mange dejlige oplevelser rigere. Vi var nu 3 ombord. Vi sejlede den 9/1 efter planen fra Charlotteville og ankom her til Chaguaramas den 10/1 om aftenen efter en fin sejlads. Både vind og kæmpe dønninger (man følte, at man kunne røre bølgetoppene agterude) kom direkte agten fra, så vi slog et slag ud i havet for at få en behageligere sejlads. Nu er planen så, at vi lige efter karnevalet sejler til Panama via Bonaire, Aruba og St. Blas. I Panama/Colon står Dennis og Erik på, så vi bliver 6 gennem Kanalen. Efter kanalen står Rolf af. Han vil ikke ud i Stillehavet. På Galapagos står Lotte på den 1/4, og Jørgen står af. Vi bliver så 4, der sejler til Marquesas, som bliver den længste tur på havet i ét stræk, mellem 25 og 30 døgn, bl.a. fordi vi er i stillebæltet. På Tahiti står Lotte og Dennis af, det bliver i juni engang, SÅ DER ER PLADS TIL GASTER FRA TAHITI OG FREMEFTER. Fremefter vil sige via alle mulige små øsamfund i Stillehavet til Fiji, hvor vi vil være til oktober. Kontakt Gythe, hvis I er interesserede i at deltage som gaster. Det er ikke dyrere, end at alle kan være med. Flyrejsen er den dyreste. Jeg kan se i ”Træfpunkt”, som er langtursejlernes blad, at der i år skal holdes træf i Guldborg. Normalt holdes det på Femø eller Fejø. Jeg håber at mange vil deltage og få en snak fra ”de varme vande”. Jeg vil endnu engang takke for mails, som jeg har fået, og jeg håber, at der er forståelse for, at jeg ikke kan svare hver enkelt, det ville blive alt for omfattende. Mange hilsener fra Poul på COSMOS