cosmos

Nuku Hiva, Marquesas-øerne,
Fransk Polynesien

Søndag, den 9/5-2004.

Kære familie, venner, kollegaer og bekendte!

Hermed følger rejsebrev, skrevet en søndag, hvor vi havde lejet en bil for at se øen, men hvor bilen ikke blev leveret og biludlejeren ikke var hjemme, så det blev til en ekstra fridag.
Ja, der er sket meget, og vi er nået langt siden Trinidad.
Cosmos kom i vandet fredag den 27/2. Den var blevet smurt i bunden, blå bundfarve, der var kommet solceller, alt var gået efter, sejl repareret osv. Vi lettede ankeret kl. 20:15 og stævnede ud mod det Caribiske hav med kurs mod ”Los Roques” øerne, der er Venezuelanske. Lige inden åbent hav, kl. 21:55 i buldrende mørke, ramte Cosmos noget ”stumt", som var stort. Stævnen dykkede ned og båden gik næsten helt i stå, men kom i gang igen. Vi forsøgte at se, hvad det var, men kunne ikke få øje på noget. Det kan kun have været en hval eller lignende. Båden blev lige checket af, der var ingen lækage at se. Vi fangede et par små tunfisk, men desværre faldt en stor guldmakrel af krogen.
Dagen efter krydsede en stor flok delfiner os i østlig kurs. De havde ikke tid til at hilse på. Pludselig ville toilettet ikke virke. Det blev adskilt og samlet (først renset), så virkede det igen.
Den 1/3 kastede vi anker ved Isla Los Roques, i bugten Cayo de Pirata. Vi fortsatte allerede næste morgen og kastede så anker på Øen Sarqui på 4 m vand. Vi dykkede og snorklede og nød det fine vejr.

Den 2/3 lettede vi anker og gik mod øen Cayo de Agua, som er den vestligste ø i gruppen. Der var meget store dønninger, og det var med lidt uro i sjælen, at vi gik ind i ankerbugten. Vi havde købt helt nye søkort, og ved udsættelse af positioner fra GPS til kortet havde jeg korrigeret for fejl, som anvist på kortet. Alligevel gik COSMOS på grund. På et sted, hvor jeg havde bedømt (og aflæst) dybden til at være 3,5 m, var der pludselig kun 1,6 m. Heldigvis var der sandbund. De store dønninger løftede båden op og satte den tilbage på bunden med stor slagside til bagbord. Gasterne arbejdede godt. Vi satte genuaen op, så båden krængede endnu mere, og på kortet kunne jeg se, at der var dybde mod syd. MED FULD SKRUE PÅ kom vi lidt mere mod syd, hver gang en dønning løftede os fri af bunden. Efter 4-5 nervepirrende minutter var vi på 4,5 m vand og kastede ankeret. PUHA, det var ikke en rar oplevelse. Båden blev checket ud og indvendig, og der blev ikke konstateret skader.

Jeg rettede henvendelse på en stor amerikansk båd, som lå længere inde. De sagde, at GPS og søkort ikke passede sammen. Hvis de plottede deres GPS position ud på kortet, skulle de ligge midt på øen. I gummibåd og et ”lommelygte-ekkolod” fandt vi en kurs ud af bugten. Vi blev på stedet i 2 dage, fordi der var meget kraftige dønninger, og vi skulle ligesom gennem en brænding for at komme ud. Det var bestemt ikke rart.
Den 4/3 lettede vi anker og kom sikkert ud af bugten. Det var en rar fornemmelse at se ekkoloddet reagere på større og større dybde. Vi ville helt til Bonaire, men fordi det blæste op, gik vi til Los Aves gruppen og kastede anker ved ”Long Island”. Vi så en haj lige udenfor revet. Det var svært at få ankeret til at holde, fordi bunden skrånede stejlt nedad, og vinden var ret så hård. Vi fik ikke en rolig nat, tværtimod, vi måtte ankre op hele 3 gange, fordi vi rev os løs, men heldigvis drev vi mod hav og ikke mod land.
Næste morgen lettede vi anker. Der sad en stor sten fast på ankeret. Det blæste for meget til at vi gad blive på stedet, og i øvrigt skulle vi være i Panama 10/3 for at samle Erik og Dennis op.
Rolf meddelte, at han ikke ville med til Panama, fordi ”han gad sg’u ikke sejle 5 døgn i store bølger”. Dette efterlod Jørgen og mig i en dårlig situation, fordi vi så skulle sejle alene 2 til Panama.
Engang imellem kan man godt spørge sig selv, hvorfor folk vil gaste på en sejlbåd.
Vi var på Bonaire 5-7/3. Det var helt rart at være i civiliserede omgivelser.
Jørgen og jeg fortsatte alene mod Panama. Der var fin fart på båden med en god vind agtenfra. Vi ankrede op i Puerto St. Cristobal, der ligger i den nordlige ende af Panama Kanalen, den 12/3 kl. 16:00. Det var 2 dage senere end beregnet men alligevel tilfredsstillende.
Vi mødte Erik og Dennis i sejlklubbens bar, da vi endelig kom i havn. Om mandagen gik en del tid med at klarere ind, få målt båden og tilmeldt os til kanalgennemsejling. Vi skulle vente i 5 dage, før det blev vores tur. Ventetiden blev brugt til at handle, gå på internet-café og ordne småting på båden. Jeg købte en ny 15 HK Yamaha påhængsmotor til den nye gummibåd, som jeg købte på Trinidad. Den gamle motor havde vi tabt i vandet, og den stod ikke til at redde. Den var 30 år gammel.
Den 21/3 sejlede vi gennem kanalen. Vi havde en slags ”lods” ombord. Gennemsejlingen forløb uden problemer overhovedet. Det skete af 2 tempi, idet vi skulle overnatte i Gamboa inden vi sejlede ”ned ad bakke” og ud i Stillehavet. Da vi kom ud i Stillehavet, skålede vi for Kong Neptun og gav ham hver halvdelen af vores drink. Vi gik direkte til marinaen i Balboa og kastede anker for at klare udklarering fra Panama.
Den 23/3 sejlede vi videre. Båden var fyldt op med frugt, som jeg havde købt på det lokale frugtmarked i sækkevis. Diesel og vand var også fyldt op. Jeg havde fået taget kopier af søkort, som jeg havde lånt på den danske båd ”SARA III”.
Midt om natten sejlede vi ind på ankerpladsen bag den lille ø Isla de Spiritu Santu i Las Perlas øgruppen. Det var på disse øer, at Shahen af Persien tilbragte sine sidste dage. Vi plukkede kokosnødder og snorklede, men vi skulle videre samme dag, fordi vi havde en aftale ¼ på Galapagos, hvor Lotte skulle stå på.
Mellem Perlas-øerne og Galapagos blev vi 2 gange fanget af forholdsvis tynde fiskeliner, som var spændt ud i vandoverfladen og ikke markeret. Den ene line skar sig ind mellem ekkoloddets transducer og skroget, men heldigvis er der ikke sket nogen lækage. Vi var blevet advaret mod disse liner, men de er jo ikke til at se midt om natten.

Vi krydsede ækvator 29/3 kl. 13:15 på 85 grader, 26,033 minutter vestlig længde. Jeg blev døbt ”Langhals”, fordi der var langhalse på bunden af skibet, Dennis blev døbt ”Havnisse”, Jørgen blev døbt ”Vindøje”, Erik blev døbt ”Havsmølf”. Vi blev svinet til i en blanding af havregrød, ketchup og sovsekulør. Efter navngivningen måtte vi en tur i søen og vaskes rene, inden vi var fundet værdige til at bade i de sydlige have.
Vi fik Galapagos-øerne i sigte den 31/3. Der var stort set ingen vind, så vi måtte tage diesel-reserverne i brug. Vi ledte dieselen fra den fleksible tank til hovedtanken. Straks efter gik motoren ud. Det viste sig, at der kun var vand i tanken. Hvor og hvordan dette er sket, er jeg ikke klar over. Tanken var blevet fyldt i Guldborg af mig selv og ikke siden benyttet, men påfyldnings-studsen kan åbnes med hånden uden nøgle, så der kan være stjålet diesel enten på Cap Verde øerne eller i Surinam, medens vi har været på tur. Dieselen er så erstattet at vand, for at tankmåleren ikke skal sladre. Nå, men vi klarede situationen, fordi der stadig var nogle liter petroleum på kakkelovnens tank. Med en Cola-flaske som tank fik vi ankret op i Academy Bay på øen Santa Cruz, ¼ kl. 1600.
Vi kom i land og gik ombord i en stor lokal øl og havde ventet at se Lotte, men Lotte var ikke på havnen. Vi rettede ellers henvendelse til ALLE, der kunne ligne en ”Lotte”, men der var ingen Lotte. Først næste dag kom Lotte på havnen. Hun havde siddet på sin hotel-terasse og kikke ud over bugte og kunne ikke se Dannebrog. Det var lidt skuffende – her havde vi knoklet for at nå frem til ¼, og så gad Lotte ikke engang komme ned på havnen for at se efter os. Nå, men vi er ikke alle ens.
Næste dag ville Erik og Lotte have et møde. De forlangte en regel for af og påklædning. Det havde slet ikke været noget problem, og vi var overraskede, da Lotte slet ikke kendte til livet ombord. Var det ikke lige en idé at stikke finderen i jorden først i stedet for at stille krav? På en sejlbåd står man altså på fordækket, hiver en spand vand og af havet og skyller over sig. Derefter går man med et håndklæde om livet, til man er tør. Der er ikke nogen, der vader nøgne rundt. Erik ville ikke risikere at se dele af en nøgen mand og bla bla bla. Der blev en del mudderkastning, og stemningen var ikke god. Erik og Lotte truede med at forlade båden. Jeg kom med et mæglingsforslag. Problemet var mellem Erik/Lotte og Dennis, ikke mig, og jeg skulle jo have tingene til at fungere. Dennis måtte ikke gå rundt med håndklæde om livet efter bad, MEN vi skulle have lov til at bade på fordækket. Dette forslag ville Erik og lotte ”sove” på. Næste dag meddelte de, at de gerne ville med videre, men stemningen var bestemt ikke god. Det ”morsomme” var, at os, der måtte ændre vores adfærd for at tilfredsstille andre, vi havde fint humør, men dem, der fik deres vilje, de var ikke glade.
Galapagos var en kæmpe positiv overraskelse. Jeg troede, at der næsten ikke var nogen form for civilisation. Det viser sig, at der er en fuldstændig moderne samfund med asfalterede veje, tankstation, butikker, restauranter osv., og priserne er særdeles rimelige for ikke at sige billige. Vi var på en udflugt og snorklede sammen med søløverne. Vi var på tur i reservatet og så de store skildpadder i deres eget miljø. Pelikaner og andre havfugle er ganske tæt på, og hav-leguanerne sidder på klipperne og soler sig. De er nu ikke så store, som jeg havde troet.
Den 7/4 sejlede vi videre til næste ø, Isla Isabela, hvor vi ankrede op i bugten ved byen Villamil. Ankerpladsen var noget urolig i de store dønninger. Vi var på tur bl.a. på hesteryg, til toppen af en vulkan og vi rundt i lavaørkenen som vi kender den fra Lanzarote. Jeg blev spurgt: hvad er dette for en frugt? Jeg skar den op – den duftede godt, men jeg kendte ikke frugten. Jeg spiste den, den smagte lidt som marcipan. Da vi besøgte nogle skildpadder i et reservat, så vi frugten aftegnet og betegnet som giftig. Da vi kom tilbage til byen spurgte jeg en dame, om det var et problem at jeg havde spist 1 frugt. Hun blev helt vild. Jeg skulle på hospitalet med det samme. Indrømmet, det var begyndt at svie i hele mundhulen og halsen var ved at snøre sig sammen. På det lokale sygehus kendte de naturligvis til behandlingen, så jeg fik modgift intravenøst, nogle piller og lidt flydende medicin, og 10 sure citroner, som jeg skulle spise. Jeg lever da endnu. Indrømmet – det var lidt dumt at spise frugter, som andre åbenbart ikke spiser. Det vidste jeg, nu jeg tænker nærmere over det, at frugt, der ligger uden at blive benyttet – det er ikke noget værd.

Den 10/4 lettede vi anker og sejlede ud på det store Stillehav med kurs mod Fatu Hiva i Marquesas-øgruppen. Sejladsen blev stille og rolig og triviel, og vi havde rimelig god fart på, så det blev et spørgsmål om, hvor meget over de 20 dage vi ville komme. Det 21. døgn, 1/5, fik vi Fatu Hiva i sigte om aftenen. Vi minimerede vores sejl for ikke at ankomme i mørke. Næste morgen gled vi stille ind i ankerbugten Baya de Vierges. Der herskede en utrolig ro over stedet, og duften af land hang i luften. Duften af blomster og våd jord.
Vi oplevede del lille ø på 2 dage. Gik ad en sti til et stort vandfald og badede i vandfaldssøen. Om aftenen spiste vi hos en familie, som havde fusket sig til en lille restaurant-status. Bugten var ikke god at ligge i. I løbet af 2. nat ville ankeret ikke holde i de store dønninger, så vi besluttede at sejle videre mod Hiva Oa, som ligger ca. 48 sømil mod NV.
På Hiva Oa blev vi i 2 døgn. Ligeledes her var vejret for dårligt og ankerpladsen for urolig og for langt fra byen. Vi fik set, hvad vi ville se, nemlig kirkegården, hvor Paul Gauguin og Jaques Brell ligger begravet. Der var dårlige forhold hvad Internet og forretninger angår, og man ville ikke sælge diesel til lystsejlerne.
Vi er så nu på Nuku Hiva. Dette er helt anderledes dejligt. Ankerpladsen er rolig og byen er tæt ved. Nu håber vi så at tage nogle ture rundt om på øen og opleve noget af dens pragtfulde natur, hvilket der er rige muligheder for, både via landsiden og fra vandsiden.

Mange hilsener til jer alle fra Poul, skipper på COSMOS.


Forside		Nuku Hiva, Marquesas-øerne, Fransk Polynesien Søndag, den 9/5-2004. Kære familie, venner, kollegaer og bekendte! Hermed følger rejsebrev, skrevet en søndag, hvor vi havde lejet en bil for at se øen, men hvor bilen ikke blev leveret og biludlejeren ikke var hjemme, så det blev til en ekstra fridag. Ja, der er sket meget, og vi er nået langt siden Trinidad. Cosmos kom i vandet fredag den 27/2. Den var blevet smurt i bunden, blå bundfarve, der var kommet solceller, alt var gået efter, sejl repareret osv. Vi lettede ankeret kl. 20:15 og stævnede ud mod det Caribiske hav med kurs mod ”Los Roques” øerne, der er Venezuelanske. Lige inden åbent hav, kl. 21:55 i buldrende mørke, ramte Cosmos noget ”stumt", som var stort. Stævnen dykkede ned og båden gik næsten helt i stå, men kom i gang igen. Vi forsøgte at se, hvad det var, men kunne ikke få øje på noget. Det kan kun have været en hval eller lignende. Båden blev lige checket af, der var ingen lækage at se. Vi fangede et par små tunfisk, men desværre faldt en stor guldmakrel af krogen. Dagen efter krydsede en stor flok delfiner os i østlig kurs. De havde ikke tid til at hilse på. Pludselig ville toilettet ikke virke. Det blev adskilt og samlet (først renset), så virkede det igen. Den 1/3 kastede vi anker ved Isla Los Roques, i bugten Cayo de Pirata. Vi fortsatte allerede næste morgen og kastede så anker på Øen Sarqui på 4 m vand. Vi dykkede og snorklede og nød det fine vejr. Den 2/3 lettede vi anker og gik mod øen Cayo de Agua, som er den vestligste ø i gruppen. Der var meget store dønninger, og det var med lidt uro i sjælen, at vi gik ind i ankerbugten. Vi havde købt helt nye søkort, og ved udsættelse af positioner fra GPS til kortet havde jeg korrigeret for fejl, som anvist på kortet. Alligevel gik COSMOS på grund. På et sted, hvor jeg havde bedømt (og aflæst) dybden til at være 3,5 m, var der pludselig kun 1,6 m. Heldigvis var der sandbund. De store dønninger løftede båden op og satte den tilbage på bunden med stor slagside til bagbord. Gasterne arbejdede godt. Vi satte genuaen op, så båden krængede endnu mere, og på kortet kunne jeg se, at der var dybde mod syd. MED FULD SKRUE PÅ kom vi lidt mere mod syd, hver gang en dønning løftede os fri af bunden. Efter 4-5 nervepirrende minutter var vi på 4,5 m vand og kastede ankeret. PUHA, det var ikke en rar oplevelse. Båden blev checket ud og indvendig, og der blev ikke konstateret skader. Jeg rettede henvendelse på en stor amerikansk båd, som lå længere inde. De sagde, at GPS og søkort ikke passede sammen. Hvis de plottede deres GPS position ud på kortet, skulle de ligge midt på øen. I gummibåd og et ”lommelygte-ekkolod” fandt vi en kurs ud af bugten. Vi blev på stedet i 2 dage, fordi der var meget kraftige dønninger, og vi skulle ligesom gennem en brænding for at komme ud. Det var bestemt ikke rart. Den 4/3 lettede vi anker og kom sikkert ud af bugten. Det var en rar fornemmelse at se ekkoloddet reagere på større og større dybde. Vi ville helt til Bonaire, men fordi det blæste op, gik vi til Los Aves gruppen og kastede anker ved ”Long Island”. Vi så en haj lige udenfor revet. Det var svært at få ankeret til at holde, fordi bunden skrånede stejlt nedad, og vinden var ret så hård. Vi fik ikke en rolig nat, tværtimod, vi måtte ankre op hele 3 gange, fordi vi rev os løs, men heldigvis drev vi mod hav og ikke mod land. Næste morgen lettede vi anker. Der sad en stor sten fast på ankeret. Det blæste for meget til at vi gad blive på stedet, og i øvrigt skulle vi være i Panama 10/3 for at samle Erik og Dennis op. Rolf meddelte, at han ikke ville med til Panama, fordi ”han gad sg’u ikke sejle 5 døgn i store bølger”. Dette efterlod Jørgen og mig i en dårlig situation, fordi vi så skulle sejle alene 2 til Panama. Engang imellem kan man godt spørge sig selv, hvorfor folk vil gaste på en sejlbåd. Vi var på Bonaire 5-7/3. Det var helt rart at være i civiliserede omgivelser. Jørgen og jeg fortsatte alene mod Panama. Der var fin fart på båden med en god vind agtenfra. Vi ankrede op i Puerto St. Cristobal, der ligger i den nordlige ende af Panama Kanalen, den 12/3 kl. 16:00. Det var 2 dage senere end beregnet men alligevel tilfredsstillende. Vi mødte Erik og Dennis i sejlklubbens bar, da vi endelig kom i havn. Om mandagen gik en del tid med at klarere ind, få målt båden og tilmeldt os til kanalgennemsejling. Vi skulle vente i 5 dage, før det blev vores tur. Ventetiden blev brugt til at handle, gå på internet-café og ordne småting på båden. Jeg købte en ny 15 HK Yamaha påhængsmotor til den nye gummibåd, som jeg købte på Trinidad. Den gamle motor havde vi tabt i vandet, og den stod ikke til at redde. Den var 30 år gammel. Den 21/3 sejlede vi gennem kanalen. Vi havde en slags ”lods” ombord. Gennemsejlingen forløb uden problemer overhovedet. Det skete af 2 tempi, idet vi skulle overnatte i Gamboa inden vi sejlede ”ned ad bakke” og ud i Stillehavet. Da vi kom ud i Stillehavet, skålede vi for Kong Neptun og gav ham hver halvdelen af vores drink. Vi gik direkte til marinaen i Balboa og kastede anker for at klare udklarering fra Panama. Den 23/3 sejlede vi videre. Båden var fyldt op med frugt, som jeg havde købt på det lokale frugtmarked i sækkevis. Diesel og vand var også fyldt op. Jeg havde fået taget kopier af søkort, som jeg havde lånt på den danske båd ”SARA III”. Midt om natten sejlede vi ind på ankerpladsen bag den lille ø Isla de Spiritu Santu i Las Perlas øgruppen. Det var på disse øer, at Shahen af Persien tilbragte sine sidste dage. Vi plukkede kokosnødder og snorklede, men vi skulle videre samme dag, fordi vi havde en aftale ¼ på Galapagos, hvor Lotte skulle stå på. Mellem Perlas-øerne og Galapagos blev vi 2 gange fanget af forholdsvis tynde fiskeliner, som var spændt ud i vandoverfladen og ikke markeret. Den ene line skar sig ind mellem ekkoloddets transducer og skroget, men heldigvis er der ikke sket nogen lækage. Vi var blevet advaret mod disse liner, men de er jo ikke til at se midt om natten. Vi krydsede ækvator 29/3 kl. 13:15 på 85 grader, 26,033 minutter vestlig længde. Jeg blev døbt ”Langhals”, fordi der var langhalse på bunden af skibet, Dennis blev døbt ”Havnisse”, Jørgen blev døbt ”Vindøje”, Erik blev døbt ”Havsmølf”. Vi blev svinet til i en blanding af havregrød, ketchup og sovsekulør. Efter navngivningen måtte vi en tur i søen og vaskes rene, inden vi var fundet værdige til at bade i de sydlige have. Vi fik Galapagos-øerne i sigte den 31/3. Der var stort set ingen vind, så vi måtte tage diesel-reserverne i brug. Vi ledte dieselen fra den fleksible tank til hovedtanken. Straks efter gik motoren ud. Det viste sig, at der kun var vand i tanken. Hvor og hvordan dette er sket, er jeg ikke klar over. Tanken var blevet fyldt i Guldborg af mig selv og ikke siden benyttet, men påfyldnings-studsen kan åbnes med hånden uden nøgle, så der kan være stjålet diesel enten på Cap Verde øerne eller i Surinam, medens vi har været på tur. Dieselen er så erstattet at vand, for at tankmåleren ikke skal sladre. Nå, men vi klarede situationen, fordi der stadig var nogle liter petroleum på kakkelovnens tank. Med en Cola-flaske som tank fik vi ankret op i Academy Bay på øen Santa Cruz, ¼ kl. 1600. Vi kom i land og gik ombord i en stor lokal øl og havde ventet at se Lotte, men Lotte var ikke på havnen. Vi rettede ellers henvendelse til ALLE, der kunne ligne en ”Lotte”, men der var ingen Lotte. Først næste dag kom Lotte på havnen. Hun havde siddet på sin hotel-terasse og kikke ud over bugte og kunne ikke se Dannebrog. Det var lidt skuffende – her havde vi knoklet for at nå frem til ¼, og så gad Lotte ikke engang komme ned på havnen for at se efter os. Nå, men vi er ikke alle ens. Næste dag ville Erik og Lotte have et møde. De forlangte en regel for af og påklædning. Det havde slet ikke været noget problem, og vi var overraskede, da Lotte slet ikke kendte til livet ombord. Var det ikke lige en idé at stikke finderen i jorden først i stedet for at stille krav? På en sejlbåd står man altså på fordækket, hiver en spand vand og af havet og skyller over sig. Derefter går man med et håndklæde om livet, til man er tør. Der er ikke nogen, der vader nøgne rundt. Erik ville ikke risikere at se dele af en nøgen mand og bla bla bla. Der blev en del mudderkastning, og stemningen var ikke god. Erik og Lotte truede med at forlade båden. Jeg kom med et mæglingsforslag. Problemet var mellem Erik/Lotte og Dennis, ikke mig, og jeg skulle jo have tingene til at fungere. Dennis måtte ikke gå rundt med håndklæde om livet efter bad, MEN vi skulle have lov til at bade på fordækket. Dette forslag ville Erik og lotte ”sove” på. Næste dag meddelte de, at de gerne ville med videre, men stemningen var bestemt ikke god. Det ”morsomme” var, at os, der måtte ændre vores adfærd for at tilfredsstille andre, vi havde fint humør, men dem, der fik deres vilje, de var ikke glade. Galapagos var en kæmpe positiv overraskelse. Jeg troede, at der næsten ikke var nogen form for civilisation. Det viser sig, at der er en fuldstændig moderne samfund med asfalterede veje, tankstation, butikker, restauranter osv., og priserne er særdeles rimelige for ikke at sige billige. Vi var på en udflugt og snorklede sammen med søløverne. Vi var på tur i reservatet og så de store skildpadder i deres eget miljø. Pelikaner og andre havfugle er ganske tæt på, og hav-leguanerne sidder på klipperne og soler sig. De er nu ikke så store, som jeg havde troet. Den 7/4 sejlede vi videre til næste ø, Isla Isabela, hvor vi ankrede op i bugten ved byen Villamil. Ankerpladsen var noget urolig i de store dønninger. Vi var på tur bl.a. på hesteryg, til toppen af en vulkan og vi rundt i lavaørkenen som vi kender den fra Lanzarote. Jeg blev spurgt: hvad er dette for en frugt? Jeg skar den op – den duftede godt, men jeg kendte ikke frugten. Jeg spiste den, den smagte lidt som marcipan. Da vi besøgte nogle skildpadder i et reservat, så vi frugten aftegnet og betegnet som giftig. Da vi kom tilbage til byen spurgte jeg en dame, om det var et problem at jeg havde spist 1 frugt. Hun blev helt vild. Jeg skulle på hospitalet med det samme. Indrømmet, det var begyndt at svie i hele mundhulen og halsen var ved at snøre sig sammen. På det lokale sygehus kendte de naturligvis til behandlingen, så jeg fik modgift intravenøst, nogle piller og lidt flydende medicin, og 10 sure citroner, som jeg skulle spise. Jeg lever da endnu. Indrømmet – det var lidt dumt at spise frugter, som andre åbenbart ikke spiser. Det vidste jeg, nu jeg tænker nærmere over det, at frugt, der ligger uden at blive benyttet – det er ikke noget værd. Den 10/4 lettede vi anker og sejlede ud på det store Stillehav med kurs mod Fatu Hiva i Marquesas-øgruppen. Sejladsen blev stille og rolig og triviel, og vi havde rimelig god fart på, så det blev et spørgsmål om, hvor meget over de 20 dage vi ville komme. Det 21. døgn, 1/5, fik vi Fatu Hiva i sigte om aftenen. Vi minimerede vores sejl for ikke at ankomme i mørke. Næste morgen gled vi stille ind i ankerbugten Baya de Vierges. Der herskede en utrolig ro over stedet, og duften af land hang i luften. Duften af blomster og våd jord. Vi oplevede del lille ø på 2 dage. Gik ad en sti til et stort vandfald og badede i vandfaldssøen. Om aftenen spiste vi hos en familie, som havde fusket sig til en lille restaurant-status. Bugten var ikke god at ligge i. I løbet af 2. nat ville ankeret ikke holde i de store dønninger, så vi besluttede at sejle videre mod Hiva Oa, som ligger ca. 48 sømil mod NV. På Hiva Oa blev vi i 2 døgn. Ligeledes her var vejret for dårligt og ankerpladsen for urolig og for langt fra byen. Vi fik set, hvad vi ville se, nemlig kirkegården, hvor Paul Gauguin og Jaques Brell ligger begravet. Der var dårlige forhold hvad Internet og forretninger angår, og man ville ikke sælge diesel til lystsejlerne. Vi er så nu på Nuku Hiva. Dette er helt anderledes dejligt. Ankerpladsen er rolig og byen er tæt ved. Nu håber vi så at tage nogle ture rundt om på øen og opleve noget af dens pragtfulde natur, hvilket der er rige muligheder for, både via landsiden og fra vandsiden. Mange hilsener til jer alle fra Poul, skipper på COSMOS.